Historien om, hvordan den unge James Watson og den lidt ældre Francis Crick 28. februar 1953 kom ind på pubben The Eagle i Cambridge og erklærede at have løst selveste livets gåde, har en instinktiv tiltrækning. Det er sådan, forskning skal være. Et par kloge, lidt nørdede hoveder, der efter at have siddet bøjet månedsvis over papirerne pludselig siger heureka og har fundet løsningen på et afgørende spørgsmål. Men ligesom med alle andre gode historier ved man inderst inde godt, at festversionen ikke er hele historien, og når det gælder opdagelsen af dna's struktur, er det faktisk langtfra hele sandheden. Forud for hin glade dag på The Eagle, gik et hæsblæsende kapløb mod andre forskere, forkerte modeller og nogle, der blev snydt. Den, der blev mest snydt, var formentlig Rosalind Franklin, en yngre kvinde, der nede på King's College i London gennem et par år havde taget de hidtil bedste røntgenfotografier af dna. Betydningen af disse fotografier, som Watson sneg sig til at se, har siden været et uhyre kontroversielt spørgsmål. Rosalind Franklin var død i 1962, da Watson, Crick og Wilkins fik Nobelprisen, og eftersom prisen ikke uddeles posthumt, blev spørgsmålet om Franklins betydning ikke dermed besvaret.
Dna's tragiske heltinde
Lyt til artiklen
