0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tak, Anja!

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der var engang, da det nærmest var en skam at score i håndbold. Som kvinde måtte man ikke juble, når bolden var i nettet, for det var jo bare 'held'. Det danske kvindelandshold lå og rodede rundt til B-VM. Taktikken var at spise sundt og smile til publikum. Så skulle det nok gå.

Men så kom Anja Andersen og guldholdet fra Atlanta. Toptrænede af 'terroristen' Ulrik Wilbek, der krævede mere taktik og flere finter af sine spillere end nogen anden kvindetræner før ham. Og i dag sidder hele landet klistret til skærmen, når guldholdets afløsere er på banen. Ikke fordi de smiler sødt, men fordi de scorer. Vi har vænnet os til at elske, når de scorer.

Men sådan har det altså ikke altid været, forklarer cand.mag. Alice Riis Bach i bogen 'Kvinder på banen', der analyserer sammenhængen mellem sport, køn og medier. 1990'ernes håndboldspillere satte gang i en revolution af mediernes syn på kvinder i sport.

Der kom flotte actionbilleder i avisen. Tonje Kjærgaard i en tackling. Annette Hoffmann sekundet, før hun sender bolden i mål. Kvindehåndbold fik plads i den bedste sendetid, og i dag sidder de mest synlige sportssponsorater på kvindelige håndboldspillere, som har en bredere appel end Superligaen i fodbold.


Kontrasten til 1980'ernes spillere, der blev fotograferet som søde, passive piger, der ikke kunne gøre en kat fortræd, er påfaldende. Ser man på kvinders vej til fysisk udfoldelse, har den da også været brolagt med flere forhindringer, end man næsten kan forestille sig, når man fryder sig over Karin Mortensens redninger og Kristine Andersens skud. Der herskede nemlig længe en forestilling om, at det var farligt for kvinder at bevæge sig.

Alice Riis Bach illustrerer udviklingen med markante årstal inden for sportsgrene som tennis, cykling og løb. Den første kvinde, der deltog i et maratonløb, gemte sig i buskene nær startlinjen i Boston Maraton i 1966. Da halvdelen af mændene var passeret, sprang hun ud af busken og løb med.

Året efter tilmeldte en K. Switzer sig, men blev forsøgt forhindret i at starte, da løbets officials opdagede, at hun var kvinde. Med hjælp fra sin kæreste undslap hun dog og gennemførte løbet. I 1980 var der cirka 80.000 kvinder i USA, der løb maraton, og senere forskning har vist, at kvinder på grund af deres fedtdepoter faktisk er bedre egnede til langdistanceløb end mænd.


Alice Riis Bach glæder sig over disse sejre, som gør, at piger i dag opfatter det som en naturlig ret at bevæge sig, men bortset fra det er hendes bog båret af en indignation, som rammer mænd i flere varianter - fra dårlige tabere, der har alle mulige syge undskyldninger, hvis de bliver udkonkurreret af en kvinde, over ledelsen af Dansk Håndbold Forbund, til sportsjournalister og -fotografer, der har mere blik for et kig op under skørterne på en tennisspiller end for farten i hendes serv.

Når ret skal være ret, spiller kvinderne også selv med. Alice Riis Bach introducerer begrebet 'sødecirklen', der dækker over kvinders ukonstruktive angst for at skille sig ud fra gruppen, og hun har også blik for den voldsomme selviscenesættelse, som præger mange af nutidens kvindelige sportsstjerner.

Men måske er det netop det sexede tøj, der fjerner fokus fra tennissøstrene Serena og Venus Williams' svulmende muskler, der for bare 10-15 år siden ville have fået sportsjournalister til at håne dem for at være mere mænd end kvinder, som det skete for de østeuropæiske superatleter i 1970'erne.

'Kvinder på banen' er fyldt med interessante oplysninger og især spændende billeder, der underbygger Bachs argumentation. Som bog betragtet er den dog lidt flyvsk, fordi den breder sig over for mange emner. En strammere redaktion havde ikke været af vejen.

Men selv om Alice Riis Bach undertiden er for vred til, at det rigtig smitter, kan man godt dele hendes hovedrysten der, hvor kvinder helt tydeligt underkendes som ligeværdige udøvere eller potentielt publikum. Som f.eks. når Dansk Tipstjeneste helt unødigt begrænser målgruppen for spillet 'Oddset' til kun at omfatte mænd med mottoet: 'Der er så meget kvinder ikke forstår'. »Kun en virksomhed med monopol opfører sig så økonomisk dumt«, konkluderer Alice Riis Bach. Nemlig!

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce