Der var engang, da det nærmest var en skam at score i håndbold. Som kvinde måtte man ikke juble, når bolden var i nettet, for det var jo bare 'held'. Det danske kvindelandshold lå og rodede rundt til B-VM. Taktikken var at spise sundt og smile til publikum. Så skulle det nok gå. Men så kom Anja Andersen og guldholdet fra Atlanta. Toptrænede af 'terroristen' Ulrik Wilbek, der krævede mere taktik og flere finter af sine spillere end nogen anden kvindetræner før ham. Og i dag sidder hele landet klistret til skærmen, når guldholdets afløsere er på banen. Ikke fordi de smiler sødt, men fordi de scorer. Vi har vænnet os til at elske, når de scorer. Men sådan har det altså ikke altid været, forklarer cand.mag. Alice Riis Bach i bogen 'Kvinder på banen', der analyserer sammenhængen mellem sport, køn og medier. 1990'ernes håndboldspillere satte gang i en revolution af mediernes syn på kvinder i sport. Der kom flotte actionbilleder i avisen. Tonje Kjærgaard i en tackling. Annette Hoffmann sekundet, før hun sender bolden i mål. Kvindehåndbold fik plads i den bedste sendetid, og i dag sidder de mest synlige sportssponsorater på kvindelige håndboldspillere, som har en bredere appel end Superligaen i fodbold.
Tak, Anja!
Lyt til artiklen
