At skrive bøger om maskulinitet er både en taknemmelig og en utaknemmelig opgave. Taknemmelig, fordi store dele af det maskuline kontinent stadig henligger i mørke, og der derfor er en stor læserskare til alle hånde diagnoser på 'tidens mand' ikke mindst blandt det kvindelige publikum. Utaknemmelig, fordi den fortsat rudimentære maskulinitetsforskning endnu ikke har formået at levere slagkraftige alternativer til den feministiske verdensfortolkning, som ellers er hårdt ramt af respirationsproblemer. Det er derfor med både frygt og optimisme, man griber mandeforskeren Kenneth Reinickes bog 'Den hele mand'. Allerede titlen giver begyndende gåsehud, for at man skal igennem en ordentlig omgang holistisk hjernemassage for at få helet sin åbenbart så fragmenterede maskulinitet. Den floskuløse tone bliver ikke mindre ved anvisningen af, at den postuleret følelseskolde mand blot skal »følge sit hjerte«. Over for sådanne romantismer får man lyst til at citere én af den norske forfatter Lars Saabye Christensens romanfigurer for et opgør med det pletfri menneskesyn: »Det bedste ved frimærker er, at det er dem med fejl, der er mest værd«. Når Kenneth Reinicke undrer sig over, at danske mænd ikke gider interessere sig for mandeforskning, leverer han måske ufrivilligt selv en del af svaret. Bogen er fyldt med subjektivismer såsom: »Jeg tror«, »jeg mener«, »jeg hørte engang«. Og bogens kildemateriale består i udpræget grad af, hvad forfatteren har læst i dameblade, aviser, set i TV-avisen, snakket med venner om (på café?), hørt Steen Hegeler sige eller endog har »læst et sted«.