Hver eneste dag vælger mere end to danskere at gøre en ende på deres eget liv, og uanset den individuelle menneskelige tragedie er det fuldbyrdede selvmord i sagens barske natur en problemstilling, som først og fremmest berører de efterladte, for hvem katastrofen nok kulminerer, men på sin vis først skal til at begynde. Bag ved ethvert selvmord står således en skare af pårørende, som uden manøvremuligheder eller vetoret tvinges til at acceptere deres elskedes fatale beslutning og ikke alene efterlades i et følelsesmæssigt kaos af skyld, vrede og afmagt, men samtidig må stå ansigt til ansigt med selvmordets paradoksale ikke-eksistens, den smertelige tavshed, som i så mange tilfælde omgiver den barske begivenhed: Mange selvmorderes børn må leve med halvkvædede viser om mors eller fars 'ulykke' eller 'pludselige sygdom', men også ægtefæller og søskende kan berette om det skamfulde vakuum, som med lynets hast vokser op omkring deres elskedes bratte død. Selvmord udgør et dybtliggende kulturelt ubehag, fordi det så ubønhørligt kombinerer to af vores inderste og mest angstvoldende kvalmepunkter, døden og det endegyldige eksistentielle fallit.
Det store, mørke efter
Lyt til artiklen
