For en halv snes år siden gav det genlyd i pressen verden over, da et amerikansk forskerhold havde set Guds ansigt, som holdets talsmand George Smoot udtrykte det. Konkret var det dog blot nogle længe eftersøgte ujævnheder i den kosmiske baggrundsstråling, hans hold havde opsnappet, men det var heller ikke så ringe endda. Man havde længe vidst, at der måtte være en svag efterglød fra dén umådeligt varme ildkugle, the Big Bang, som universet blev født i. Eftergløden skulle være en stråling på nogle få grader over det absolutte nulpunkt på ca. minus 273 grader celsius, og den skulle komme fra overalt i universet. De unge radioastronomer Arno Penzias og Robert Wilson havde med en isvaffelformet antenne uden for Bell-laboratorierne i New Jersey i 1964 konstateret denne jævne baggrundsstråling. Deres målinger, der senere indbragte dem en nobelpris, bekræftede teorien om Big Bang, som på det tidspunkt konkurrerede med steady-state-teorien, efter hvilket universet altid havde eksisteret.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























