0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Bror præsident

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Da republikanerne havde vundet midtvejsvalget til Kongressen i november 1994, advarede lederen Newt Gingrinch som det første sine mindre erfarne politikere mod at møde Bill Clinton uden kyndig ledsagelse, og hvis de alligevel gjorde det, burde de bestemt ikke træffe beslutninger umiddelbart efter.

Gingrinch vidste nemlig, at selv stålsatte karakterer og kampklare synspunkter knapt kunne modstå præsidentens evner som charmør og forfører. Som Odysseus måtte de politiske modstandere lægge bånd på sig selv, når de passerede sirenen Clinton.

Den politiske filosof og sociolog Benjamin Barber (verdenskendt for den sørgeligt aktuelle 'Jihad vs. McWorld' fra 1994) fortæller historien i sin seneste bog, 'The Truth of Power - Intellectual Affairs in the Clinton White House'.

Barber kom selv tæt på Clinton som intellektuel rådgiver, da præsidenten inviterede ham til et seminar på Camp David i januar 1995. Efter valget og et par sviende politiske nederlag var årets State of the Union-tale nemlig afgørende for afslutningen af Clintons første periode. En række førende, demokratisk sindede intellektuelle blev derfor inviteret til at give politiske analyser og fortolkninger til bedste for præsidenten.

I resten af Clintons regeringstid deltog Barber ofte i lignende seminarer og andre rådgivningsfora. 'The Truth of Power' er historien om denne affære, Barbers eget ord for det episodiske bekendtskab, som aldrig blev egentlig venskabeligt eller personligt.


Ifølge Barber gjorde Clintons forunderligt dragende væsen ham til USA's første broderlige præsident. For styrken i Clintons lederskab var ikke forankret i faderlig autoritet, heroisme og distanceret magtfuldkommenhed, men i charmen, nærværet og borgernes identifikation med hans omtumlede privatliv.

Clinton foregav således at være som alle andre, og han tilstræbte autenticitet i sin retorik, fordi han vidste at personlig oplevelse og følelse legitimerede hans politiske ledelse. Alle tidligere præsidenter, hævder Barber, stræbte derimod efter integritet og gav deres politiske synspunkt forrang for personlighed.

Analysen af dette retoriske og stilistiske skift fra integritet til autenticitet, som Bush Jr. har taget ved lære af, er tankevækkende og i øvrigt særdeles relevant for diskussionen den europæiske og hjemlige politik.


Barber krediterer Clinton for hans politiske intelligens og kløgt, men han kritiserer ham samtidig for ikke at have forvaltet sine evner efter fortjeneste, selvom Barber vurderer, at Clintos lederskab var bedre end det ry, hans private tumult har givet det.

For det første revitaliserede Clinton under mottoet 'Fællesskab, mulighed og ansvarlighed' det demokratiske parti efter års oppositionelt søvngængeri, så New Democrats under valget i 1992 fremstod som et tidssvarende, progressivt parti.

For det andet iværksatte han en række mindre, men betydelige sociale reformer, der ikke kun gavnede de dårligst stillede, men også civilsamfundet. Og for det tredje bør Clinton ikke alene bedømmes på den politik, han gennemførte, men også på den han forhindrede.

Måske gjorde Clinton ikke nok for progressionen, siger Barber, men han gjorde meget for at redde USA fra den republikanske regression i midten af halvfemserne.


I sin analyse af disse bedrifter folder Barber USA's politiske historie ud i et olympisk overblik, som minder om, at ikke alle præsidenter er lige gode. I Barbers optik er det afgørende, at præsidenten formulerer og realiserer en politik, som fornyer og forløser samfundets drømme om det gode liv for flest mulige.

Og her svigtede Clinton ifølge Barber både sine egne visioner og sit land. De mange gode, men isolerede og små initiativer, han tog, fik nemlig aldrig mål og mening som integrerende, fælles projekt, fordi han ikke turde stå op imod forestillingen om politik som et nødvendigt onde.

Hvis Clinton havde gjort det, kunne han have givet borgerne en følelse af at have skabt et bedre USA. At visionerne var der, viser Barber i sin skildring af de seminarer, han deltog i.

'The Truth of Power' formulerer i øvrigt en skarp kritik af USA's isolationisme og manglende vilje til at tage del i en postnational, politisk forvaltning af globaliseringen. Barber minder om, at Clinton offentligt sagde, at globaliseringens skyggeside ville kaste sit mørke på USA, hvis supermagten ikke hjalp med at oplyse den. Desværre talte han for døve øren. Magten overtrumfede sandheden.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu