Nogle mennesker mener, at man ikke bør analysere poesi; de er bange for at man skal 'regne den ud' og dermed få magien til at forsvinde. For dem er analysen en ufølsom dissektion, der slår digtet ihjel; og den der analyserer, har således per definition ingen sans for poesi. En sådan berøringsangst er efter min mening en tåbelig misforståelse. Det gode digt kan overleve en hvilken som helst analyse; magien forsvinder ikke, men forskyder sig hele tiden og breder sig dermed; forøges. Og ingen analyse, uanset hvor hårdkogt og teknisk den er, er uforenelig med en fintfølende æstetisk oplevelse. Tværtimod kan analysen og oplevelsen opkvalificere hinanden gensidigt. Det bliver man opmærksom på, når man læser Dan Ringgaards fremragende indføring i digtlæsning, 'Digt og rytme'. Ringgaard har ikke alene en meget fintmærkende fornemmelse for de mindste forskydninger i forskellige sproglige registre, han præsenterer også et begrebsapparat, der kan formulere fornemmelserne. Som bogens titel antyder, er det ikke så meget billedsproget det handler om, (skønt det også strejfes). Ringgaard interesserer sig først og fremmest for de forskelligartede rytmiske strukturer, der former et digt: talesprogets, sætningens, versets og et evt. metrums rytme.
Rytmesans
Lyt til artiklen
