0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Rytmesans

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Nogle mennesker mener, at man ikke bør analysere poesi; de er bange for at man skal 'regne den ud' og dermed få magien til at forsvinde. For dem er analysen en ufølsom dissektion, der slår digtet ihjel; og den der analyserer, har således per definition ingen sans for poesi.

En sådan berøringsangst er efter min mening en tåbelig misforståelse. Det gode digt kan overleve en hvilken som helst analyse; magien forsvinder ikke, men forskyder sig hele tiden og breder sig dermed; forøges. Og ingen analyse, uanset hvor hårdkogt og teknisk den er, er uforenelig med en fintfølende æstetisk oplevelse. Tværtimod kan analysen og oplevelsen opkvalificere hinanden gensidigt.

Det bliver man opmærksom på, når man læser Dan Ringgaards fremragende indføring i digtlæsning, 'Digt og rytme'. Ringgaard har ikke alene en meget fintmærkende fornemmelse for de mindste forskydninger i forskellige sproglige registre, han præsenterer også et begrebsapparat, der kan formulere fornemmelserne.

Som bogens titel antyder, er det ikke så meget billedsproget det handler om, (skønt det også strejfes). Ringgaard interesserer sig først og fremmest for de forskelligartede rytmiske strukturer, der former et digt: talesprogets, sætningens, versets og et evt. metrums rytme.


Bogen lægger udmed en både let tilgængelig og nuanceret diskussion af, hvad rytme er for noget, ikke bare i poesien og i sproget, men i det hele taget. Ringgaards definition er kort sagt, at rytme er »mening som passerer gennem tid«; man kan derfor slet ikke begribe digtet uafhængigt af rytmen - eller rettere: rytmerne.

Derefter gennemgår Ringgaard forskellige svar på spørgsmålet 'hvad er et digt', og så går det ellers løs med en detaljeret gennemgang af rytmens dele: ord, frase, sætning, vers, strofe, klang, enjambement, metrum osv. - der er elementer af både fonetik, retorik, grammatik, metrik og ikke mindst en moderne rytmelære, der tager højde for de ikke-metriske digte, som nu er blevet den æstetiske norm.

Undervejs får man også en kortfattet, men præcis (idé)historisk oversigt, der viser, hvordan et ændret verdensbillede sætter sig igennem i formsproget, i overgangen fra metriske til såkaldt frie vers. Dertil kommer gode og nuancerede diskussioner af klassiske æstetiske problemer, f.eks. det åbne værk over for det lukkede.

Men først og fremmest ledsages den velargumenterede fremstilling overalt af en række suverænt øjenåbnende, på én gang subtile og fremkommelige analyser.

Det er værd at bemærke, at Ringgaard ikke alene har et stort kendskab til traditionen, men også er helt opdateret i sit eksempelmateriale, der strækker sig fra klassikere som Claussen og Aarestrup til yngre samtidige som Morten Søndergaard, Katrine Marie Guldager og Pia Juul.


Den store forgænger i forhold til 'Digt og rytme' er Jørgens Fafners 'Digt & Form', som Ringgaard da også behørig bekender sin gæld til.

Hvor Fafners bog er mere detaljeret i sin redegørelse for de klassiske metriske former, er Ringgaards til gengæld langt bedre i sin fremstilling af det mere almene rytmebegreb, som kan anvendes i analysen af de frie vers, der som sagt nu er normen - samtidig med at metrikken inddrages i tilstrækkeligt omfang til at dække de mest almindelige behov.

'Digt og rytme' er således den bedste og mest anvendelige introduktion på dansk til dette emne. Den kan læses ud i ét stræk som en i ordets bedste forstand pædagogisk indføring, og den kan takket være et par registre og en kommenteret litteraturliste bruges som opslagsværk og inspiration til videre studier.

Så vågn op derude på universiteter, seminarier og forfatterskoler, vågn op alle digtlæsere uden berøringsangst:

Her er et standardværk, I ikke kan undvære!

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce