0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hvis pikken kunne tale

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Hvad skal vi kalde den? Penis lugter af venteværelse og forhudsind-snævring. Tissemand er kun for børn - og måske for voksne, der ikke tør sætte navn på det erotiske. Og lem, ja ... dem har vi jo så mange af. Pik er noget, de slemme drenge har fundet på. På den anden side: Hvem skulle ellers sætte navn på kroppens mest uartige håndtag?

Så dette er historien om pikken, eller rettere: historien om, hvordan mennesket gennem tiden har opfattet og behandlet den håndfuld hud, blod og nerveceller, der sædvanligvis slapper af lidt syd for bæltestedet, men i mere motiveret tilstand peger ud i verden - fremad og op - en retning, som mænd altid har været parat til at følge.

»En mand kan holde sin mandighed i sin hånd, men hvem har i virkeligheden grebet om hvem?«, skriver den amerikanske forfatter David M. Friedman i bogen 'A Mind of its Own' - sin egen vilje.

»Af alle kroppens organer er det kun pikken, der tvinger manden til at forholde sig til den slags modsætninger«, tilføjer han og udråber pikken til både helt og skurk i et drama, der former alle mænd og hele menneskeheden.

I virkeligheden siger skiftende tiders syn på pikken måske ikke så meget om pikken som om det skiftende syn på magt, erotik og maskulinitet. Og i den forstand er det et lille stykke verdenshistorie, David M. Friedman har skrevet.

Den historie, pikken ville fortælle, hvis den kunne tale.

Kør kirken
Flere af de førkristne kulturer var nærmest besat af det mandlige kønsorgan. I den gamle civilisation syd for vore dages Irak var de to floder, Tigris og Eufrat, selve livets grundlag, og i et digt fra det tredje årtusind før vor tid fortælles det, at de opstod, ved at en skaber ved navn Enki rejste sig, fuld af lyst, løftede sit organ, ejakulerede og på den måde fyldte de to floder med vand.

Siden gravede Enki verdens første vandingskanaler med sin pik, undfangede det første barn og udbrød til slut:

»Lad nu min pik blive tilbedt«.

I en af Egyptens pyramider kan man læse guden Atums forklaring på, hvordan han - i ordets bogstaveligste forstand - egenhændigt skabte verden og alle dens væsener.

»Min knytnæve blev min partner«, forklarer Atum.

»Jeg kopulerede med min hånd«, tilføjede guden, der på jævnt dansk spillede den af på sig selv og derved satte hele denne redelighed i gang.

Vi andre er altså ikke andet end en plet på Atums lagen.

At pikken blev betragtet som det ultimative symbol på magt, kan man forvisse sig om på væggene i Karnak-templet i Luxor, hvor faraoen Merneptah gjorde sin sejr over libyerne op på denne måde:

»Penisser af libyske generaler: 6. Pe-nisser skåret af libyere: 6.359. Sicilianere dræbt, penisser skåret af: 222. Etruskere dræbt, penisser skåret af: 542. Grækere dræbt, penisser givet til kongen: 6.111«.

Det gamle, græske rige hvilede på mandens herredømme, militarisme og en idealisering af den nøgne mandekrop. Også for grækerne var pikken derfor genstand for stor interesse. Filosofferne skelnede mellem form og stof: Form var aktiv, frugtbar og maskulin, mente de. Stof var passivt, ufrugtbart og feminint. I sin beskrivelse af samlejet sammenlignede Aristoteles derfor mænd med tømrere. Og kvinder med træ.

Det guddommelige i mennesket sidder i rygmarven, mente Platon. Det er denne guddommelige substans, der både løber opad til hjernen og nedad til pikken som sæd. Det er altså dybest set den guddommelige vilje, der virker i mandens lyst, hvorfor det kun er naturligt, at pikken er »ulydig og har sin egen vilje«, som han skrev.

Antikken
Det var nu ikke størrelsen, det kom an på i det gamle Athen. Grækerne foretrak en lille, tynd pik, i hvert fald mændene. En lille pik er nemlig bedre til befrugtning, forklarede Aristoteles, fordi sæden køler ned i en stor og derved mister sin kraft. Græske kunstnere demonstrerede deres foragt for udlændinge ved at male dem med en ordentlig slambert.

Grækernes små, guddommelige pikke var lidt af et universalværktøj. Mandighed blev man indviet til ved som stor dreng at blive penetreret af voksne mænd, som med deres sæd mentes at befrugte ynglingene med mandlige dyder som mod, styrke, retfærdighed og oprigtighed.

Den var aldrig gået i romerriget. Også romerne forherligede de maskuline dyder, men det var på mange måder anderledes at være pik i Rom. En god romer trængte ind i andre - med sit lem eller sine våben - men en romersk mand skulle ikke nyde noget af, at trafikken også gik den anden vej. I Rom var en stor pik i øvrigt en god pik. Romerske generaler kunne ligefrem finde på at forfremme soldater på grund af den udrustning, de bar under bæltestedet.

Selv jødernes gud forstod, at her var et organ, det gjaldt om at få i sin tjeneste. Som betingelse for at sætte Abraham i spidsen for sit udvalgte folk stillede han, at Abraham omskar sig selv og alle sine mænd. Af alle organer blev det altså pikken, der kom til at bære tegnet på Guds pagt med sit folk.

Alt dette fik en brat slutning, da en ny religion bredte sig. Kristendommen. Der var ikke megen lidenskab i det glade budskab, der udgik fra en fattig tømrersøn fra Nazareth. Nu var det pludselig de små børn, man skulle blive som, hvis man ville have adgang til himlen. Stådreng kom man ikke langt med.

Jesus
Guds enbårne søn var ikke for ingenting født af en jomfru. Han levede, som han blev undfanget. Uden sex. Og som David M. Friedman skriver: »I en kultur, hvor en jomfru symboliserede alt, hvad der var rent, stod pikken for alt, hvad der var ondt. Det, der definerede Marias hellighed, var fraværet af kontakt med en pik«.

Sex var nødvendigt for slægternes gang, prædikede de første kristne. Lysten var ikke. Kroppen var ikke noget tempel, men en losseplads for menneskets syndige side, og intet organ var mere befængt end pikken. Under middelalderens heksejagt var kendskab til djævlens pik en tilståelse, man hyppigt tvang ud af de anklagede kvinder, og enhver vidste, at dæmoner samlede sæd fra syndige aktiviteter som onani og afbrudte samlejer.

Frem for alle lagde biskop Augustin i 500-tallet grunden til den forestilling om pikken, som siden skulle brede sig i den vestlige verden - og stadig præger vores ubekvemme omgang med organet og dets mange navne. I sine unge dage havde Augustin ellers selv betjent sig flittigt af sit lem. Siden angrede han og prøvede at forstå årsagen til sin skændige optræden.

Svaret fandt han i skabelsesberetningen om Adam og Eva.

»Vi skammer os over selve den ting, som gjorde disse skabninger skamfulde, da de dækkede deres skridt«, skrev han.

»Den ting« var den spontane erektion, skriver David M. Friedman. Den viljeløse liderlighed. Mandens pik var selve beviset for menneskets brud med Gud og dertil en straf for Adams fornærmelse af Gud i Edens have, siden nedarvet fra