Hvad skal vi kalde den? Penis lugter af venteværelse og forhudsind-snævring. Tissemand er kun for børn - og måske for voksne, der ikke tør sætte navn på det erotiske. Og lem, ja ... dem har vi jo så mange af. Pik er noget, de slemme drenge har fundet på. På den anden side: Hvem skulle ellers sætte navn på kroppens mest uartige håndtag? Så dette er historien om pikken, eller rettere: historien om, hvordan mennesket gennem tiden har opfattet og behandlet den håndfuld hud, blod og nerveceller, der sædvanligvis slapper af lidt syd for bæltestedet, men i mere motiveret tilstand peger ud i verden - fremad og op - en retning, som mænd altid har været parat til at følge. »En mand kan holde sin mandighed i sin hånd, men hvem har i virkeligheden grebet om hvem?«, skriver den amerikanske forfatter David M. Friedman i bogen 'A Mind of its Own' - sin egen vilje. »Af alle kroppens organer er det kun pikken, der tvinger manden til at forholde sig til den slags modsætninger«, tilføjer han og udråber pikken til både helt og skurk i et drama, der former alle mænd og hele menneskeheden. I virkeligheden siger skiftende tiders syn på pikken måske ikke så meget om pikken som om det skiftende syn på magt, erotik og maskulinitet. Og i den forstand er det et lille stykke verdenshistorie, David M. Friedman har skrevet. Den historie, pikken ville fortælle, hvis den kunne tale. Kør kirken Flere af de førkristne kulturer var nærmest besat af det mandlige kønsorgan. I den gamle civilisation syd for vore dages Irak var de to floder, Tigris og Eufrat, selve livets grundlag, og i et digt fra det tredje årtusind før vor tid fortælles det, at de opstod, ved at en skaber ved navn Enki rejste sig, fuld af lyst, løftede sit organ, ejakulerede og på den måde fyldte de to floder med vand. Siden gravede Enki verdens første vandingskanaler med sin pik, undfangede det første barn og udbrød til slut: »Lad nu min pik blive tilbedt«. I en af Egyptens pyramider kan man læse guden Atums forklaring på, hvordan han - i ordets bogstaveligste forstand - egenhændigt skabte verden og alle dens væsener. »Min knytnæve blev min partner«, forklarer Atum. »Jeg kopulerede med min hånd«, tilføjede guden, der på jævnt dansk spillede den af på sig selv og derved satte hele denne redelighed i gang. Vi andre er altså ikke andet end en plet på Atums lagen. At pikken blev betragtet som det ultimative symbol på magt, kan man forvisse sig om på væggene i Karnak-templet i Luxor, hvor faraoen Merneptah gjorde sin sejr over libyerne op på denne måde: »Penisser af libyske generaler: 6. Pe-nisser skåret af libyere: 6.359. Sicilianere dræbt, penisser skåret af: 222. Etruskere dræbt, penisser skåret af: 542. Grækere dræbt, penisser givet til kongen: 6.111«. Det gamle, græske rige hvilede på mandens herredømme, militarisme og en idealisering af den nøgne mandekrop. Også for grækerne var pikken derfor genstand for stor interesse. Filosofferne skelnede mellem form og stof: Form var aktiv, frugtbar og maskulin, mente de. Stof var passivt, ufrugtbart og feminint. I sin beskrivelse af samlejet sammenlignede Aristoteles derfor mænd med tømrere. Og kvinder med træ. Det guddommelige i mennesket sidder i rygmarven, mente Platon. Det er denne guddommelige substans, der både løber opad til hjernen og nedad til pikken som sæd. Det er altså dybest set den guddommelige vilje, der virker i mandens lyst, hvorfor det kun er naturligt, at pikken er »ulydig og har sin egen vilje«, som han skrev. Antikken Det var nu ikke størrelsen, det kom an på i det gamle Athen. Grækerne foretrak en lille, tynd pik, i hvert fald mændene. En lille pik er nemlig bedre til befrugtning, forklarede Aristoteles, fordi sæden køler ned i en stor og derved mister sin kraft. Græske kunstnere demonstrerede deres foragt for udlændinge ved at male dem med en ordentlig slambert. Grækernes små, guddommelige pikke var lidt af et universalværktøj. Mandighed blev man indviet til ved som stor dreng at blive penetreret af voksne mænd, som med deres sæd mentes at befrugte ynglingene med mandlige dyder som mod, styrke, retfærdighed og oprigtighed. Den var aldrig gået i romerriget. Også romerne forherligede de maskuline dyder, men det var på mange måder anderledes at være pik i Rom. En god romer trængte ind i andre - med sit lem eller sine våben - men en romersk mand skulle ikke nyde noget af, at trafikken også gik den anden vej. I Rom var en stor pik i øvrigt en god pik. Romerske generaler kunne ligefrem finde på at forfremme soldater på grund af den udrustning, de bar under bæltestedet. Selv jødernes gud forstod, at her var et organ, det gjaldt om at få i sin tjeneste. Som betingelse for at sætte Abraham i spidsen for sit udvalgte folk stillede han, at Abraham omskar sig selv og alle sine mænd. Af alle organer blev det altså pikken, der kom til at bære tegnet på Guds pagt med sit folk. Alt dette fik en brat slutning, da en ny religion bredte sig. Kristendommen. Der var ikke megen lidenskab i det glade budskab, der udgik fra en fattig tømrersøn fra Nazareth. Nu var det pludselig de små børn, man skulle blive som, hvis man ville have adgang til himlen. Stådreng kom man ikke langt med. Jesus Guds enbårne søn var ikke for ingenting født af en jomfru. Han levede, som han blev undfanget. Uden sex. Og som David M. Friedman skriver: »I en kultur, hvor en jomfru symboliserede alt, hvad der var rent, stod pikken for alt, hvad der var ondt. Det, der definerede Marias hellighed, var fraværet af kontakt med en pik«. Sex var nødvendigt for slægternes gang, prædikede de første kristne. Lysten var ikke. Kroppen var ikke noget tempel, men en losseplads for menneskets syndige side, og intet organ var mere befængt end pikken. Under middelalderens heksejagt var kendskab til djævlens pik en tilståelse, man hyppigt tvang ud af de anklagede kvinder, og enhver vidste, at dæmoner samlede sæd fra syndige aktiviteter som onani og afbrudte samlejer. Frem for alle lagde biskop Augustin i 500-tallet grunden til den forestilling om pikken, som siden skulle brede sig i den vestlige verden - og stadig præger vores ubekvemme omgang med organet og dets mange navne. I sine unge dage havde Augustin ellers selv betjent sig flittigt af sit lem. Siden angrede han og prøvede at forstå årsagen til sin skændige optræden. Svaret fandt han i skabelsesberetningen om Adam og Eva. »Vi skammer os over selve den ting, som gjorde disse skabninger skamfulde, da de dækkede deres skridt«, skrev han. »Den ting« var den spontane erektion, skriver David M. Friedman. Den viljeløse liderlighed. Mandens pik var selve beviset for menneskets brud med Gud og dertil en straf for Adams fornærmelse af Gud i Edens have, siden nedarvet fra generation til generation via mandens sæd. Resultatet var synligt overalt i den vestlige verden. I tusind år forsvandt pikken fuldstændig fra kunsten. Selv efter at kunstnerne i renæssancen gen-erobrede den nøgne menneskekrop, forblev pikken forbudt terræn. Og da Michelangelo i slutningen af 1500-tallet var færdig med udsmykningen af Det Sixtinske Kapel, bad paven i stilhed en anden kunstner male alle værkets pikke over. Samlejet En erigeret pik er ikke fyldt med blod, men med luft, forklarede munken og lægen Constantinus Africanus i det 11. århundrede. En opfattelse, der blev stående i næsten fem århundreder. Og det selv om Leonardo da Vinci allerede i 1477 ved dissektion af en henrettet kunne konstatere, at det var blod, der gjorde pikken stiv, ikke luft. Leonardo da Vinci var dybt optaget af menneskets anatomi og listede sig, trods kirkens forbud, ind på byens hospitaler for at undersøge lig. Intet organ optog ham mere end det mandlige, og han havde tidligt øje for, at der i mandens seksualitet lå en trang til at sætte sin vilje igennem over for verden, men at manden sjovt nok sjældent evner at sætte sin vilje igennem over for sin egen pik. At han også havde øje for anderledes praktiske problemer omkring mandens udrustning, fremgår af hans dagbog. »Kvinden foretrækker pikken så stor som muligt, mens manden foretrækker det modsatte af kvindens skød«, skrev han og tilføjede nøgternt: »Ingen af dem får sit ønske opfyldt«. Leonardo da Vinci så ikke pikken som et djævelens redskab, men som et fascinerende udtryk for mennesket som maskine og blev foregangsmand for dem, der i de kommende århundreder løftede det forkætrede organ ud af religionens verden og ind i videnskabens. I hans notesbog kan man læse: En mand, som skammer sig over at vise eller omtale sin pik, er galt på den«. I stedet for at »være opsat på at skjule den, bør manden fremvise den«, skrev han, »med ære«. Selvbesmittelse I 1675 opdagede den selvlærte videnskabsmand, Antony van Leeuwenhoek, bakterier i en dråbe regnvand. Senere fik han også i mandens sæd øje på »alle former for store og små fartøjer«. Mandens sæd var ikke længere syndens smittekilde, men et uskyldigt instrument i menneskets reproduktion. Lægerne havde koloniseret pikken. Manden så ganske vist stadig sig selv som det egentlige menneske - og kvinden som en bifigur, skabt af et ribben for at gå ham til hånde. Og selv bakteriernes opdager, Antony van Leeuwenhoek, mente, at alle det ufødte barns egenskaber lå i sædcellen. Kvindens rolle var kun at opbevare og udruge disse anlæg. Videnskaben fandt nu også snart sine egne grunde til at advare mod unødig leg under bæltestedet. Det var om ikke direkte syndigt, så dog farligt at fornøje sig med sit lem. I sit værk om masturbation beskrev doktor Samuel-Auguste Tissot i 1758, hvordan børns 'selvbesmittelse' kunne føre til svækkelse af fordøjelses- og åndedrætssystemet. Men også til gigt, sterilitet, tumorer, gonorre, blindhed og vanvid. Ja, en af hans patienter havde ved flittig onani udtørret sin hjerne så eftertrykkeligt, skrev lægen, at man kunne høre den rasle rundt i hans kranium. Formålet med afholdenhed var ikke længere at undgå synd, men at bevare helbredet. Sagde man. Men virkningen var den samme. Folket fik besked på kun at engagere sig i sex for at få børn, drenge fik vanter på i sengen og særligt lystne voksne en ring om deres stolthed, med indbyggede pigge, som i tilfælde af begejstring skød to metalspyd ind i huden og sluttede strøm til. I USA blev drengebørn omskåret, angiveligt af hensyn til hygiejne, men samtidig blev der mindre at spille med for de unge herrer - og på grund af nedsat følsomhed også mindre fornøjelse af legen. Kun enkelte talte lægerne imod, blandt dem forfatteren Mark Twain, der i en tale i 1879 hyldede masturbation og citerede den romerske kejser Cæsar for følgende fyndord: »For den ensomme er det selskab; for den forladte er det en ven; for den gamle og impotente er det en velgører; de, som er pengeløse, er stadig rige i det, at de har denne majestætiske adspredelse Der er endda tider, hvor jeg foretrækker det frem for sodomi«. Fordomme Straks portugisiske skibe havde lagt til ved Afrikas vestkyst i begyndelsen af 1500-tallet, løb rygtet gennem Europa. Om store, sorte mænd med store, sorte vedhæng. Men den hvide mand forstod at vende sin forlegenhed til triumf. Den sorte mands større pik viste kun, at han var mindre mand end dyr, sagde man. I USA blev sorte mænd betragtet som omvandrende pikke. Mange hvide frygtede, at sorte mænd med slaveriets afskaffelse ville havde adgang til hvide kvinder - og, værre endnu, at de hvide kvinder ville sætte pris på forandringen. Så til størrelsen. I 1948 viste en undersøgelse, at sorte mænd vitterlig har mere at gøre godt med, i gennemsnit en erektion på 16,3 centimeter mod de hvides 15,6. 1-0 til de sorte. I 1990'erne blev undersøgelsen gentaget på internettet. Også denne gang viste det sig, at sorte mænds pikke nåede nærmere jorden, men når der løb blod til, blev de overhalet af de hvide, som kunne fremvise erektioner på 16,5 centimeter mod de sortes 15,3. 1-1. Eller også var de hvide mænd bare mere gavmilde med målebåndet. De troede, at de havde grund til det. Mens fire ud af fem sorte betegnede sig selv som veludrustede, vovede kun en ud af fem hvide den påstand. Psykiatrien Pikken var også det store dyr i Sigmund Freuds åbenbaring. Det mandlige organ var den afgørende brik i menneskets psykiske tilblivelse, mente psykoanalysens fader. Den gik igen i næsten alle hans begreber fra pigers penismisundelse over drengebørns kastraktionsangst og til påstanden om, at selve livskraften er fallisk både hos kvinder og mænd. Freud fik hele verden til at tale om pik. Et drengebarns seksuelle begær efter sin mor og frygt for, at hans far som straf skal kastrere ham, er kernen i alle neuroser, skrev han. Drengen underkaster sig faderen, men med en passiv, fjendtlig attitude. I stedet for at dræbe ham efterligner han ham og forvandler således sin aggressive, falliske energi til et instinkt for at bemestre, der siden kommer til udtryk i andre, mere acceptable måder at gennemtrænge og sætte sit mærke i omgivelserne på. Alle politiske bevægelser og selve det moderne samfund har sit udspring i pikken, mente Freud. Nemlig som en slags broderskab af sønner, der alle har følt sig besejret og kastreret af faderfiguren og slutter sig sammen for at vælte ham. Egentlig ønsker alle sønnerne selv at blive faderfigur med adgang til klanens kvinder, men afstår af hensyn til broderskabet. Sådan opstod tabuet omkring seksuel omgang med mødre, søstre og kusiner. Og med denne seksuelle afståen, sagde Freud, fødtes lov, moral, religion - samt alle de tilhørende neuroser. Eller som David M. Friedman opsummerer hans tanker: »Vi er civiliserede. Og vi er neurotiske. Vi er bange for at bruge vores pik. Og lige så bange for at miste den«. I virkeligheden var det den lov, USA's tidligere præsident Bill Clinton forbrød sig imod, da han lod en ung praktikant betjene sig oralt, mener forfatteren. Hans forbrydelse var ikke at lyve under ed, men at tro sig selv i stand til at kneppe hvem som helst. »Når en mand opfører sig, som om han har seksuel adgang til alle kvinder uden at frygte at blive udfordret, truer han selve fundamentet for offentlig orden«, skriver forfatteren. Bill Clinton »lod sig selv blive mål for en ubevidst fantasi, i hvilken han var den store fader og som sådan måtte væltes, hvis civilisationen skulle overleve«. Kvindefrigørelse I 1960'erne var en ny generation af kvinder kommet til, bedre uddannede og med større politisk styrke. De afviste, at de skulle være kastrerede mænd. De talte om klitorisorgasmer, en form for tilfredsstillelse, der ikke forudsatte indtrængen. Igen var pikken i centrum for kulturens mest ophedede diskussioner. Og som David M. Friedman skriver: »Hvis pikken i første halvdel af det 20. århundrede blev psykoanalyseret, blev den i den anden halvdel politiseret«. Mens mænd mente, at samlejets koreografi - at det består af mandens indtrængen i kvinden - var ren biologi, så feministerne det som ideologi. Hvad mænd i sjov kaldte deres 'værktøj', kaldte feministerne et 'værktøj for undertrykkelse'. Pikken skulle skamme sig. Og det gjorde den også. I et par årtier. Men så blev det medicinernes tur. Stedet var Las Vegas, året 1983 og manden en britisk læge ved navn Giles Brindley, der efter i ophøjet ro at have fremlagt sine data for de forsamlede kolleger trådte frem og trak sine bukser ned efter kort forinden at have aflagt toilettet et besøg og injiceret sig selv i pikken. Resultatet var ikke til at tage fejl af. Publikums måben tog kun til, da Giles Brindley bevægede sig ned gennem rækkerne med resultatet af sin forskning i hånden - sin stive pik. Ingen indopererede proteser, bare en indsprøjtning. »Aldrig før havde så mange penis-læger set en anden mands erigerede lem«, skriver David M. Friedham. Den britiske læge stod fadder til den nyeste ide om pikken. Det medicinerede organ, berøvet sin religiøse og maskuline mystik og forvandlet til et forgrenet netværk af blodårer, neurotransmittere og blød muskelmasse. Mandens ultimative fantasi var blevet virkelighed. En pik, der rejste sig på kommando. I marts 1998 blev den første erektionspille, Viagra, godkendt til salg i USA. Siden har den bogstavelig talt stået sin prøve og gået sin sejrsgang kloden rundt. Et nyt kapitel i historien om mandens forhold til pikken var indledt. »Pikken plejede at have sin egen vilje«, skriver David M. Friedman. »Ikke længere«. »Nu kan manden holde sin manddom i sin hånd i sikker forvisning om, hvem der bestemmer«.