Om kødets opstandelse og det evige liv, som det hedder i salmebogen, er der skrevet én uforglemmelig salme, som giver ordet til den døende: 'At sige verden ret farvel'. Den taler om døden, som har »istaphånd« - et mærkeligt ord, Grundtvig selv var meget opsat på at bevare - og lover, at den døende vil indslumre med lyst i Guds frelserarme. Men salmen er også forfærdeligt bange for, at døden skal komme, før synet af frelserhaven er åbenbaret. Vi skal komme i hu, siger Grundtvig, hvor mørkt der er i graven. Man kan ikke rigtig gå til begravelse uden at synge den salme, som samtidig er en påmindelse om sorgens mærkelige trøst. C.S Lewis mistede sin kone og kunne (og ville) ikke forsone sig med tabet, før han efter lang tids overvejelse fandt ud af, at det var selve tabet, der var trøsten. Nogle mennesker kan gå levende bort, men mistede, det er de jo. Skilsmisser påkalder sig ikke den slags dødebøger, som har en alvorstyngde, skilsmissen aldrig får. Skulle man endelig få lyst til at se sin mistede ægtefælle - ja, så kan man vel det. Det er ganske vist ikke mere et levende menneske - men dog alligevel en livagtig model, der kan opsøges. Anderledes med døden: Den er definitiv. Kræftens Bekæmpelse har sponsoreret adskillige bøger om at miste definitivt: 'Min mor døde. Min far døde' - 'Børn om mors og fars død' - 'Mit barn døde' - 'Min søster døde. Min bror døde' - og her kommer 'Min mand døde. Min kone døde'. Det er nu lidt meget død, synes man. Alle dør, børn, mødre, fædre, ægtefæller - før eller siden. Men de afdøde, som omtales, døde tidligt og forkert - enten efter lang sygdom eller brat ved trafikulykker og pludselig sygdom.