0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Stalins sidste pogrom

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Winston Smith, hovedpersonen i George Orwells dystre fremtidsvision '1984' er funktionær i Ministeriet for Sandhed. Og som alt andet i det totalitære Oceanien beskæftiger ministeriet sig med det stik modsatte af, hvad navnet siger, dvs. løgn og propaganda.

Smiths arbejde er at forfalske fortiden ved løbende at omskrive artikler og andre publikationer sådan, at de altid passer med den til enhver tid gældende politik. Tidligere allierede bliver derved til evige fjender, og falder man i unåde, forsvinder man. Ikke blot rent fysisk, men også ved at blive slettet fra alle artikler og andre udgivelser, hvor man er nævnt, sådan at der ikke efterlades det mindste spor af, at man engang har eksisteret.

Men hvorfor?, spørger man undertiden som læser sig selv. Hvorfor lægge et sådant arbejde i at holde enorme arkiver opdateret med løgne, når det hele alligevel ikke betyder en brik, og hele tiden kan laves om?

Svært at sige, og nu er '1984' kun en bog, så måske er det ikke værd at bryde sit hoved alt for meget med spørgsmålet. Men spørgsmålet dukker alligevel uundgåeligt op, når man læser det seneste bind i Yale Universitys ambitiøse 'Annals of Communism'-serie, hvor forskere oversætter og kommenterer vigtige dokumenter fra Sovjettiden.

Bogen hedder 'Stalins Secret Pogrom', og den dokumenterer en af Stalins sidste udrensninger, som kostede 15 fremtrædende sovjetiske jøder livet.


I takt med at man læser de oversatte retsbøger og Joshua Rubensteins glimrende introduktion, bliver det mere end klart, at Orwells satire på mange områder ikke var ret langt fra, hvad der foregik i det hedengangne Sovjet.

Dér kunne selv kendte personer også med lethed falde i unåde og forsvinde nærmest sporløst, og ligesom hos Orwell blev der lagt et utroligt arbejde i gennemførelsen af langstrakte retssager, hvis udfald var givet på forhånd.

Det skete i 1952 for en lille gruppe af Sovjets førende intellektuelle jøder, der blev anklaget, retsforfulgt og dømt til døden for spionage og forskellige frit opfundne antisovjetiske aktiviteter. Samtlige var uskyldige, og mange af de handlinger, de blev dømt for, havde staten selv godkendt og sat i værk.

Sagen var koncentreret omkring Den Jødiske Antifascistiske Komite, hvis oprettelse Stalin selv godkendte i 1942. Målet var via komiteen at vise Sovjets tolerance og tappe rige vestlige jøder for penge til kampen mod Nazi-tyskland.

Og i begyndelsen gik det hele rigtigt godt.

Der blev oprettet en avis på jiddisch, to af komiteens førende medlemmer blev sendt på en syvmåneders rundtur i Vesten, og der var endda tale om måske at skabe en jødisk sovjetrepublik på Krimhalvøen i Sortehavet.

Men i takt med at krigen gik bedre og bedre for de allierede, og truslen fra tyskerne blev stadigt mindre, blev Stalin - der aldrig havde været særligt begejstret for jøder - mere og mere skeptisk over for komiteen.

Det skortede ellers ikke på loyalitetserklæringer over for Sovjetmagten. Tag f.eks. dette vers fra komitémedlemmet Itsik Fefers digt 'Jeg er en jøde':

»Jeg er en jøde, der har drukket
glæde fra Stalins krus
Til dem, der ville lade Moskva falde
råbte jeg, 'Nej'
De slaviske folk er også mine brødre
'Jeg er en jøde'« (omkvæd)

Umiddelbart vel næppe stødende for andet end den gode smag, men allerede i 1946 var stemningen vendt i en sådan grad, at Fefer ikke turde inkludere det i en digtsamling af frygt for at kunne beskyldes for nationalisme. Tankerne om en jødisk Krimrepublik var da forlængst skrinlagt, og derfra gik det grundlæggende kun ned ad bakke.


I 1948 blev komiteens formand, teaterdirektøren Solomon Mikhoels, myrdet på Stalins ordre, senere samme år blev Fefer anholdt, og i begyndelsen af 1949 fulgte det meste af den øvrige komite efter i fængsel.

Rubenstein argumenterer i introduktionen overbevisende for, at det formentlig var tænkt som begyndelsen til en større jødisk udrensning. Teorien underbygges blandt andet af den gruppe jødiske læger, der i 1951 blev anholdt, samt af de anklager for 'zionisme', der samtidigt begyndte at dukke op i Sovjetunionens østeuropæiske lydstater.

Lykkeligvis nåede Stalin ikke at gennemføre planerne - hvis Rubenstein ellers har ret i sin teori - før sin død i 1953. Det var for sent for de 15 medlemmer af Den Jødiske Antifascistiske Komite, men sagen mod dem havde faktisk vist sig vanskeligere end som så.

Trods tortur tog det helt frem til 1952, før styret var sikkert nok til at gennemføre retssagen, og her kan man undre sig over Sovjetmagtens indre logik. For allerede inden retssagen gik i gang, havde Politbureauet besluttet straffene, processen var hemmelig, så hvorfor bekymrede man sig overhovedet, om det virkede mere eller mindre retfærdigt?

Men det gjorde man. Af retsprotokollerne kan man tydeligt se dommernes bekymring for, om det hele går rigtigt for sig. Den ene alenlange og grundige afhøring afløser den anden, og først efter godt to måneder er dommerne sikre nok til at lukke sagen og dømme de anklagede.

De får alle en sidste - forgæves - mulighed for at forsvare sig, og det er trist læsning.

En af dem, Leyb Kvitko, slutter for eksempel sin forsvarstale med at sige, at »jeg vil hellere være i fængsel på sovjetisk jord end 'fri' i et kapitalistisk land. Jeg er en borger i Sovjetunionen, og mit hjemland er det samme hjemland som partiet og humanismens genier, kammerat Lenin og Stalin«.

Smigeren var til ingen nytte. 13 af de 15 anklagede, herunder Kvitko, blev dødsdømt og henrettet, en døde i fængsel, en blev sendt 10 år i arbejdslejr, og alle nære familiemedlemmer deporteret til Sibirien og Centralasien.