Der findes ikke nogen bedre bog at blive klogere af end Margareta Strömstedts 'Astrid Lindgren - en levnedsbeskrivelse'! Den er forelsket og nøgtern på en enestående måde. Som biografi er den uegnet til højere forskning, men den er smuk som en kærlighedserklæring. De to har været veninder i mere end 30 år (og hun er ikke nogen Eckermann!) (Goethes benovede sekretær). Det er snart 25 år siden, den blev trykt første gang. Nu udsender Gyldendal endelig den opdaterede udgave fra 1998. Der er sket meget. Næ, der er ikke sket ret meget! I hvert fald ikke hvad substansen angår. Godt nok har Astrid Lindgren siden da udgivet 'Ronja Røverdatter', og hun er blevet opinionsdanner. Men kernen er den samme. Den hedder Småland. Vemod ved den tabte barndom. Selv kalder Astrid Lindgren det melankoli. Her er historien om pigen, der aldrig blev voksen, skønt hun fylder 95 år til november. Ligegyldigt hvor meget man borer i fortiden, har ingen hidtil kunnet anfægte, at Astrid Anna Emilia Ericsson på Näss har haft verdens lykkeligste barndom. Hun ER Bulderby. Og nøglen til denne lykke hedder: frihed. Frihed og ligeværd. Hvis Astrid kom for sent til maden efter legen, så tog hun selv noget i køkkenskabet (ikke køleskabet). Børnene blev heller ikke slået. Ellers var hverdagen i præsteforpagterboligen ved Vimmerby helt almindelig. Der skulle luges roer og koges brændenælder til hønsene. Forskellen hedder først og fremmest Samuel August Ericsson - Astrids far. Han står og lyser bag alle hendes skildringer af venskabet mellem stor og lille. Lige fra Rasmus og Emil frem til brødrene Løvehjerte. Astrid Lindgrens mor Hanna blegner lidt ved al den samhørighed mellem far og datter. Hun bestyrede huset, hvor der aldrig var mindre end ti til spisning. Helst ville hun have været lærerinde. Kun ét eneste moderligt knus kan Astrid Lindgren huske fra sin barndom. »Det knus glemte hun aldrig«, skriver Margareta Strömstedt.