0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Slut med sortsynet

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

En række danske politikere og mere og mindre kendte personer fra det danske kulturliv samt enkelte udenlandske notabiliteter er indbudt til festen. Underligt nok er Carsten Jensen ikke inviteret.

Måske er værten, Mads Storgaard Jensen, bange for, hvilke skader den altid knivskarpe Jensen ville kunne anrette på hans nye bog: 'Dommedagsfesten - en kritik af tidens kulturpessimisme', hvis han havde været indbudt.

Omkring bordet bliver gæsterne hurtigt enige om, at vi ikke længere har nogen fælles moral, at vi har mistet fællesskabet og den gensidige solidaritet, at respekten for traditionen og autoriteterne er vigende, og at alt var meget bedre i gamle dage - før det postmoderne samfunds syndefald. Dommedagsprofeterne oplever et åndeligt fællesskab i deres fælles bekymring for verdens gang.

Pludselig rejser Mads Storgaard sig, tipper ganske let på sit fine borgerlige krystalglas og indleder sin tale:

I er alle nogle småsnakkende, nostalgiske og overbekymrede kulturpessimister. Her lever vi i den bedste af alle tider, med bedre muligheder end nogensinde for at bekæmpe sygdomme, med udbredt etisk bevidsthed og hidtil uset psykologisk indsigt. Jeg elsker individualismen og det liberale samfund, som giver både mig og alle andre de bedste muligheder for selvudfoldelse og selvrealisering.


Mads Storgaard indleder sin på flere måder glimrende og tankevækkende debatbog med en rimelig loyal - om end lidt smal - gengivelse af, hvad han betegner som tidens herskende kulturpessimisme.

Ifølge kulturpessimisterne er vi blevet historieløse, vi fokuserer på åndløs selvrealisering, og vi er nogle forarmede, jegfikserede individer, der lukker sig omkring sig selv.

Markedet har taget den plads, som blev ledig, da Gud og de store politiske ideologier forlod os, og nu har vi ikke andre kriterier for at skelne imellem godt og ondt, imellem rigtigt og forkert, end det, flertallet for tiden kan nå til enighed om.

Kulturpessimismens modpol er kulturrelativismen, der lægger vægt på, at alle mennesker og alle kulturer har lige stor værdi. Endvidere forfægtes det standpunkt, at enhver sandhed og enhver værdi er bundet til en bestemt kultur og tidsalder. Hermed bliver sandheden og vore værdier relative og flygtige.

Ifølge forfatteren kan man forbinde kulturrelativismen med 68-generationen og den politiske korrekthed. I øvrigt er de fleste kulturpessimister ifølge Storgaard skabskulturrelativister.

Storgaard argumenterer for, at både kulturpessimister og kulturrelativister overdriver voldsomt, når især kulturpessimisterne hævder, at den vestlige kultur er præget af alvorlige åndelige problemer, og de begge på forskellig vis forfægter det synspunkt, at den fælles moral og etik er under opløsning.


I bogens mest overbevisende kapitel - her synes forfatteren for alvor på hjemmebane - indføres en relevant adskillelse af etik, moral og moralisme.

Det hævdes, at etikken er funderet i menneskets natur. Hermed bliver etikken garant for et element af stabilitet og uforanderlighed i selv den mest foranderlige verden. Etikken er uberørt af selv de mest omfattende kulturelle forandringer: overgreb på andre mennesker, tyveri osv. vil altid være forkert.

Han taler også om menneskets etiske sans med rødder i menneskets krop og biologi. Omvendt er moralen og især moralismen konventionelle størrelser, der kan forandres med kulturen. Kulturrelativismen har ikke blik for denne vigtige skelnen og gør derfor alt til spørgsmål om individuel smag.

Kulturpessimismen frygter, at konsekvenser 'vandrer'; at overtrædelser af moralistiske smagsdomme - såsom at privathospitaler er onde - på længere sigt får negative konsekvenser for moralen og etikken - dvs. åbner vi for privathospitaler, undergraver vi hurtigt det fælles sygehusvæsen og solidariteten i hele velfærdssamfundet.

Storgaard har naturligvis ret i, at der ikke er nogen naturnødvendig forbindelse imellem privathospitaler og det offentlige sundhedsvæsens fald. Der er dog en række ret konkrete grunde til, at det er en ganske nærliggende frygt: Hvem tager sig af de tunge og kroniske patienter? Hvem uddanner nyt sundhedspersonale? Jeg kunne blive ved et godt stykke tid.


Ifølge forfatteren har kulturpessimisterne fjernet sig fra den konkrete virkelighed. Pessimismen er gået i selvsving, og han savner konkrete argumenter for, at det skulle være så skidt fat med vores kultur.

Der fremføres en lang række - ikke alle lige overbevisende - konkrete eksempler på, at mennesket på næsten alle områder aldrig har haft bedre vilkår.

Det er muligt, at kulturen forandres med hidtil uhørt hastighed, men det hævdes, at menneskets tilpasningsevne er vokset i takt med den accelererende kulturelle forandring. Resultatet er det følsomme og fleksible menneske, der kan tilpasse sig mange forskellige virkeligheder.

Men er det nu rigtigt? Indeholder menneskets natur/psykologi eventuelt grænser for fleksibilitet og tilpasningsevne? Er den stigende forekomst af depressioner og det generelt stigende angstniveau i de vestlige kulturers befolkninger relevant i denne sammenhæng? Mit svar er klart ja.


Man aner tendenser til antiintellektualisme, når det fordres, at debatten om værdier og samfundets udvikling skal føres på et helt jordnært niveau. Det hævdes, at der ikke længere er større problemer i verden - og de problemer, som opstår hen ad vejen, må vi forholde os pragmatisk til og få løst.

Som forfatteren siger, så er der »ikke mere stort at opnå, tilbage er kun den mest fornuftige måde at forvalte og vedligeholde vores velfærd«.

Dette er et noget tamt og visionsløst synspunkt, som leder tankerne hen på den amerikanske historiker Francis Fukuyama, der i starten af 1990'erne vandt stor lydhørhed for det synspunkt, at historien er nået til sin afslutning, og vi lever i den bedste af alle verdener. Intet system kan være bedre end det neoliberale kapitalistiske samfund. Bjørn Lomborgs jubeloptimisme på miljøets vegne lurer også et sted i kulissen.

Storgaard mener tilsyneladende, at visioner pr. definition er forblommede og bruges til at undertrykke enkeltindividet. Ideologier afskrives som naive luftkasteller.

Han foretrækker retningsløshed og tomhed, frem for hvad han kalder falske forhåbninger. Og så ser han tilsyneladende ikke, at en del af hans egne standpunkter er i perfekt overensstemmelse med den herskende neoliberale tidsånd.

Visse steder rummer bogen en række besynderlige udfald, som når kulturpessimisternes påståede dyrkelse af det demokratiske fællesskab ligestilles med nazistisk og stalinistisk æstetik og tilskrives en bismag af massepsykotisk selvdyrkelse.

Der skydes med spredehagl og laves en del skyggeboksning, hvor forfatteren opbygger en stråmand af sine modstandere, som det er rimelig nemt at latterliggøre og skyde ned.


Tilsvarende er han visse steder noget opportunistisk i sin argumentation, ligesom hans anklager imod kulturpessimismen for indholdsløs sniksnak - frem for substantiel argumentation - vender tilbage som en hårdtslående boomerang.

Ikke alle steder er Storgaard lige overbevisende i sin argumentation. Hvad menes f.eks. med, at egoisme hos børn skyldes, at deres forældre tilhører yuppiegenerationen? Og så udtaler han sig enkelte steder om den menneskelige psykologi på måder, som tyder på, at han i bedste fald ikke er helt opdateret på feltet.

Skizofreni og psykopati kan ikke reduceres til kognitive forstyrrelser - og kunne man forestille sig, at psykologiske faktorer kunne stå i vejen for det højt besungne frie valg?

Jeg bekender, at jeg er en moderat kulturpessimist. Jeg er således helt uenig i en række af forfatterens synspunkter. Og især er jeg uenig i, hvad jeg ser som grundlaget og konsekvenserne af hans synspunkter.

Men det ændrer ikke noget ved, at Storgaards bog er læseværdig - om ikke andet for at blive provokeret og blive tvunget ud i at skærpe sit eget synspunkt. Og det er jo en af debatbogens vigtigste missioner. Når der skal trykkes et nyt oplag, så lad lige en korrekturlæser rense ud i de værste slåfejl.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce