Inden for det seneste tiår har man kunnet iagttage en stigende interesse for guldalderen og dermed også for periodens billedkunstnere. Denne fornyede interesse har ikke bare givet sig udslag i udstillinger og bøger, men også i at hidtil upåagtede kunstnere er blevet opdaget eller genopdaget. En sådan er Wilhelm Bendz, der tilhører den første generation af guldalderkunstnere. I 1996 arrangerede Den Hirschsprungske Samling i København en stor separatudstilling med kunstnerens værker. Året før udkom Ejner Johansens monografi om kunstneren, der samtidig var den første i nyere tid. Og nu har vi med professor Klaus P. Mortensens bog 'Wilhelm Bendz' fået den anden af slagsen. Bendz var altså indtil midten af 1990'erne overset. Det mener i hvert fald Mortensen. Monografien er en problematisk genre. Elsket og hadet. Inden for kunsthistorieforskningen har fortalere for den såkaldte 'ny kunsthistorie' ofte problematiseret formen - bl.a. med henvisning til at biografiske oplysninger og en personfikseret tilgang til værket ikke er tilstrækkeligt til at besvare de spørgsmål, kunsten stiller. Spørgsmål som hvad er vigtigst: kunstneren eller værket, melder sig også for den 'almindelige' læser. Og om man mest er interesseret i kunstnerens private levnedsskildring, i indholdet i hendes værker eller måske i samfundsforholdene, har selvfølgelig betydning for, hvilken form for historie- og kunsthistorieskrivning man foretrækker.
Bedre Bendz
Lyt til artiklen
