0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Bedre Bendz

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Inden for det seneste tiår har man kunnet iagttage en stigende interesse for guldalderen og dermed også for periodens billedkunstnere. Denne fornyede interesse har ikke bare givet sig udslag i udstillinger og bøger, men også i at hidtil upåagtede kunstnere er blevet opdaget eller genopdaget.

En sådan er Wilhelm Bendz, der tilhører den første generation af guldalderkunstnere. I 1996 arrangerede Den Hirschsprungske Samling i København en stor separatudstilling med kunstnerens værker.

Året før udkom Ejner Johansens monografi om kunstneren, der samtidig var den første i nyere tid. Og nu har vi med professor Klaus P. Mortensens bog 'Wilhelm Bendz' fået den anden af slagsen. Bendz var altså indtil midten af 1990'erne overset. Det mener i hvert fald Mortensen.

Monografien er en problematisk genre. Elsket og hadet. Inden for kunsthistorieforskningen har fortalere for den såkaldte 'ny kunsthistorie' ofte problematiseret formen - bl.a. med henvisning til at biografiske oplysninger og en personfikseret tilgang til værket ikke er tilstrækkeligt til at besvare de spørgsmål, kunsten stiller.

Spørgsmål som hvad er vigtigst: kunstneren eller værket, melder sig også for den 'almindelige' læser. Og om man mest er interesseret i kunstnerens private levnedsskildring, i indholdet i hendes værker eller måske i samfundsforholdene, har selvfølgelig betydning for, hvilken form for historie- og kunsthistorieskrivning man foretrækker.


Med serien 'Dansk klassikerkunst' placerer Forlaget Søren Fogtdal sig midt i stormens øje. Der er tale om en hel række af monografier. Bøgerne udgives to og to, ligesom der er to spor i udvalget af kunstnere. Det ene er guldalderen, det andet tidlig modernisme.

Efterårets to nye bind i serien om henholdsvis Edvard Weie (anmeldt 8. december i Bøger) og Wilhelm Bendz er seriens femte og sjette.

Hvad der imidlertid udmærker flere bind af 'Dansk klassikerkunst' - ikke mindst bindet om Wilhelm Bendz - i forhold til mange andre af den senere tids monografier, er, at de er skrevet med en fornemmelse for den nyere forskning samtidig med, at de har en bred appel.

Eller sagt på en anden måde: I bogen om Bendz er det kunstnerens værker og analysen af dem, der står i centrum for fortællingen, uden at læseren af den grund snydes for relevante biografiske oplysninger.

Klaus P. Mortensen har løst den monografiske opgave på en elegant måde. Mange af de biografiske og faktuelle oplysninger finder man i de fyldige billedtekster. Eksempelvis indledes bogen med et selvportræt akkompagneret af en biografisk tekst.

Hovedteksten derimod bevæger sig uforstyrret og forholdsvis kronologisk fra 'Modelskolen paa Kunstakademiet' fra 1926 over hovedværker som 'En ung Kunstner (Ditlev Blunck) betragter en Skitse i et Spejl' og 'En Billedhugger (Christian Christensen) arbejder efter levende Model i sit Atelier' samt portrætter og genrebilleder til de sidste billeder fra 1932, hvor landskabet blev introduceret i Bendz' motivkreds. Disse blev til i Tyskland undervejs mod Rom.


Men ud over den værknære vandring gennem Bendz' forholdsvist beskedne produktion har Mortensen også formået at strukturere teksten tematisk. Og det gavner ikke alene forståelsen af værkerne, men styrker også indsigten i de problematikker, der optager kunstneren. Hans udforskning af lysvirkninger, for eksempel, eller af brug af symbolladede detaljer.

Det kan synes svært at sætte en ny optik på Bendz, når man betænker, hvor forholdsvis meget der har været skrevet om ham de senere år. Mortensen forsøger. Han har søgt at placere Bendz i et bredere perspektiv end det snævert kunsthistoriske.

Men alligevel kunne der godt have været gjort endnu mere ud af tidens dominerende tanker. Og så undrer det, at for eksempel kunstkritikeren N.L. Høyen kun nævnes i en bisætning, og at hans indflydelse på guldalderens billedkunstnere slet ikke berøres.

Mortensen, der ikke er kunsthistoriker, vælger i stedet at indskrive Bendz i et kulturhistorisk perspektiv via den poetiske realisme, der var en litterær bevægelse, og mere specifikt digteren Henrik Hertz (1798-1870) og hans programdigt 'Naturen og Kunsten' fra 1931-32.

Det fungerer sådan set udmærket, men man savner alligevel en udbygning af den samtidshistoriske indramning. Men, når det er sagt, må det også siges, at 'Wilhelm Bendz' er en ganske glimrende bog, der løser sin opgave på næsten forbilledlig vis.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu