I starten af 1970'erne opfandt det amerikanske elektronikfirma RCA en videobåndoptager. Bånd-optageren skulle bruges til at se lejede videofilm på, og RCA havde opfundet et system, der gjorde, at det lejede bånd låste sig, når filmen var spillet til ende. Så kunne lejeren kun se filmen den ene gang, han havde betalt for. RCA demonstrerede opfindelsen ved et møde med fem topchefer fra Disney. Disneycheferne var forfærdede. Under ingen omstændigheder ville de tillade, at deres indhold blev distribueret på den måde. Indholdet var alt for ringe beskyttet. »Hvordan«, spurgte en Disneychef, »kan vi vide, hvor mange folk der vil sidde og se filmen? Hvad vil afholde en eller anden person fra at komme ind i rummet og se filmen gratis?«. Eksemplet er fra juraprofessoren Lawrence Lessigs nye bog 'The future of ideas - the fate of the commons in a connected world'. Og det er et af eksemplerne på den bevidste eller ubevidste blindhed, der præger store medieselskaber, når de står over for teknologier, der kan true kontrollen over deres forretningsområde. De ser trusler, ikke muligheder. De går til angreb, ikke til forhandlingsbordet. I starten af 1980'erne krystalliserede truslen fra videoteknologien sig, og Sony, der producerede Betamax-videomaskiner, blev sagsøgt for at medvirke til folks ulovlige kopiering af tv-programmer. Men højesteret erklærede teknologien for lovlig. Og filmindustrien, der ellers havde ment, at videomaskiner ville være deres død, har siden tjent styrtende med penge på salg og udlejning af videokassetter.
Kampen mod det nye
Lyt til artiklen
