0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Litterær selvterapi

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Psykoanalyse som hermeneutisk metode - det vil sige som fortolkningredskab - ligger bag en spændende, men ikke helt letlæselig ph.d.-afhandling, der tidligere på året er kommet fra Københavns Universitet.

Forfatteren er den unge litterat Lilian Munk Rösing, der har sat sig for at få fat på 'det indre barn' hos en række forfattere fra det 20. århundrede: James Joyce, Pär Lager-kvist, Marcel Proust, Nathalie Sarraute og Walter Benjamin, der alle har skrevet barndomserindringer.

Det indre barn er det barn, vi engang var, det barn, der stadigvæk lever i den voksnes ubevidste og dér ind imellem råder og regerer med sine uopfyldte behov og infantile fordringer.

Det indre barn findes beskrevet dels i litterære barndomsskildringer, dels på psykoanalytikerens briks, hvor analysanden fortæller om og i overføringen iscenesætter sin barndom.

Det indre barn er ikke nødvendigvis det samme som det faktiske barn i den forstand, at det indre barn, som det kommer til syne hos den voksne, er farvet af den voksnes fortolkninger, fejlerindringer og måske skæve vinkler - et tema, der har genstand for mange teoretiske diskussioner i psykoanalysen under overskrifter som Nachträglichkeit og narratologi.


Grunden til at Lilian Munk Rösing tager fat på det indre barn er blandt andet, at hun vil pege på betydningen af empati med det indre barn - en empati, der er forudsætningen for et indlevet, nært forhold til andre mennesker.

Kontakten med det indre barn er med andre ord af vital betydning for udviklingen af medmenneskelighed og omsorg, som er kvaliteter visse forskere mener er på retur i det moderne samfund, f.eks. Arno Gruen, som Lilian Munk Rösing også refererer til i sin afhandling.

Hun er godt inde i de psykoanalytiske teorier om litteratur. Selvom hendes projekt går ud på at åbne og forstå tekster som tekster, fremfører hun teorier om tekstens tilblivelse, der understøtter hendes pointer.

Hun refererer f.eks. til Hanna Segals teorier om den depressive positions skabende potentiale, hvorved tekstproduktionen kan ses som forfatterens forsøg på at genskabe et tabt objekt:

»al skaben er i virkeligheden en genskabelse af et engang elsket og engang helt, men nu tabt og ødelagt objekt, en ødelagt indre verden og et ødelagt selv«. Motoren bag den litterære skaben er et forsøg på heling og enkelt formuleret: selvterapi.


Hendes litteraturvidenskabelige projekt går ud på at analysere forholdet mellem den fortællende voksne forfatter og det fortalte barn: hvordan bliver barnet og det barnlige univers fremstillet i litteraturen? Hvordan får forfatteren fortalt om sin barndom og dermed sit indre barn?

Med disse spørgsmål får Lilian Munk Rösing tematiseret nogle klassiske fortælleteoretiske positioner. I fortælleteori beskriver man fortællerens placering i tid og rum og skelner her mellem en alvidende, auktorial fortæller, der ved mere end sine personer, og en personal fortæller, der så at sige ser gennem sine personers øjne begrænset af deres bevidsthed og synsvinkel.

I mange år har der været en tendens til at vurdere den sceniske fremstilling, showing højere end den alvidende fortællers telling, måske fordi vi i vores kultur er indlejret i et positivistisk univers, hvor sansning og observationer udgør den højeste form for sandhed.

Når forfatteren f.eks. fremstiller en scene, hvor barnet bliver skældt ud af sin mor for derefter at slå sin lillebror, så bliver vi vidne til et stykke virkelighed, som vi så selv kan udfylde eller fortolke på. Siden 1870'erne har den sceniske fremstilling og den personale fortælleposition været den dominerende.


Så enkelt ser det imidlertid ikke ud i Rösings optik. Hun får nu rehabiliteret den alvidende, auktoriale fortæller, fordi den giver en anden mulighed for at reflektere over det indre barn.

Hun giver et godt eksempel fra Nathalie Sarraute, der i en indre dialog diskuterer sit projekt, nemlig at skrive sine barndomserindringer: »Du vil altså virkelig gøre det? »Skrive dine barndomserindringer«. (...) du kan ikke knibe udenom, det er det, du vil«.

Dette kan kun lade sig gøre med en alvidende fortæller, der lader den ene stemme nuancere, korrigere og supplere den anden. Eller om man vil: fortællerens jeg møder og kommenterer sit eget jeg, hvilket selvsagt kræver en overordnet bevidsthed og alvidende fortæller.

Lilian Munk Rösing er en begavet læser. Ved hjælp af sofistikerede næranalyser får hun afdækket lag i teksten og hun får dem samlet igen, så vi bliver klogere på temaerne i de fem barndomsskildringer.

Hun bevæger sig i et klassisk freudiansk univers, når hun f.eks. finder ødipale temaer hos Joyce, og hun gør det på en overbevisende måde, der åbner teksten. Det er imidlertid ikke tilbagelænet læsning hun indbyder til. Man skal være godt hjemme i hendes teksteksempler og derfor har det været en udfordring at læse hendes afhandling. Det har taget tid.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement