Psykoanalyse som hermeneutisk metode - det vil sige som fortolkningredskab - ligger bag en spændende, men ikke helt letlæselig ph.d.-afhandling, der tidligere på året er kommet fra Københavns Universitet. Forfatteren er den unge litterat Lilian Munk Rösing, der har sat sig for at få fat på 'det indre barn' hos en række forfattere fra det 20. århundrede: James Joyce, Pär Lager-kvist, Marcel Proust, Nathalie Sarraute og Walter Benjamin, der alle har skrevet barndomserindringer. Det indre barn er det barn, vi engang var, det barn, der stadigvæk lever i den voksnes ubevidste og dér ind imellem råder og regerer med sine uopfyldte behov og infantile fordringer. Det indre barn findes beskrevet dels i litterære barndomsskildringer, dels på psykoanalytikerens briks, hvor analysanden fortæller om og i overføringen iscenesætter sin barndom. Det indre barn er ikke nødvendigvis det samme som det faktiske barn i den forstand, at det indre barn, som det kommer til syne hos den voksne, er farvet af den voksnes fortolkninger, fejlerindringer og måske skæve vinkler - et tema, der har genstand for mange teoretiske diskussioner i psykoanalysen under overskrifter som Nachträglichkeit og narratologi.
Litterær selvterapi
Lyt til artiklen
