I Maara kogte vore mænd voksne hedninge i store gryder, satte børn på spid og åd dem stegt«, bekender den frankiske kronikør Raoul fra Caen i sin beretning om de kristne korsfareres invasion af den syriske by Maara i slutningen af 1098. »Vore mænd undså sig ikke for at fortære ikke kun dræbte tyrkere og saracenere, men sågar hunde!«, påpeger en anden fransk krønikeskriver, Albert fra Aix, der deltog i slaget for godt 900 år siden. Det er i det hele taget artige beretninger, som kommer frem i den libanesiske forfatter Amin Maaloufs bog 'Korstogene som araberne ser dem'. Den er et forsøg på at tegne et billede af de kristne korstog fra 1096 og et par hundrede år frem, som de blev set af primært arabiske historikere og krønikeskrivere. Den tegner et både bloddryppende og brutalt billede af europæiske skikkelser som Richard Løvehjerte, Frederik Barbarossa og Frederik den Anden. Billeder, som på mange måder synes fortrængt under vore himmelstrøg - måske fordi korstogene generelt ikke længere optager vor del af verden synderligt meget, måske fordi beretningerne om eksempelvis kannibalisme er blevet nedtonet op gennem det 20. århundredes historieskrivning, sådan som Amin Maalouf påpeger. Uanset årsagen er barbariet og grusomhederne gennemgående træk i de arabiske fortællinger om de kristne korsfarers forsøg på først at erobre den hellige stad Jerusalem fra muslimsk herredømme og siden forsvare den og - efter igen at have tabt kontrollen - at generobre den. De fortæller om en frankisk invasionsstyrke, der i slutningen af det 11. århundrede væltede frem over det, der i dag er Tyrkiet, for i løbet af ganske få år at nå så langt, at de i 1099 kunne indtage Jerusalem. Krigsforbrydelser »Befolkningen i Den hellige Stad blev stukket ned og frankerne massakrerede muslimerne i en hel uge. Alene i al-Aqsa moskeen dræbte de mere end halvfjerds tusinde«, skriver krønikeskriveren Ibn al-Athir (1160- 1223), hvis tal ikke bør tages alt for bogstaveligt. Ibn al-Qalanissi (1073-1160) afstår da også fra at sætte tal på i sin beretning: »Mange mennesker blev dræbt. Jøderne blev samlet i synagogen, hvor frankerne brændte dem levende. De ødelagde også mange helligdomme og Abrahams grav - fred være med Ham!«. Beretningerne om de kristne korstog er også en fortælling om en arabisk verden, der på mange områder var den vestlige overlegen i forhold til en række videnskaber som lægekunst, anatomi, astronomi, kemi, geografi, matematik og arkitektur. Men det var samtidig en arabisk verden, som i kraft af dyb splittelse og intern rivalisering var yderst sårbar over for de kristne korsfarere, som var forenet om et eneste mål: at føre en hellig krig med henblik på at sikre sig kontrollen over Jerusalem. Dertil kom, at de arabiske monarkier i mange tilfælde ikke formåede at opbygge varige institutioner, som kunne sikre forholdsvis stabile arvefølger. Hvor frankerne efter deres ankomst hurtigt etablerede noget, der lignede statsdannelser, så var arabiske monarkier typisk truet på hele deres eksistens, så snart en monark døde. Richard Løvehjerte vs. Saladin Ikke desto mindre lykkedes det muslimske kultfigurer og helte som kurderen Saladin, der havde flere militære sammenstød med Richard Løvehjerte og banede vej for muslimernes generobring af Jerusalem i 1189, at få jaget de kristne korsfarere på porten. Men efter korstogene - og efter yderligere at have været udsat for voldsom hærgen fra mongoler under bl.a. den herostratisk berygtede Djengis Khan - var det som om, at den arabiske verden lukkede om sig selv og sygnede hen, mens europæerne omvendt stod foran en opblomstring. »Den arabiske verden er på en gang fascineret og skræmt af disse frankere, som den anså som barbarer og til sidste besejrede, men som siden kom til at dominere den ganske verden, og den kan ikke bekvemme sig til at opfatte korstogene som blot en episode i en længst svunden. Ofte overraskes man over at opdage i hvor høj grad arabernes, og i det hele taget muslimernes, holdning til Vesten den dag i dag er påvirket af begivenheder, der må anses for afsluttet for syv hundrede år siden«, skriver Maalouf i sin epilog og peger bl.a. på politiske og religiøse lederes hyppige henvisninger til helteskikkelsen Saladin. Maaloufs bog er på mange måder stærkt forenklet, og den har sine steder store svagheder i forhold til såvel præcision som analyse. Men det er også en bog, der vækker til eftertanke og minder om nogle sammenhænge, der kan være nyttige at have i baghovedet i en samtid med nye typer af hellige krigere ... i såvel Europa som i den arabiske verden.