Først et stykke hen over midten af sin fantastisk velskrevne bog om det pianistiske fænomen Glenn Gould når Karl Aage Rasmussen til kapitlet om 'Pianisten'. Pianist er jo ellers det, han først og fremmest er, Gould, og efter forfatterens mening den mest levende i vor tid, uanset at han måtte forlade sit efterhånden skrøbelige jordiske hylster for snart tyve år siden. Glenn Gould var først og fremmest excentrikeren og fænomenet, en eremit, der holdt sig for sig selv, men som fra sit selvvalgte eksil styrede både sine omgivelser og disse omgivelsers opfattelse af ham selv ned i de mindste detaljer. Hvis det er rigtigt, at man altid kan genkende ham, når man hører hans plader, er det lige så rigtigt, at han også insisterede på at skille sig ud og på at være den undtagelse, det geni, han er blevet i Karl Aage Rasmussens udlægning af skikkelsen.
Fænomenet Glenn Gould
Lyt til artiklen
