0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Sorrig og glæde

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Hvorfor er lykken så lunefuld/ og hvorfor er livet så kort? Og hvordan kan det være, at ikke bare sorrig og glæde, men også lykke, ulykke,/ de ganger på rad?«.

Niels Thomassen, der er lektor i filosofi på Syddansk Universitet, har sat sig den gigantiske opgave at kortlægge lykken og dens modsætning, ulykken.

Han har den tese, at lykke består af fem dele - han kalder dem »bestemmelser«. Lykke er »virkelig, samvirkende, bevæget, tryg og meningsfuld«. Er man ulykkelig, mangler man mindst en af de fem dele.

Man kunne spørge sig, om ikke slavetilværelsen er ulykkelig, og om der derfor ikke mangler en sjette 'bestemmelse' af lykken: frihed.

Men nej, det er ingen forglemmelse. Det er tværtimod tegn på et moderne forfald, at man kan tænke sådan, siger Thomassen, for »engang stræbte alle efter lykke, nu jager vi efter frihed«.

Det er Søren Kierkegaard, der har lært os at sætte friheden som et gode på dette eksistentielle niveau, og han får da også nogle venlige dask bogen igennem.


Det er fra indledningen, jeg har programerklæringen. Fra selve fremstillingen i bogen havde jeg ikke gættet, at den hang sådan sammen.

Thomassen siger et sted om sin hovedperson, at »den kierkegaardske rationalitet er ikke- argumentativ. Den er beskrivende og tolkende«. Det gælder i hvert fald ham selv.

Thomassen argumenterer ikke for, at lykken består af netop de fem »bestemmelser«, han beskriver dem.

Han argumenterer egentlig heller ikke for den historiske udvikling, han postulerer, at i vore dage vil vi være fri, mens vi engang hellere ville være trygge osv.

Gu' ved om det ikke snarere er omvendt, tænker jeg, mens jeg læser ham. Var det ikke snarere vore forfædre, der vovede pelsen og satsede på friheden som det, der skulle gøre dem lykkelige, mens vi er tilfredse med at være trygge?

Bliver det mon ikke den, der kan overbevise vælgerne om, at han kan give dem mest tryghed, som danskerne vil være lykkeligst ved at se som deres næste statsminister?


Spørgsmålet er ikke relevant for bogen. Det åbner i hvert fald ikke for det, den har at give. Thomassen er nemlig ikke voldsomt interesseret i de historiske betingelser for forestillingen om lykke.

Han påstår, at den har forandret sig - til det værre - men koncentrerer sig ellers om at være »beskrivende og tolkende«, ikke argumenterende og forklarende.

Dermed går han ind i en fin dansk tradition for uopstyltet livsfilosofi, der strækker sig som et ydmygt sidespor i dansk litteratur fra Sibbern over Jakob Knudsen og Ib Ostenfeld til K.E. Løgstrup.

Metodisk står han nærmest den sidstnævnte. Som Løgstrup ynder Thomassen at tage en scene eller et handlingsreferat fra en film eller en roman og så udlægge dem med henblik på det, man kalder livet.

Her er lidt Truffaut og Ingmar Bergman, lidt Sønderby og Graham Greene, meget Paul Auster, et stænk Henrik Nordbrandt - men han er lige ved at være for orientalsk, og så falder han udenfor - mens Schade og Bjørnvig er klart indenfor. Og det er også den ukuelige Barbara, både på film og på bog.


Jeg er ikke helt sikker på, præcis hvad det er, vi får at vide om lykken og ulykken, for der argumenteres som sagt ikke så meget, og der diskuteres heller ikke voldsomt med andre opfattelser.

Men man er i godt selskab, med en dannet og tænksom læser, der bruger skønlitteraturen som en praktisk genvej til livet.

Det er ikke en form for tekstlæsning, der står højt i kurs blandt litterater, men det kan jo være deres fejl, og monopol på, hvordan man skal læse digte og romaner, har vi jo heldigvis ikke.

Man kan ikke sige, at Niels Thomassen vækker til modsigelse, for han siger sjældent noget, der kan modsiges. Men han vækker til eftertanke og minder om noget ekstremt vigtigt: at litteraturen ikke er litteraternes.

Den tilhører enhver, der gider læse og udlægge - og indlægge. Det er det, der er det fantastiske ved litteratur.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.