0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Modvillig kriger

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det er med beundringsværdig timing, at forlaget Holkenfeldt 3 i dag udgiver den amerikanske udenrigsminister Colin Powells godt seks år gamle selvbiografi på dansk.

Under normale omstændigheder er det vanskeligt at forestille sig, at en tommetyk bog om en tidligere amerikansk forsvarschef ville samle et større dansk publikum, men netop i denne tid kan man næppe udelukke det.

For den tålmodige læser er der også meget at hente.

Selvbiografien, der slutter kort efter at Powell træder tilbage som forsvarschef i 1993, giver ikke blot et interessant billede af manden, men af hele USA og især dets væbnede styrker under hele den kolde krig.

Gennem Powell, der med kometfart stiger i graderne, får man et førstehåndsindtryk af den enorme amerikanske militærmaskine og dens næsten uanede muligheder.


Powell er en rigtig soldat, som tydeligvis er meget stolt af det amerikanske militær, som han har viet det meste af sit voksenliv, og som han sikkert med rette ser som en af de bedste muligheder for fattige sorte i USA.

Allerede mens han studerer geologi på et af New Yorks offentlige universiteter, bliver han grebet af militæret, og efter eksamen melder han sig til tre års tjeneste.

Derefter går det over stok og sten, og ikke mindst rundt omkring i verden. At læse hvordan Powell efter endt træning i Georgia bliver sendt til Vesttyskland, tilbage til North Carolina, så til Vietnam, tilbage til Washington, D.C., hvor han kommer i Det Hvide Hus under Nixon og derefter til Korea, er at blive mindet om omfanget af USA's globale tilstedeværelse.

Mere end noget andet tænker man på Romerriget, hvor legioner og divisioner som skakbrikker bliver sendt rundt i riget.


Netop Powells uhyre rejseaktivitet, med mange længerevarende ophold i udlandet, viser også hvor uretfærdig kritikken, af at USA's militær ikke kender verden uden for USA, er.

Virkeligheden er den stik omvendte, og det er imponerende at se, hvor meget luft Powell får af militæret til at studere undervejs i sin karriere.

Hans erfaringer med universitetsverdenen slutter nemlig langtfra med bachelorgraden i biologi. Der bliver også tid til en to-årig M.B.A. fra George Washington University og en række grader fra militærets læreanstalter, fra Fort Leavenwoth til det elitære National War College i Washington, D.C.

Powell er derfor bestemt ikke nogen tankeløs soldat, og han er heller ikke krigsliderlig. For danske læsere samler interessen sig let omkring Golfkrigen i 1991 (deraf også den danske titel 'En streg i sandet', ændret fra den mere sigende originaltitel 'My American Journey'), hvor Powell som forsvarschef havde en uhyre central rolle.


Det var ved den lejlighed, at han fik tilnavnet 'den modvillige kriger'. Det kommer fra Washington Postjournalisten Bob Woodwards bog 'The Commanders' om Kuwait-krisen, hvor Powells grundsynspunkt hele tiden var, at der skal uhyre gode grunde til at risikere amerikanske troppers liv, og at man skal have klart definerede mål.

Han var derfor modstander af, at man førte krigen hele vejen til Bagdad for at afsætte Saddam Hussein. Det ville, mente han, være i strid med de mål USA og FN havde sat sig på forhånd.

I forbindelse med Bosnien-krisens begyndelse argumenterede Powell af samme grund kraftigt imod indsættelsen af amerikanske tropper, en holdning, der fik Madeline Albright - på det tidspunkt USA's FN- ambassadør - til at komme med sit berømte citat »Hvad er meningen med at have dette fremragende militær, som De hele tiden taler om, hvis vi ikke kan bruge det?«.

Men selvom bogen på den måde er en glimrende genopfriskning af store skikkelser i amerikansk politik og gamle konflikter, er Powells historie mere end noget andet beretningen om virkeliggørelsen af den amerikanske drøm.


Opvokset under rimeligt smalle kår som andengenerations jamaicanske indvandrere i South Bronx i New York, i en tid hvor sorte og hvide var opdelt i militæret, bliver Powell general, national sikkerhedsrådgiver, forsvarschef og nu - efter bogen blev skrevet - udenrigsminister.

En karriere, der i ekstrem grad viser, hvordan det amerikanske samfund - trods dets mange, store mangler - giver dem, der er flittige, heldige og velbegavede nok utrolige muligheder.

Med sin meget fragmentariske struktur er det ikke en bog, der giver et overvældende personligt indtryk af USA's nuværende udenrigsminister. Det mest personlige Powell vælger at fortælle, er nærmest hans mani med at reparere gamle Volvoer. Man får derimod et blik ind i samspillet mellem militær og politik, som ikke er kedeligt.