Det er så dejlig redundant: Krarup skriver hele tiden den samme bog, og så må man jo skrive den samme anmeldelse. 'Kristendom og danskhed' hedder dagens anledning, og sådan er den hele vejen igennem: Æbler og bananer, røvere og soldater, kristendom og danskhed: Krarup kategoriserer verden på sin helt private facon, og her er så forskellige ting som 'kristendom' og 'danskhed' altså størrelser af absolut samme slags. Absolut skal det nemlig være, pastoren har med mandighed og myndighed gennemskuet det hele, navnlig »den menneskelige virkelighed, der altid er historisk og derfor national«. Jeg holder af dette derfor. Seem salabim, systemet gælder altid , og det omfatter i al beskedenhed »den menneskelige virkelighed«. Filosoffen Søren Krarup har hjemme i sit studerekammer i Seem helt selv fundet frem til, at tiden, den virkelige, konkrete, levede tid, den går overhovedet ikke uden for nationalstaten. Simpel logik, ikke sandt? Hvorfor har ingen, og især ikke den herskende klasse ovre i København, opdaget det før? Man skulle tro, det var studenterløjer. Men desværre er Søren Krarup jo nu den fremmeste repræsentant for en bevægelse, vi aldrig før for alvor har haft i Danmark, nemlig den klassiske europæiske højrepopulisme. Pastoren i Seem er i al sin fanatisme faktisk et meget udansk fænomen. Og se så, om det er til trøst, at ifølge Seem salabim-systemet er sådan noget aldeles uvirkeligt. Thi virkelighed er noget, der kun findes inden for nationalstaten. Derfor. Ikke?
Seem salabim
Lyt til artiklen
