0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kunsthistorier

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Forskydningens Kunst' er i hovedtræk en ph.d.-afhandling, som Hans Dam Christensen afleverede på Kunsthistorie på Københavns Universitet i 1999. Allerede i de første linjer får man indtryk af bogens kritiske sigte. Her retter Dam en særlig tak for konstruktiv uenighed med sin vejleder, med hvem han »bestemt ikke deler fagsyn«.

Formuleringen er sigende for den tempererede polemik med faget, som bogen lægger op til. Det udarter sig ikke til husspektakler på instituttet eller til fadermord. Det bliver i familien.

Dams erklærede målsætning - sagt med tungen i kinden og så alligevel ikke - er at gøre det sværere at læse og skrive kunsthistorie.

Det kan umiddelbart lyde snævert, men der er gode grunde til revisionen. Dams ærinde er at foretage en scanning af fagets styringsprogrammer for at lokalisere forældet tankegods, i det han kalder for normalkunsthistorien.

Denne scanning går ud på at undersøge den måde kunsthistorien taler om kunsten, og derigennem har forstået (eller ikke har forstået) kunsten, sig selv og sit videnskabssyn.

Titlen sigter på det at kunsthistoriedisciplinen forskyder kunstværket i sit forsøg på at sige noget om det. Dam påviser hvordan kunsthistorien, mere end at forholde sig til kunstværkerne, forholder sig til diskursen om dem og til den videnskabelige adfærd og sprogbrug der er accepteret.


Ifølge Dam skjuler normalkunsthistorien, at kunst er et ideologisk begreb. Kunst er ideologisk, fordi det reproducerer en borgerlig forståelse af mennesket og samfundet.

Dam gennemgår ud fra denne kritiske optik forskellige former for rammeværk, der er med til at give betydning til kunsten og kunstværket. Disse rammer spænder fra national identitet, køn og ideer om kunstværdi til nærlæsning af enkeltværker, Thorvaldsens museum og studieordningen på Kunsthistorie på Københavns Universitet.

Bogens analyser slalomer ubesværet ind og ud mellem den danske kanons værker og institutioner i nutid og fortid. Den rokker ikke ved søjlerne i det kunsthistoriske tempel, men går i 'betydningsforhandling' med traditionens byrde og efterklang.


Det bedste argument for Dams ambition om at gøre kunsthistorien sværere leveres i form af hans imødekommende stil og oversigtlige redegørelser. Dam er forsker med stort F, men formulerer sig på dansk.

Et andet fint træk ved bogen er, at Dam ikke er for fin til at inddrage pop-kunsthistoriske værker, og påvise hvordan de påvirker fagets selvforståelse.

Det er et plus, fordi det er gennem værker som Jansons kunsthistorie og Hans Edvard Nørregaard- Nielsens monografi om Christen Købke at ikke-professionelle interesserede prøver at få begreb om kunsten.

Dam bliver mindre diplomatisk i tonen, når han vender sig mod det, han ser som ydre korruption af faget kunsthistorie. Han påpeger den formidlersyge, der breder sig på bekostning af den traditionelle forskning.

Flere og flere vil være formidlere, blandt andet påkrævet af museernes ønske om at kunne begå sig i oplevelsesindustrien. Samtidig bliver midlerne til forskning færre.

Kunst er i færd med at blive business og showbizz, og det er af flere grunde rigtig kedeligt. Dam leverer perspektivrige kritikker af kunsthistorikeren som kunstkender og kunsthistorikeren som formidler.


I denne forbindelse kunne en selvovervejelse af kunsthistorikeren som forsker i den ny kunsthistorie have været spændende. Dels fordi denne type selvgranskning ligger i forlængelse af Dams videnskabssyn, som han i stor udstrækning deler med en ny generation af humanistiske forskere.

Dels fordi forskeren immervæk også er en magtfaktor, selvom Dam her, helt forskudt, slår ud med hænderne på vegne af forskeren vis-a-vis det verdslige kunstliv:

»I det følgende vil jeg vove et svar på spørgsmålet 'Hvad er kunstværdi?'. Det vil være et svar, som sikkert ikke kan bruges til meget i det 'virkelige' liv, altså i den levende, kunstinstitutionelle praksis. Men, omvendt, til hvor stor nytte har de utallige definitioner på kunst, der indtil videre har set dagens lys, været?«.

'Forskydningens kunst' er historieskrivning om kunsthistorien, og det er meget kompetent og ædrueligt gjort. Dam kritiserer kunsthistorien ud fra et dybt engagement i den. Han støber sine kugler inden for og inde fra faget, og de triller på intet tidspunkt fra ham.

Det kunne dog have udvidet rammerne for bogens kritikker, hvis forskerens aktuelle agentur inden for faget kunsthistorie vovede en bredere udveksling med det virkelige liv, der ovenfor blev sat i gåseøjne.

At rammerne i højere grad vendte udad, spredte sig ud fra faget, i stedet for ind mod den institution og tradition, der borger for det, der bliver sagt.

Det er på flere måder et omfattende ønske - nok til 'Forskydningens kunst 2'. Man kan under alle omstændigheder kun glæde sig til at høre flere kritiske bidrag fra denne kant.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce