Forskydningens Kunst' er i hovedtræk en ph.d.-afhandling, som Hans Dam Christensen afleverede på Kunsthistorie på Københavns Universitet i 1999. Allerede i de første linjer får man indtryk af bogens kritiske sigte. Her retter Dam en særlig tak for konstruktiv uenighed med sin vejleder, med hvem han »bestemt ikke deler fagsyn«. Formuleringen er sigende for den tempererede polemik med faget, som bogen lægger op til. Det udarter sig ikke til husspektakler på instituttet eller til fadermord. Det bliver i familien. Dams erklærede målsætning - sagt med tungen i kinden og så alligevel ikke - er at gøre det sværere at læse og skrive kunsthistorie. Det kan umiddelbart lyde snævert, men der er gode grunde til revisionen. Dams ærinde er at foretage en scanning af fagets styringsprogrammer for at lokalisere forældet tankegods, i det han kalder for normalkunsthistorien. Denne scanning går ud på at undersøge den måde kunsthistorien taler om kunsten, og derigennem har forstået (eller ikke har forstået) kunsten, sig selv og sit videnskabssyn. Titlen sigter på det at kunsthistoriedisciplinen forskyder kunstværket i sit forsøg på at sige noget om det. Dam påviser hvordan kunsthistorien, mere end at forholde sig til kunstværkerne, forholder sig til diskursen om dem og til den videnskabelige adfærd og sprogbrug der er accepteret.
Kunsthistorier
Lyt til artiklen
