I vore dage er et gilde noget med mad og drikke, fest og ballade. Det var det også for 500 år siden. Dengang var det imidlertid noget mere. Et gilde var et broderskab, men hvad var brødrene fælles om? I den historiske litteratur er gilderne traditionelt blevet beskrevet som en blanding af fagforening, begravelseskasse og selskabsklub. I en aldeles fortræffelig bog påpeger Lars Bisgaard, at man i den hidtidige forskning har hæftet sig ved en række elementer, der var karakteristiske for gildernes virksomhed uden at få fat i det centrale, den religiøse dimension. Ikke sådan at forstå, at gilderne var religiøse broderskaber. Men den kristne tro gennemsyrede gildernes virksomhed, og det var kristne ritualer, som knyttede gildebrødrene sammen. At man har undervurderet dette aspekt, skyldes uden tvivl den stærke materialistiske tradition i dansk historieskrivning. Gilderne er traditionelt blevet anskuet som en slags faglige organisationer, hvor religionen, som Lars Bisgaard spidst udtrykker det, blot var det »vedhæng, som nu engang hørte middelalderen til«. Også moderne videnskabs stærke fagopdeling har stillet sig i vejen for en forståelse af gilderne. Retshistorikere tog sig af de juridiske og faglige aspekter, kirkehistorikerne af de religiøse, kunsthistorikerne af materielle levninger som gildealtre og gildehuse. Alle kørte i hver sin retning, og enhver sammenhæng gik tabt.
Gildernes samfund
Lyt til artiklen
