0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Idyl med modhager

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Ens forældre har det med at tage sig bedre ud som afdøde end som levende. Dels er der ikke mere, man kan genere dem med og omvendt, dels er man selv blevet ældre og mere forstående.

Således er det gået med Jette Drewsen, som skriver om sin far, dyrlægen fra Ildved i Østjylland. Det er et hengivent portræt, og en forsinket forklaring:

Så længe han levede, var der noget, der gik galt imellem dem. Han godtog ikke hendes politiske orientering og hendes selvstændighed. Han kunne være sårende.

Selv var han en selvstændig liberal, og meget af hans sindelag hænger i datteren, også ofte uden at hun egentlig vedkender sig det - så deres indbyrdes forhold var kompliceret.

Den afgørende komplikation, fortæller Jette Drewsen, indtraf da hun syv år gammel blev en slags medvirkende faktor i sin lillesøster Lisbeths død. Eller hun blev til mørket.


Det var en fin sommerdag. Faderen var på arbejde på Skovgård, en smuk proprietærgård. Hun sad i indkørslen og gyngede på en kæde, der forbandt to hvide metalsøjler med store cementkugler på toppen.

Lillesøsteren, der kun var halvandet år gammel, tullede frem og tilbage under kæden, som pludselig trak søjlen ned, og cementkuglen ramte det lille barn i tindingen. Sådan døde Lisbeth.

Med det udgangspunkt diskuterer Jette Drewsen sit forhold til faderen og prøver at give ham den kærlige tilgivelse, hun ikke havde kræfter til, da han levede. Hvorfor ikke? På grund af dødsfaldet, som hun indirekte følte sig skyld i? Eller på grund af politiske uoverensstemmelser i opvæksten?


For Jette Drewsen bliver ulykken central, men den fylder sigende nok ikke så meget i hendes barndomsskildring. Ja, af og til føles det af læseren, som om hun tillægger den større vægt, end der er baggrund for.

»I hans dybeste følelse tog det i virkeligheden mange år, før han kom overens med, at det var Lisbeth og ikke mig, der var død«, skriver Jette Drewsen. Det er der ikke belæg for i teksten. Det er meget små og få hentydninger, som peger på, at faderen har givet hende skylden.

Måske har hun projiceret en meningsløs dårlig samvittighed over på ham. Og nu skal hun igen slippe af med den ved at ophøje ham efter hans død.


Projektet er spændende, men det halter en lille smule. Nu er jeg helt ubehageligt ærlig: Hendes dyrlægefar er sikkert en sympatisk mand. Men også en smule selfimportant. Han kan ikke helt holde til Jette Drewsens velmente ros.

Han fremstår som en ærlig, men også som en bedrevidende person, hvis påberåbte sproglige brillans forekommer lidt overdrevet.

Han er af den slags fædre, som kan citere, og det imponerer ofte børnene, som ikke har læst klassikere endnu. Men kan hans sprog også noget selvstændigt? Noget ægte, når han ikke citerer? Det fremgår ikke helt så tydeligt.


Måske er Jette Drewsen stadig imponeret af den tænksomme landsbydyrlæge. Det gælder også hendes forhold til moderen, som kommer til at fremstå smukt og uplettet af nogen som helst overvejelser om moderens skjulte tanker.

Det, som fungerer bedst, er Jette Drewsens levende iagttagelser af dyrlægeliv i Jylland, dengang kitlerne var røde og af gummi, og engagementet frit og stolt. Man aner, at der er konflikter, som ikke bliver nævnt, og som måske havde trængt til luftning.

Jette Drewsen har gjort sig smukt og ærligt umage en sidste gang, hun har gjort sig umage med at forstå sin far og med ikke at skuffe sin endnu levende mor, og var det ikke det, hun skulle?

Litterært set kun måske.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu