Friedrich Nietzsches slutspil i Torino 3. januar 1889 er velkendt: Pludselig overvældet af medlidenhed falder han grædende en droschehest om halsen for at beskytte den mod kuskens slag. Nietzsche kom aldrig til sig selv igen. Den hjerne, der havde tænkt de dristigste tanker i det flotteste sprog, var brændt sammen. I august 1900 døde han, 54 år gammel. I 'Nietzsche - Biographie seines Denkens' følger idehistorikeren Rüdiger Safranski Nietzsche, fra tænkningen spirer i ham meget tidligt, til den går ud i hans bedste alder efter at have stået i fuldt flor i ungdommen og det korte voksenliv. Blomsten, som Safranskis bog handler om, Nietzsches liv og værk, er forførende. Kækt kaster det sig opad og står spændstigt og dragende til det øjeblik, hvor det knækker sammen under sin egen vægt. Men det er også giftigt. Og man skal passe på ikke at lade sig rive med af den saft og kraft som Nietzsche og hans pen førtes af. I juli 1888, da sammenbruddet nærmede sig og hans filosofi blev meget radikal, advarede han derfor mod sig selv. Gå nysgerrigt til mig som til en mærkelig gevækst, skrev han, og anbefalede dertil en ironisk distance. Safranski tager Nietzsche på ordet. For det første er hans nysgerrighed stor, og han læser breve, skitser og anden efterladt skrift sammen med de udgivne værker. Baggrunden for denne metode er, at Nietzsche levede for at skrive og skrev for at overleve. Bevidst viklede han liv og værk ind i hinanden for at vise at sandheden er kontingent, og han brugte værket til at undersøge længsler og drifter i sit indre for at gøre sig fri af dem.