Karl Linnæus, født 1707 som præstesøn i Småland i det fattige, tilbagestående og afsides bondeland Sverige, blev en af de største skikkelser i oplysningstidens Europa. Selv Rousseau skrev et fanbrev til Linnæus, der ikke kunne fransk og kun havde en tåget forestilling om, hvem denne 'Russau' var. Og da Rousseau besøgte Frederik den Store i Berlin, inviterede denne ham til at botanisere lidt i parken. Prøjserkongen havde nemlig hørt at Rousseau var en beundrer af »Monsieur Linné, den store plantekender 'da drüben' hos min søster af Sverige«. (Frederiks søster blev dronning af Sverige og mor til Gustav III). Det er som botaniker, eftertiden kendte og kender Linnæus - eller Linné, som han kom til at hedde efter adlingen i 1755. Det var Linné, der - nærmest som en praktisk foranstaltning, hvis betydning først senere gik op for ham - fandt på at give alle planter et dobbelt navn og dermed koncentreret betegne både slægten og arten. Således viola (slægten) odorata (arten) til forskel fra for eksempel viola canina. Det linneiske system bruges stadig som grundform, når nyopdagede arter skal formelt beskrives og navngives. Til grund for Linnés inddeling lå det såkaldte seksual-system, efter hvilket planterne blev ordnede i klasser og ordener efter befrugtningsorganernes (f.eks. støvdragernes) tal, størrelse og fordeling. At planter således havde et seksualliv, morede de sig meget over i Frankrig midt i 1700-tallet, og en af filosofferne skrev endda pornografisk om en plantekvinde efter Linnés system. Men andre, således et engelsk tidsskrift i 1750, kaldte Linné »den største botaniker verden har kendt og sandsynligvis nogensinde vil kende«. Den mening om sig selv delte Linné, der absolut ikke manglede selvfølelse og sans for martyrium. Selv da han en sommer var gæst hos kongefamilien og spiste ved det kongelige bord til gengæld for at han organiserede dronningens samling af muslingeskaller, klagede han over det enorme arbejde. Behovet for kolonier I 1741 blev Linné af kongen ansat som professor i medicin og botanik ved Uppsalas universitet. Hans botaniske ekskursioner i militær stil blev den store mode og tiltrak så mange mennesker, at universitetets rektor forbød dem i 1748. Samtidig sendte Linné sine udvalgte studenter ud på lange rejser til fjerne lande for at de kunne samle eksotiske planter. Disse rejser, som de unge svenskere ofte foretog til søs som skibskapellan eller læge, var meget eftertragtede og karrierefremmende, men de var også dødelige for en stor del af de 19 mænd, der drog ud. Men når de skrev hjem - og når de senere skulle organisere deres fund - var det vigtigt at kunne beskrive planterne entydigt og konsekvent. Dertil opfandt Linné sit 'binære nomenklatur'. Det er dog ikke så meget Linnés traditionelt berømmede fortjenester, videnskabshistorikeren Lisbet Koerner fra Harvard beskæftiger sig med i sin bog 'Linnaeus: Nature and Nation'. Det er først og fremmest pioneren, patrioten, forretningsmanden og egoet Linné, hun tegner et slagfærdigt, kærligt, men ikke altid flatterende billede af. Et nøglebegreb i Koerners bog er 'cameralism', på dansk kameralvidenskab. Det vil sige den viden, god røgtelse af kammeret kræver. Kammeret var den embedsmandsstand, der bestyrede fyrstens privatkasse, og som efterhånden blev identisk med statskassen. Kameralvidenskaben skulle anvise veje til at lade landets erhverv blomstre ved hjælp af både teknik, forvaltning, økonomi og finans. Nutidens økonomer var fyrstens rådgivere, og deres mål var at bevare staten som selvforsynende og således holde fyrstens såvel som elitens magtbase sikret. Til det formål måtte man, blandt andet for at forhindre at pengene fossede ud af statskassen til import, anskaffe sig kolonier, der kunne forsyne land og hof med blandt andet klæde, krydderier og luksusfødevarer. Det var et stort problem for Sverige, som ingen kolonier havde, og hvor man flere gange i Linnés levetid havde hungersnød. Denne bog minder en om hvor fattigt og tilbagestående Sverige var. Den dybeste - og mest sympatiske - drivkraft for Linné som samfundsøkonom var at skaffe mad til sultende bønder, giver Koerner indtryk af. Og den ellers meget pengebevidste professor var - til sine kollegers forundring - ikke i stand til at gå forbi tiggende kvinder med børn uden at give dem en almisse. Den svenske te Linné mente, at det måtte være muligt at indføre, akklimatisere og dyrke de afgrøder, man manglede på svensk jord. Modsat den lidt senere Adam Smith mente han, at den nationale økonomi skulle være et lukket system, og han opfattede handel som parasitvirksomhed. I stedet for at udveksle varer skulle man have det hele selv. Han gik så vidt som til at dyrke kulturperler og te - eller i det mindste en teerstatning. Den smagte gyseligt, indrømmede hans søn senere. Men med typisk optimisme og ikke ringe skadefryd udbrød Linné, mens han ventede på en af de mange senere visnede sendinger af teplanter: »Stakkels kinesere, alene på grund af dette vil de tabe mere end 100 tønder guld om året«. Som Lisbet Koerner lunt påpeger og demonstrerer igennem hele bogen, så var tønder af guld den målestok, Linné altid brugte om store summer. Da det viste sig umuligt at få teplanterne til at overleve (en gang nåede de med skib helt til Göteborg, men de landgangsivrige søfolk efterlod dem på bordet i kaptajnens kahyt, hvor skibets rotter gjorde kål på dem) - så fandt Linné ud af, at te da heller ikke var nødvendigt: »vi har selv hundreder af plantearter, der både er sundere og mere velsmagende«. At Europa med sit surt udvundne sølv skulle betale kineserne »bare for nogle blade fra en busk« fandt han oprørende. Og da han indså, at heller ikke kaffe e kunne gro så langt nord for ækvator, rådede han svenskerne til at drikke en bryg af ærter, bog, mandler, bønner, majs, hvede eller ristet brød. Linné var dybt interesseret i ernæring og håbede at lære sine landsmænd, at i hungerperioder kunne vilde planter både erstatte brød og være husmedicin mod sygdomme. I Linnés øjne var Naturen én stor husholdning, hvor intet måtte gå til spilde. Han opfattede verdens samlede rigdom som en konstant størrelse, som det gjaldt om for Sverige at holde på så meget som muligt af. Det var bedre at fædrelandet tjente lidt og de andre lande intet, end at alle tjente noget. Koerner: »Hvad der betød noget var ikke størrelsen af den globale økonomi (som han anså for statisk), men dens fordeling blandt nationerne«; »Linné kunne simpelt hen ikke forestille sig økonomisk vækst«. I forsøget på at gøre Sverige uafhængigt af import var man ikke sippet med midlerne: Fabrikanter med gode forbindelser fik lov til i årevis at importere merinofår og med politistatsmetoder producere dårlig - men svensk - uld med store tab for statskassen. Og på Linnés anbefaling sendte Det Svenske Handelskammer en af hans studenter til Europa som industrispion indenfor silkeproduktion. »Lappen er vor lærer« Det nærmeste Sverige kunne komme en koloni, var Lapland. Og Lapland var det forjættede land for Linné. Efter en kortvarig rejse dertil i 1732 (som dannede basis for både reelle og opdigtede præstationer og resultater) konstruerede han - med oplysningstidens romantisering af 'den ædle vilde' - et næsten paradisisk Lapland med ubegrænsede muligheder. (Ikke for ingenting blev Linné kaldt 'den anden Adam', selv om den smiger mest var møntet på hans fortjenester som planternes navngiver). Groft sagt var Linné ofte fuld af løgn, hvis han mente, det kunne gavne Sveriges - og dermed hans - berømmelse og pengepung. De mindre sympatiske sider af det viser Lisbeth Koerner så grundigt i sin bog, at man må undre sig lidt over, at anmelderen i Times Literary Supplement skrev, at nu var Linné en af hans 1700-tals-favoritter. Denne læser forekommer det, at der i visse henseender ikke er sten på sten tilbage af det traditionelle, næsten helgenagtige billede af Linné. Det kulminerede, da Sverige med vulgær chauvinistisk romantik fejrede hans 200-års dag i 1907 - for siden at glemme ham som andet end national kliché. Men at knuse den kliché er nok også et af Koerners formål. Linnés viden om de arktiske egne var ikke så stor som han gav indtryk af. Han kom aldrig nord for polarcirklen. Det nærmeste han kom, var da han som ung opholdt sig 18 dage i Lapland. Samerne var flygtet fra de hærgende kolonister og missionærer og Linné mødte ikke en eneste indfødt. Et sted hvilede han ved et bål på rensdyrskind og sendte sin same-vejviser ud for at finde en lejr. Denne fandt kun en ludfattig gammel samekvinde. »Efter at have guffet hendes sidste rensdyrost i sig, sejlede Linné tilbage til civilisationen«. Når talen er om Lapland, skjuler Koerner ikke en vis moderne indignation. Men ellers holder hun sig helt fri af bagklog og moderne politisk global- korrekthed i forhold til det verdensbillede, svenskerne i almindelighed og Linné i særdeleshed havde midt i 1700-tallet. I nedgangstiden efter militære nederlag og tab af de baltiske kolonier håbede den svenske adel - ved hjælp af naturforskere - at »skifte sværdet ud med videnskab, et baltisk imperium med en svensk nation og militære sejre med industriel opfindsomhed« (p. 103) Vel tilbage i Uppsala fordoblede Linné på papiret den afstand, han havde tilbagelagt i Lapland; han påstod, det var 4.500 mil i stedet for 2.000 (3.500 km.) Hans kontrakt med Uppsalas Videnskabernes Selskab forudsatte nemlig betaling per mil. For at gøre påstanden om de mange mil lidt mere sandsynlig for det skeptiske videnskabsselskab tegnede den driftige unge mand en lang, snoet og fiktiv rute og påstod således at han på 4 dage havde vandret 500 mil (800 km). Siden referede han til sin Laplandstur som var det en farefuld færd i tåge i Europas højeste bjerge(!), han tredoblede turens påståede længde til 6.200 mil (10.000 km) og dens varighed til »flere år«. Da han 1735 var i Holland for at få sin doktorgrad (en lille nem formalitet der var overstået på otte dage med en 13-siders afhandling om malaria), optrådte han i et etnisk 'samekostume', han havde kreeret af diverse lidet autentiske løsdele med shamantromme og runekalender i bæltet. For drengen fra Småland, der ikke talte andet end svensk og latin, var det også en fordel at dække sig ind bag eksotikken, når han skulle begå sig i Paris og London, som han også besøgte, inden han vendte hjem og giftede sig i 1738. I et par år (indtil han blev professor i Uppsala) praktiserede Linné i Stockholm som læge i kønssygdomme - noget der skaffede ham nyttige bekendtskaber i de højeste kredse. Hans studerende døde Koerner mener Linné, manglede empati. Men han holdt af børn, både egne og andres. Og han elskede sine studenter »som en far, det vil sige dysfunktionelt«, skriver Koerner. Han opfattede studenterne - som Koerner lidt tvetydigt fremhæver som godt udseende unge mænd, som Linné omfavnede og kyssede - som sit eget yngre selv og betragtede det som en selvfølge, at de udsendtes fund var hans ejendom. Måske derfor vendte alle studenterne ham ryggen, så snart de kunne stå på egne ben. Hvis de da ikke var døde på de lange rejser. Og ligesom de selv gik også mange af deres resultater til grunde. Både intellektuelt - grundet mangelfuld analyse af fundene - men især rent fysisk. Men Linnés naturhistoriske samlinger, hans bibliotek og videnskabelige manuskripter findes i London, fordi englænderen James E. Smith købte det hele i 1784, seks år efter den da senile Linnés død i 1778. Smith fik gratis Linnés korrespondance med i købet, for den havde Linnés enke brugt til at beklæde kasserne med ... Fra 1788 danner Smiths køb grundstammen i The Linnaeus Society, botanikhistorikernes mekka. Det var ikke som statsøkonom, Linné fik sin store betydning for fremtiden. Men som Lisbet Koerner påpeger, så giver hans nu glemte visioner et mere komplekst syn på vores egen modernitet, især i marginaliserede staters forsøg på hvad hun kalder »en lokal modernitet«. Men, siger Koerner i sin konklusion: lokal modernitet er en kortlivet fortidig fremtidsvision, som ofte hyldes af lokale eliter der har egne interesser i form af magt, prestige og indtægter i at bevare en isoleret og statskontrolleret økonomi. Når man først har knækket de første, ret tekniske kapitler er Koerners bog medrivende og velskrevet. Den uddyber forståelsen af 1700-tallet gennem den mangefacetterede Linnés sammensatte person. De ideer, han og århundredet skabte og var skabt af, giver stadig ekko.