0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hvad nu hvis...

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning


Ideen om Danmark som foregangsland er ikke statsminister Poul Nyrup Rasmussens opfindelse. For mere end 200 år siden forsøgte Johann Friedrich Struensee, kongens livlæge og landets reelle hersker, at gennemføre store reformer af det danske samfund under påvirkning af oplysningstidens filosoffer.

I en kort periode, mellem september 1770 og januar 1772, udsendte han godt 2.000 kabinetsordrer om forandringer af små og store ting i danskernes hverdag og ledelsen af staten.

Men Struensee fik ikke den nødvendige tid, som Per Olov Enquist fortæller det i 'Livlægens besøg'. Det gamle styres mænd væltede ham, og reformpolitikeren fra Altona blev henrettet 28. april 1772.

Men hvad var der sket, hvis Struensee havde haft held til at forpurre kuppet og efterfølgende havde befæstet sin magtstilling i Danmark?


Spørgsmålet kan synes ret ligegyldigt, for Struensee blev jo henrettet under en offentlig bevågenhed, som var en tilsvarende begivenhed i en amerikansk stat i 2001 værdig.

Men flere og flere historikere dyrker nu denne form for 'historieskrivning', hvor de med større eller mindre udgangspunkt i de faktiske begivenheder digter sig frem til et andet forløb end virkelighedens.

Og i tilfældet Struensee bliver den digtede version fortællingen om en tyve-årig reformperiode, hvor bondelandet Danmark udvikler sig til et datidigt laboratorium for højteknologi, velfærdspolitik og menneskerettigheder under den oplyste diktator Struensees ledelse.

Manden bag denne alternative Struensee-historie er historikeren Michael A. Langkjær, hvis bidrag i bogen 'En anden historie. Ni alternative Danmarkshistorier', hæver sig over de øvrige 'hvad nu hvis-beretninger', der blandt andet gør Danmark til en republik efter 1920 med atomfysikeren Niels Bohr som præsident, får danskerne til at stemme nej til medlemskab af EF i 1972 eller kaster os ud i en krig med Frankrig i 1807, som ender med Napoleons internering på Samsø.

Alternativ model
Genren er med et fint ord blevet dømt kontrafaktisk historie.

Kontrafaktisk betyder 'det modsatte af kendsgerningerne', og derfor afviser de fleste historikere den som i bedste fald god underholdning.

Flere skønlitterære forfattere har dyrket genren med held, for eksempel englænderen Robert Harris med bestselleren 'Fatherland', hvor Hitler sidder i Berlin i 1964 som verdens enehersker, og en anden kendt krimiforfatter, Len Deighton med 'SS-GB'.

'En anden historie' er redigeret af Rasmus Dahlberg, og han skriver om selve genren i en artikel i bogen med titlen 'Kleopatras næse' med henvisning til filosoffen Blaise Pascals - kontrafaktiske - spørgsmål, om Antonius var gået i krig for hende, hvis hendes næse havde været en centimeter længere og den smukke egyptiske kejserinde mindre attråværdig.

Rasmus Dahlberg mener, at historikerne ved at opstille alternative modeller til den faktiske udvikling kan give et andet syn på fortiden og tvinge os til at tænke over den på andre måder.

Det historiske billede er dybt afhængigt af historikerens person og af de valg, han træffer på baggrund af den samtid, han er en del af, og derfor genskrives historien igen og igen, mener han.

Hertil lyder svaret fra traditionelle historikere, at de, uanset dette forhold, forholder sig til og forklarer begivenheder og fænomener, der har fundet sted, og Rasmus Dahlberg går selv ind på genrens farer ved at understrege nødvendigheden af en vis troværdighed:

Fantasien skal udfolde sig inden for et realistisk univers. Spørgsmålet om udfaldet af krigen i 1864 mellem Danmark og Preussen, hvis Danmark havde rådet over en atombombe, er uinteressant som kontrafaktisk historie. Her er vi ovre i science fiction.

Derimod er for eksempel den alternative historie om Struensee interessant, fordi de politiske diskussioner, de teknologiske landvindinger og de internationale forhold havde gjort en struenseesk succeshistorie mulig.

Den gode hersker
Det blev desværre ikke til noget. Med stor sproglig elegance og masser af raffinerede henvisninger til både datid og nutid fortæller Michael A. Langkjær historien om Struensees 20 år ved magten.

'Kilden' er Struensees eget politiske testamente, som han i den kontrafaktiske udgave skrev, da han selv valgte at trække sig tilbage for at spille rollen som dansk og international 'elder statesman'.

Det hele starter, da Struensees allierede forpurrede kuppet mod ham 17. januar 1772. Struensee forstår - hvilket han gjorde i virkeligheden - nødvendigheden af at skabe politiske alliancer af et udbygget netværk af mennesker, som er dybt afhængige af ham.

Den frembrusende borgerstand får gode udfoldelsesmuligheder med en erhvervsvenlig lovgivning, som også skaber grundlag for en høj-teknologisk revolution, hvor Danmark bliver centrum for udvikling af ubåde og balloner.

Ubådene er blandt andet et vigtigt våben i Struensees sikkerhedspolitiske overvejelser. Geniet fra Altona forstår nemlig, at Danmark ikke kan sikre sig mod overmagten ved store hærstyrker, men udvalgte - defensive - våben kombineret med en udviklet alliancepolitik er et effektivt forsvar.

På det sociale område gør gode konjunkturer en velfærdspolitik mulig, hovedstaden bliver udstyret med pragtfulde bygninger og sunde boligkvarterer, og Katarina den Store af Rusland vælger at bruge Struensees Danmark som en form for 'demokratisk laboratorium'.

Det er skrevet med stor elegance i datidens sprogbrug, og historien er tankevækkende, fordi den rent faktisk bygger på tanker og ideer, som var fremme i datiden, og som Struensee havde kendskab til - eller med et længere liv ville have haft kendskab til.

NEJ I 1972
Fortællingen om det danske EF-nej i 1972 og den lange vej til EU- medlemskab 1. januar 1995 er mindre fabulerende og på mange måder tæt på et bud på en faktisk udviklingsmodel, hvis danskerne rent faktisk havde stemt nej i 1972.

Der var faktisk reelle nej-scenarier. Daværende statsminister Jens-Otto Krag havde skrevet en nej-version af talen i Folketinget dagen efter folkeafstemningen 2. oktober 1972, og planer for en anden økonomisk politik var klar, ligesom de øvrige EF-landes afvisning af danske ønsker om forskellige typer af samarbejde også forekommer sandsynlig.

I afsnittet om udråbelsen af en republik efter påskekrisen i 1920 - hvor en rasende og frustreret kong Christian X vælger at gå i eksil i Cannes - er historikeren Benito Scocozza ovre i den mere fabulerende genre, selv om han lader kongedømmet vende tilbage.

På bogens hjemmeside www.hvadnuhvis.dk, hvor det er muligt at diskutere med forfatterne, mener han, at det er tilfældigt, at krisen i 1920 ikke endte med en republik.

Det er en lang diskussion, om den socialdemokratiske leder og senere statsminister Thorvald Stauning var rede til det skridt. Men historien om venstre-lederen I.C. Christensen, der flytter bondemøblerne fra hjemmet i Stadil i Vestjylland ind på Amalienborg og fjerner rokokomøblerne, er underholdende.

Og så gør marxisten og republikaneren vold på sig selv og lader danskerne genindføre kongedømmet ved en folkeafstemning i 1935, hvor 89,9 procent ønsker monarkiet tilbage.

Selv om den danske republiks sidste præsident var et så fornemt navn som atomfysikeren Niels Bohr.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce