Der er noget ironisk over den skæbne, som er overgået betegnelsen 'humanisme'. Som en kritisk bevægelse var humanismen blandt andet en intellektuel modstandskamp mod floskler og overleveret visdom, og ikke desto mindre er humanismebegrebet i dag gået hen og blevet til en kæmpekliché - et harmløst honnørord, som oftest bare bruges til at træde vande med. Humanisme er almindelighedernes holdeplads, og hvem kan i dag på et overordnet plan have noget imod, at man sætter »mennesket i centrum« og lægger vægt på dets mulighed for at udvikle sig i frihed og moralsk ansvarlighed, uafhængigt af ydre autoriteter? Ja, det skulle da lige være Søren Krarup, der anser humanisme for at være lig med ugudelig selvretfærdighed, men bortset fra ham er det svært at få øje på erklærede fjender af humanismen.
Idéhistoriske skred
Det betyder imidlertid ikke, at humanismen ikke har brug for oprigtige venner, som vedligeholder betegnelsen og ser til, at den ikke flyder helt ud. Sådan en omsorgsfuld ven er Rune Engelbreth Larsen, fast kommentator her ved avisen, karikaturkrisens kritiske krønikeskriver og i sin tid medstifter af Minoritetspartiet, der i dansk politik har stillet sig under humanismens banner, uden at det dog indtil videre har ført til noget.
Engelbreth er helt på det rene med, at humanisme i dag er »en udelt positiv, men dybest set indholdstom betegnelse«, som han skriver. For at gøre noget ved den sag er han i sin nye bog, 'Renæssancen og humanismens rødder', vendt tilbage til det fag, som han er uddannet i, idéhistorie, for at efterspore humanismens historiske rødder.
I bogen fylder han indhold på humanismebetegnelsen ved at skildre humanismen som en idéhistorisk bevægelse, der går forud for humanismen som nutidig livsanskuelse. Hans ærinde er med andre ord at vise, at der bag vor tids selvfølgeligheder ligger idéhistoriske skred, og at disse skred fandt sted i renæssancen.
Solidt idéhistorisk håndværk 'Renæssancen og humanismens' rødder' er en veloplagt skildring af renæssancen som idéhistorisk epoke med stadigt hensyn til spørgsmålet om, hvad humanisme er for en størrelse. Hvad var det for nogle tanker, som blev søsat i denne periode - fra begyndelsen af 1300-tallet til slutningen af 1500-tallet - og i hvilken forstand udgjorde de noget nyt i forhold til middelalderen og noget andet i forhold til reformationen? Det er det kæmpemæssige idéhistoriske terræn, som Engelbreths bog bestræber sig på at kortlægge og skabe overblik over. Det lykkes forbavsende godt. 'Renæssancen og humanismens rødder' er solidt idéhistorisk håndværk, udført med energi og engagement. Ja, fagligt set er det faktisk et konservativt værk, skrevet med ærbødighed for fagtraditionen fra Jacob Burckhardt til Paul Oskar Kristeller, og det besidder mange klassiske akademiske dyder, men er til gengæld helt ubesmittet af den akademiske angst for formidling, som plager andre nutidige udøvere af faget. Med sit blik for renæssancetænkningens modsætninger og begrænsninger formår Engelbreth at styre uden om mange af de faldgruber, som periodefremstillinger ellers nemt falder i. Bogen overdriver for eksempel ikke renæssancens nybrud, men opgør både arv og gæld i forhold til middelalderens tænkning. Og den overdriver heller ikke udbredelsen af disse tanker i tidsrummet, men gør opmærksom på, at renæssancen i første omgang var en elitebevægelse uden konsekvenser for den måde, som størstedelen af Europas befolkning, almuen, levede og tænkte på. Individets skabelse af sig selv Først og fremmest udmærker Engelbreths bog sig ved vekselvirkningen mellem generaliserende afsnit og afsnit, der fordyber sig i enkelte eksemplariske udtryk for renæssancens tænkning inden for filosofi, kunst, litteratur. Engelbreth har fulgt renæssancehumanismens første bud om at gå til kilderne, »ad fontes«, og byder på det grundlag på mange interessante iagttagelser. Et eksempel er hans bemærkninger til Machiavellis magtteoretiske hovedværk 'Fyrsten', som fint registrerer, hvordan middelalderens forestilling om menneskets iboende ondskab i dette værk tørner sammen med renæssancens forestilling om individets ubegrænsede potentiale . Det er i det hele taget godt at blive mindet om, hvor revolutionerende denne tanke var: at det enkelte menneske kan skabe sig selv; at den enkeltes identitet ikke er givet en gang for alle (af højere magter), men tværtimod er noget, som kan formes og forandres. Især i kraft af denne forestilling om individet, som kristendommen ellers havde holdt nede siden antikken, er renæssancens tanker aktuelle for os i dag. 'Renæssancen og humanismens' rødder' har et naturligt geografisk centrum i Italien - og især i Firenze - men når også vidt omkring i andre egne af Europa. Da den afslutningsvis når til Danmark, gør Engelbreth opmærksom på det nationale forbehold, som man her skal tage højde for. Det »er vanskeligt«, skriver han, »at karakterisere en egentlig dansk renæssance separat fra reformationen, fordi de renæssancetendenser, som vi her har berørt, i det store perspektiv udgør en understrøm, og fordi den lutherske ortodoksi får overtaget i det lange løb«.
