Med sine bibelske portrætter af fire tragiske helte og én komisk lille profet åbner Elie Wiesel, årgang 1928, døren på klem ind til den store jødiske fortælling, som er bibelsk i sin begyndelse, men fantastisk fortolket i Talmud samt Midrashim, de frodige udfyldninger af tomrummene i den knappe bibelske tekst. Læsemåden er raffineret, hvert ord vendes og drejes, synsvinkler udskiftes løbende, og spørgsmål besvares gerne med en historie. Tænk selv! Wiesel kalder sine profeter for tragiske. Krigeren Josva er ensom, vi forstår ham ikke, for han protesterer ikke mod krig. Nationer lutres i blod, siger Wiesel, der fik Nobels fredspris i 1986. Men Josvas bog om krig er en bog mod krig. Han dør ensom, ingen gad møde frem til hans begravelse. Mirakelmageren Elias er den gådefulde enegænger, der kaster sin kappe på Elisa, disciplen, som på forespørgsel ublufærdigt ønsker sig at få sin mesters evner i dobbelt mål. Det får han brug for, da han ikke kan formidle sin erfaring af Elias' bortgang på ildvognen til andre. Saul nægter at massakrere sin overvundne fjende, Agag, men tog fejl, siger den babylonske Talmud, for enhver, der vælger at vise medlidenhed over for en grusom person, vil til sidst blive grusom over for mennesker, der kan føle medlidenhed. Jeremias har tragisk dybde som den, alle gør til offer, og han udmaler sin skæbne i et slående billede: »Jeg er som præsten, der skal dømme en kvinde skyldig i ægteskabsbrud, og som med ét opdager, at det er min mor«.
Troens riddere og én i mente
Lyt til artiklen
