Hvis det var gået som planlagt, ville dirigenten Nicolai Malko være endt som valdhornblæser i et sovjetisk provinsorkester. Musikverdenen, ikke mindst den danske, ville være gået glip af en betydelig dirigent, og Danmarks Radios Symfoniorkester ville ikke, i morgen, indlede den trettende Malko-konkurrence for unge talenter. Malkos hang som helt ung stod til valdhornet, fordi han blev i så godt humør, når han hørte det klinge, skriver han i sine erindringer, der nu udkommer på dansk. Erindringerne er bygget på spredte optegnelser og artikler, som Malkos søn, George, har samlet. Og de giver et interessant indblik i musikkulturen i Rusland-Sovjetunionen i årene omkring revolutionen. Han hoppede tidligt af, i 1929, på vej hjem til Moskva. Derfor fortæller erindringerne intet om Stalin-tidens ensretning og undertrykkelse af det sovjetiske kulturliv. Efter gæstespil i Sydamerika og efter at være blevet tvunget til at aflyse en række koncerter i Europa på grund af de sovjetiske myndigheders langsommelige behandling af hans udrejseansøgning, besluttede Malko, at slå sig ned i Vesten. Den direkte anledning var et referat, han fik af en diskussion på konservatoriet i Leningrad, hvor han var professor i koncertdirektion. »Jeg tror, at Malko har rejst nok«, havde en eller anden sagt, »nu må han hellere blive hjemme for en stund«. De partitro komponister var organiseret i Sammenslutningen af Proletarkomponister. De andre blev holdt udenfor. En komponist, der døde ung, skriver i et brev til Malko: »Jeg bliver ikke spillet. Jeg komponerer ikke. Det eneste, jeg foretager mig, er at drikke«.