Det er ikke en bog, man kaster sig over. For på forsiden sidder en vidunderlig baby med strålende, blå øjne og savl på hagen, og på bagsiden kan man læse, at han kun blev ni måneder gammel. Den slags historier vil vi helst ikke høre, for de minder os om, at vi lever på en knivsæg, de puster til den hvinende angst, alle forældre - og bedsteforældre med for den sags skyld - altid bærer rundt på: tænk hvis de dør? Det gjorde Jacob, for han var født med en hjertefejl, der blev opdaget, da han var fem uger gammel. Da han var fire måneder, stod det klart, at han kun kunne overleve med en hjertetransplantation, men det nye hjerte nåede ikke frem. Måske fordi der er så få til rådighed i den lillebitte størrelse, måske fordi vi er blevet så bange for at tage stilling til organdonation. Den debat er bogen her et stærkt indlæg i, og det er i hvert fald en del af dens berettigelse. Det er Jacobs mor, Majbritt Christensen, der har skrevet dagbog om Jacobs liv og død og de første tre måneder efter. Så bogen er også en sygdomsjournal for hende, som i løbet af de tolv måneder selvfølgelig gennemlever alle faser af angst og håb, styrke og svaghed, selvmedlidenhed og afklaret smerte. Indimellem er det langt at komme igennem, især i bogens første halvdel, som nok burde være redigeret lidt strammere, men mod slutningen griber den fast, selv om man jo hele tiden ved, hvor sørgeligt den ender.
Hjertebarnet
Lyt til artiklen
