0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hjertebarnet

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ukendt
Foto: ukendt
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det er ikke en bog, man kaster sig over. For på forsiden sidder en vidunderlig baby med strålende, blå øjne og savl på hagen, og på bagsiden kan man læse, at han kun blev ni måneder gammel. Den slags historier vil vi helst ikke høre, for de minder os om, at vi lever på en knivsæg, de puster til den hvinende angst, alle forældre - og bedsteforældre med for den sags skyld - altid bærer rundt på: tænk hvis de dør?

Det gjorde Jacob, for han var født med en hjertefejl, der blev opdaget, da han var fem uger gammel. Da han var fire måneder, stod det klart, at han kun kunne overleve med en hjertetransplantation, men det nye hjerte nåede ikke frem. Måske fordi der er så få til rådighed i den lillebitte størrelse, måske fordi vi er blevet så bange for at tage stilling til organdonation. Den debat er bogen her et stærkt indlæg i, og det er i hvert fald en del af dens berettigelse.

Det er Jacobs mor, Majbritt Christensen, der har skrevet dagbog om Jacobs liv og død og de første tre måneder efter. Så bogen er også en sygdomsjournal for hende, som i løbet af de tolv måneder selvfølgelig gennemlever alle faser af angst og håb, styrke og svaghed, selvmedlidenhed og afklaret smerte. Indimellem er det langt at komme igennem, især i bogens første halvdel, som nok burde være redigeret lidt strammere, men mod slutningen griber den fast, selv om man jo hele tiden ved, hvor sørgeligt den ender.


Der grædes en del, hvem ville ikke det? Men Majbritt Christensen er også vred og præcis, når hun fortæller, hvordan det er at få besøg af en svigerinde med spædbarn dagen efter dødsfaldet (»som at hælde salt i et åbent sår«), eller at få en vareprøve med en ny ble fra Libero halvanden måned efter, at Jacob er død (»det føltes som en lussing«).

Og hun stikker ikke noget under stolen af sin bitterhed og sin rasende sorg, hvorfor skulle det ramme netop mig, eller af sine krav til medfølelse fra især ægtemanden, Jacobs far, der prøver at komme igennem tabet på en anden måde end sin kone.

Sorgarbejdet er stort og langvarigt og inkluderer mange samtaler med de læger, der behandlede Jacob, og som Majbritt Christensen kun har rosende ord om. De kommer ikke over det, men de kommer igennem, og der er håb forude: I dag er der et nyt barn i familien, en lille Sarah.

Tilbage står spørgsmålet om, hvem der vil købe en bog som 'Jacob - mit hjertebarn'. Andre forældre i samme situation naturligvis, pårørende, men hvem ellers? Smuk er den, ordentlig på alle måder, fri for spekulation. Og kan man klare mosten, bliver man klogere af at læse den. Det er der nok bare ikke så mange, der kan.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce