0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Bødlernes børn

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Arkiv Polfoto
Foto: Arkiv Polfoto

Goebbels med datteren Helga 1935. Arkivfoto: Polfoto

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Vergangenheitsbewältigung, altså forvaltning af fortiden, hedder det med et langt og besværligt tysk ord. At ordet findes netop i det tyske sprog er ingenlunde tilfældigt.

Det er som bekendt et påtrængende problem i Tyskland, hvor den nazistiske fortid ikke vil (eller bør) gå over, men hele tiden må bearbejdes, som et sår i den tyske identitet: var menneskeudryddelser sandheden om os? Var det vores skyld?

Spørgsmål som det kollektivt og nationalt set er svært nok at håndtere. Hvordan må det så ikke være at skulle bearbejde det alene, som det har været tilfældet for fremtrædende nazisters børn efter krigen.

Den tyske journalist Stephan Lebert har skrevet en bog om efternavnets arv og gæld. I 'Denn Du trägst meinen Namen' (for du bærer mit navn) skildres hvor mange forskellige måder fortiden kan blive forvaltet på: fra indrømmelse af faderens forbrydelser mod menneskeheden og hadefulde opgør med ham til forhærdede bortforklaringer af enhver skyld.

Bogens tilblivelse er beslægtet med sit tema. Stephan Leberts far, Norbert Lebert (1929-1993), opsøgte i 1959 en række af disse børn og interviewede dem, medens de endnu var relativt unge.

Sønnen Stephan Lebert har så 40 år efter opsøgt de samme arvinger til de belastede efternavne og forsøgt at fortælle historierne færdig. Norbert Lebert, som var medlem af Hitlerjugend, spurgte senere sig selv - som formentlig mange andre også har gjort det - hvilken placering han selv mon ville have indtaget i et Tyskland, der havde sejret?

Utvivlsomt som én af det nazistiske samfunds støtter. Det er en indadskuende og moralsk, og ikke en moralistisk og fordømmende indstilling rettet mod andre, der er bogens grundlag.


Blandt topnazisternes børn er Martin Bormanns søn, som også hedder Martin Bormann, nok den der har klaret de følelsesmæssige dilemmaer bedst. Han forsøger, at gøre det der både kræver mod og følsomhed, nemlig ikke at lade massemorderen Bormann være sandheden om de gode oplevelser og stunder han havde med sin far eller lade sine barndomserindringer blokere for indsigten i faderens forbrydelser.

Sønnen insisterer på at fastholde begge kendsgerninger, massemord og faderkærlighed, uafhængigt af hinanden. To kendsgerninger som ifølge vores menneskesyn burde være absolutte modsætninger. Men som altså ikke var det i Hitlers magtfulde sekretær, Martin Bormanns tilfælde.

Noget kunne tyde på, at sønnen Bormann har været i stand til at bære flere følelsesmæssige ambivalenser end de fleste er i stand til. At have en så problematisk oprindelse som det her er tilfældet har naturligvis noget skæbnesvangert ved sig. Men selv skæbnen lader sig til en vis grad bemestre eller transformeres til noget, der er en smule mindre skæbnesvangert.

Det er imidlertid ikke lykkedes for de andre børn. I deres mentale univers er faderen fastholdt i én entydig skikkelse, god eller ond. Dermed mister de forbindelsen til den virkelige far i al hans tvetydighed.

Det ene reaktionsmønster er repræsenteret af det loyale barn, der bittert forsvarer faderen og bortforklarer skylden. Det gælder f.eks. sønnen til Hitlers stedfortræder Rudolf Hess og datteren til SS-lederen Heinrich Himmler.

Den anden reaktion er barnet, der hadefuldt tager fuldstændig afstand fra faderen. Det gælder f.eks. sønnen til generalguvernøren i Polen Hans Frank.


Det er ikke ligefrem svært at finde både mere centrale og vægtige perspektiver på nazitiden, også disse mange år efter, end hvad der blev af bødlernes børn. Men børn, der som uskyldige efterkommere af skyldige voksne, befinder sig i en tusmørkezone mellem at være gerningsmænd og ofre. Deres problem er en socialt arvet skyld, altså en slags arvesynd.

På trods af emnets spektakulære karakter er der alligevel en forbindelse til den mere almene del af livet i Norbert og Stephan Leberts interview med de prominente efterkommere fra Hitlers nazi-hof.

For hvordan modnes et menneske fra sin biologiske oprindelse, som den er nedlagt i efter- og slægtsnavnet, til et individuel og personlig udfyldning af fornavnet, når man gennem andres reaktion hele tiden bliver hjemsøgt af efternavnet:

»Jamen, er Du ikke søn af ...«. Fra efternavn til fornavn, der er længere end det lyder til og for nogle få uheldige er livet for kort til at nå hele vejen.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce