Vergangenheitsbewältigung, altså forvaltning af fortiden, hedder det med et langt og besværligt tysk ord. At ordet findes netop i det tyske sprog er ingenlunde tilfældigt. Det er som bekendt et påtrængende problem i Tyskland, hvor den nazistiske fortid ikke vil (eller bør) gå over, men hele tiden må bearbejdes, som et sår i den tyske identitet: var menneskeudryddelser sandheden om os? Var det vores skyld? Spørgsmål som det kollektivt og nationalt set er svært nok at håndtere. Hvordan må det så ikke være at skulle bearbejde det alene, som det har været tilfældet for fremtrædende nazisters børn efter krigen. Den tyske journalist Stephan Lebert har skrevet en bog om efternavnets arv og gæld. I 'Denn Du trägst meinen Namen' (for du bærer mit navn) skildres hvor mange forskellige måder fortiden kan blive forvaltet på: fra indrømmelse af faderens forbrydelser mod menneskeheden og hadefulde opgør med ham til forhærdede bortforklaringer af enhver skyld. Bogens tilblivelse er beslægtet med sit tema. Stephan Leberts far, Norbert Lebert (1929-1993), opsøgte i 1959 en række af disse børn og interviewede dem, medens de endnu var relativt unge. Sønnen Stephan Lebert har så 40 år efter opsøgt de samme arvinger til de belastede efternavne og forsøgt at fortælle historierne færdig. Norbert Lebert, som var medlem af Hitlerjugend, spurgte senere sig selv - som formentlig mange andre også har gjort det - hvilken placering han selv mon ville have indtaget i et Tyskland, der havde sejret? Utvivlsomt som én af det nazistiske samfunds støtter. Det er en indadskuende og moralsk, og ikke en moralistisk og fordømmende indstilling rettet mod andre, der er bogens grundlag.