0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Freden råder, endnu

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Der er, som Clint Eastwood ville have sagt, to slags lande: center og periferi. Tyskland er center, Turkmenistan periferi. Kendt kontra eksotisk. Ud fra forfatteren og journalisten Robert Kaplans hidtidige værker er der ikke meget tvivl om, at han foretrækker at bevæge sig i periferien.

Det gælder også hans nyeste bog 'Eastward to Tartary', hvor han med startpunkt i Ungarn begiver sig gennem Bulgarien og Rumænien over den Anatolske halvø med en smuttur til Mellemøsten, ind i Kaukasus og begyndelsen af Centralasien.

I grove træk en tur gennnem det Ottomanske Imperium i sin videste udstrækning, og som altid med Kaplan er rejsen målet i sig selv. Gennem samtaler, togture og vandringer på gader og stræder prøver han at få et indtryk af, hvordan det går, eller snarere ikke går, i nogle af de lande den vestlige, og især amerikanske presse, har glemt.

Det er helt forstemmende at se, hvor ivrige de lokale pinger er for at møde Kaplan. I Bulgarien takker præsidenten ham ligefrem for at spendere et par dage i landet.


Nu er Kaplan heller ikke nogen helt almindelig rejsejournalist. Efter hans bog 'Balkan Ghosts' i begyndelsen af 90erne blev læst og misforstået af Clinton og efter sigende dannede teoretisk basis for hans regerings i lang tid forfejlede Balkan-politik, har Kaplans ord haft en anden tyngde end de flestes.

Ambitionsniveauet er også højt denne gang, hvor han forsøger at gentage succesen med Kaukasus, som han tror bliver dette årtis svar på Balkan i 90erne. En krudttønde ladet med historie og etniske konflikter, som Vesten ikke forstår, men heller ikke kan ignorere.

Det lykkes i et vist omfang, og bogens klart mest interessante og originale dele vedrører Kaukasus og Centralasien.

Heller ikke denne gang kan man beskylde Kaplan for at være optimist, især ikke på demokratiets vegne. Overalt i de nye lande finder han »barfodede børn, ødelagte fortove og huller i vejene, sammen med Audier, BMWer og Mercedeser, en typisk post-Sovjetisk, afrikansk inspireret økonomi, der kører på korruption«.

Som andre før ham er Kaplan chokeret over brutaliteten i den røverkapitalisme, der har afløst kommunismen.

Som i hans tidligere bog 'Ends of the Earths' ser Kaplan ikke meget, der trækker i retning af et stabilt samfund, og efter overalt at se forfald, kriminalitet og fundamentalisme i fremmarch konkluderer han dystert, at demokrati næppe på kort sigt er svaret i de nye lande.

I stedet sætter han sin lid til velmenende autokrater, der måske kan holde sammen på landene, undertrykke kriminaliteten og muligvis på sigt skabe bedre grobund for demokrati.


Forbilledet for autokrat-visionen er Georgiens præsident Eduard Shevardnadze, en af de tre berømte mænd, Georgien fostrede i det forgangne århundrede. De to andre er Stalin og hans væbner Beria, chefen for det hemmelige politi under udrensningerne, og som Kaplan påpeger har de tre mere til fælles, end man umiddelbart skulle tro.

Alle har forrådt venner på vejen til toppen, vist et imponerende talent for manipulation og en god næse for politiske tendenser.

Men trods lighederne er Kaplan - som mange i Vesten - en stor tilhænger af Shevardnadze, som han kommer foruroligende tæt på at se som synonym med selve Georgiens overlevelse som stat.

Så skarpt kan man næppe stille det op. Kritikerne af Shevardnadze mener, han skygger for alle andre og dermed er blevet en del af problemet. Men den slags detaljer har Kaplan ikke tid til, han er allerede videre til næste land, Azerbadjan.

Der finder han for alvor sin krudttønde. Som James Bond-fans vil mindes fra den seneste film, er hovedstaden Baku centrum for olieboomet i det Kaspiske Hav, med olieledninger, udvinding og geopolitik godt sammenblandet.

Der lever oliefolk, ludere og korruption sammen i en uskøn symbiose, mens Rusland, Tyrkiet og Vesten kæmper om indflydelse.

Imens er Iran i fuld gang med at øge sin indflydelse i det fattige bagland, hvor Iran siden selvstændigheden har bygget over 500 moskeer og skoler.

I midten sidder præsident Heydar Aliyev, en gammel KGB-mand, som er i fuld gang med at opbygge en personlighedskult og køre sin søn Ilham i stilling til at blive sin efterfølger.

Igen er der meget, som kan bekymre Kaplan, og få strå at holde sig til. Hvis Azerbadjan allerede nu er gennemkorrupt, hvor galt kan det så ikke gå, når oliepengene for alvor begynder at rulle ind om nogle år? Og hvis Alivey ikke er svaret, hvem er så?

Kaplan opsøger den tidligere præsident Ebulfez Elcibey, men finder ham til sin sorg hidsig og ukontrolleret i en nedslidt ejendom.


Som han har vist gentagne gange før er Kaplan en fremragende rejsejournalist. Hans styrke er en evne til at kondensere århundreders historie til et par sider uden derved at tale ned til læserne eller forsimple unødigt, og ved hjælp af velvalgte anekdoter give liv og sjæl til steder, de færreste af hans læsere har set og formentligt kommer til at se.

Men Kaplan er også en meget amerikansk forfatter med hang til grandiose konklusioner baseret på et par dages besøg og uden den selvironiske distance, der gør den ellers på mange måder sammenlignelige brite Colin Thubron så befriende at læse.

Mens amerikanere måske bliver imponeret over, at Kaplan tør tage toge og busser rundt i de lande, han besøger, bliver man som europæer opflasket med interrail lettere irriteret, når han roser sig selv for »at rejse med anden-klasses tog og bo i billige hoteller«.

Kaplan har stor viden og forståelse for landene og folkeslagenes historie, men han er nærmest nedladende ovefor den mindre velstillede del af de rigtige, levende mennesker, han møder.

I Rumænien skriver han med afsky om at dele en togvogn med »uvaskede arbejdere, som råber og drikker cognac af primitive krus«, i Bulgarien er det hotelpersonalet, der får en over snuden, når han skriver, at »den kvindelige receptionist røg, og flere af dem lignede boksere«.

Og så videre; på færgen fra Baku til Turkmenbashi snakker han om, at »passagerne var et billede på det groteske, mænd i mørke, beskidte pyjamaslignende dragter og kvinder i gamle natkjoler og poser med ondt-lugtende mad«.

Nedladenheden skæmmer, men langtfra nok til at fraråde at læse bogen. Hvis Kaplans dystre forudsigelser om Kaukasus og Centralasien viser sig korrekte, vil hans orakel-status stige til nye højder. Man må så håbe, at USAs spidser læser ham lidt mere grundigt denne gang.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce