0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Danmark vokser

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Dansk middelalderhistorie har i de senere år taget et kvalitativt tigerspring. Indtil 1970erne var dansk middelalderhistorie en mærkelig blanding af nationalt navlepilleri og materialistisk historiesyn.

Danske middelalderhistorikere beskæftigede sig stort set kun med danske forhold. Hvad enten man skrev om byudvikling, retsvæsen, landbrug var der stort set aldrig nogen, der fandt på at sammenligne med udlandet.

Det længste man gik var at sammenholde med det øvrige Norden. Derimod holdt man meget af sammenligninger med senere tiders Danmark. Den ældre middelalders bondesamfund blev gjort til en forløber for andelsbevægelsen og højskolen. Kirken blev gjort til en politisk institution, et organ for magtinteresser.

Dybest set opfattede man dog politisk historie som et overfladefænomen styret af økonomiske og sociale processer. Der blev skrevet meget om jordpriser, ødegårde og skattelister. Man var mere interesseret i klostrenes økonomiske forvaltning end i de ideer, de var grundlagt på.

Det har ændret sig. Europa og Verden er kommet tættere på. Interessen for mentalitetshistorie har betydet, at forskningsfeltet er blevet udvidet. Også enkelte forskerpersonligheder har medvirket til de ændrede signaler.

Blandt dem er historikeren Tore Nyberg, i en menneskealder ansat ved Odense Universitet. Nybergs udgangspunkt var en disputats over Birgittinerordenen, den eneste klosterorden grundlagt i Norden.

Han åbnede danske historikeres øjne for, at middelalderen er uforståelig, hvis man ikke tog tog kristendommen og troens betydning alvorligt. Derved befordrede han også forståelsen for, at det traditionelle positivistiske historiesyn havde sine begrænsninger og simpelthen kom til kort overfor tekster, der handlede om helgener og dæmoner.

Det er derfor helt fortjent, at Nyberg er blevet hyldet med et festskrift, som afspejler hans internationale horisont. Alle bidrag er skrevet på eller oversat til et hovedsprog, og blandt bidragyderne er flere udenlandske pinger end vanligt for danske festskrifter.

Endelig er også emnerne i vid udstrækning internationale. Resultatet er blevet et rent overflødighedshorn; adskillige bidrag er af høj kvalitet.


Bogens overskrift er spiritualitet, åndelighed på dansk, hvori der ligger en understregning af, at dynamikken i det middelalderlige samfund i væsentlig grad var knyttet til den kristne forestillingsverden.

En række af bidragene følger Nybergs birgittinerstudier op. Interessant er Kaare Rübner-Jørgensens påpegning af, hvordan den hellige Birgittas åbenbaringer l50 år efter hendes død leverede den åndelige ammunition til Poul Helgesens agitation mod Christian II efter det stockholmske blodbad og mod reformatorerne.

Med udgangspunkt i tekster af især cisterciensere belyser Peter Dinzelbacher fra Salzburg den tiltagende dæmonfrygt i højmiddelladeren. Hertil knytter sig et bidrag af Thomas Riis om den religiøse mentalitet i senmiddelalderen. Korstog var ikke kun noget, der var rettet mod det hellige land.

En række bidrag sætter den tyske ekspansion i Østeuropa og Balticum ind i en korstogssammenhæng og korrigerer derved den traditionelle opfattelse af østekspansionen som primært politisk og økonomisk motiveret.

Kurt Villads Jensen demonstrerer, hvordan læsningen af en italiensk retslærd kaster nyt lys over en konflikt mellem en vanskeligt forklarlig konflikt mellem en dansk stormand og byen Lund i 1301.

Leif Søndergaard skriver om Middelalderens geografiske kundskaber vedrørende Norden og verdens ende, hvor konkret viden, antikke forfattere og ren monstertro blev blandet sammen. Søndergaard har en fornøjelig pointe.

I middelalderen var det umuligt for almindelig mennesker at skelne mellem fantasiuhyrer og zoologiske realiteter som hvaler, krokodiller, giraffer osv. Men også moderne mennesker kan have svært ved at skelne mellem fantasi og virkelighed.

At frygten for monstre let kan aktiveres, understreger Søndergaard ved en henvisning til det kaos, der i 1938 udløstes af Orson Welles' radiodrama om en invasion fra Mars. Mange troede det var virkelighed og flygtede i panik ud af New York. Folk tror stadig på monstre, i dag kommer de bare fra det ydre rum.


En ting går igen i flere artikler: forestillingen om, at middelalderen var mere international end andre perioder. Jeg mener ikke, det er rigtigt. Efter reformationen, i 1500- og 1600-tallet rejste den danske elite langt mere i udlandet end tidligere.

Unge danske adelsmænd og også mange borgerlige var i årevis indskrevet ved udenlandske universiteter og ridderakademier, også i katolske lande som Spanien og Italien. Kendskab til sprog samt til politiske og militære forhold i udlandet var en forudsætning for en karriere i kongens tjeneste.

Bogtrykkerkunsten betød, at nye ideer spredtes over hele Europa, langt hurtigere end i middelalderen. København var en by af indvandrere, især fra Tyskland og Holland; tysk var indtil begyndelsen af 1800-tallet et gadesprog i den danske hovedstad.

Bogen sluttes med en programartikel af Hans Torben Gilkær, der kommer ind på spørgsmålet om historikerens muligheder for at indkredse den fortidige virkelighed, kilderne er spor af. Gilhøjs kritik af den traditionelle rigide og også naive positivisme, som dansk universitetshistorie aldrig helt har sluppet, er velbegrundet.

Det er indlysende, at historikerne kan lære meget af litterær tekstanalyse, og at Northrop Fryes arketyper kan være højst relevant også for en historisk analyse. Og semiotikkens indsigter er historikerne stadig ikke meget for at tage til sig, selv om det egentlig burde være logik for perlehøns, at den historiske erkendelse ikke kun er knyttet til interpretationen af facts, men også af de sproglige og billedlige tegn, formidlingen er bundet til.


Men man skal passe på, at tekstualiseringen af historiefaget ikke får til følge, at hvert fænomen bliver til et univers for sig, der kan tolkes på egne præmisser. Derved åbner man for en relativisering, hvor ethvert synspunkt er lige godt.

I en del middelalderudgivelser fra de senere år har Vor Herre fået et betænkeligt come back som historisk årsagsforklaring. I forlængelse heraf er der for tiden en vis mode i at stemple oplysningstiden som reduktionistisk og nærmest gøre den ansvarlig for det 20. århundredes udskejelser. Herom er Søren Krarup og Paven tilsyneladende enige.

Værre er det, at relativiseringen har åbnet for en revisionisme, der blandt andet har ført til Holocaustfornægtelse.

For mig at se er amerikaneren Hayden Whites påstand om, at det relative i vor erkendelse i sig selv vil fremme tolerancen noget naivt vrøvl, der tilmed er farligt.

Den italienske historiker Carlo Ginzburg har i en artikel om netop de revisionistiske forsøg på at benægte jødeudryddelserne fremhævet, at hvis intellektuelle og moralske diskussioner ikke forholder sig til sandheden, er der intet at tolerere.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce