Vi har alle brug for historier. Vi har brug for at høre dem, og vi har brug for at fortælle dem, og det gælder for folk over hele kloden. Denne trang til historier er menneskeslægtens øremærke, kunne man sige, for enhver kultur - lige meget hvor 'primitiv' den så end er - omspinder sig med historier: fortællinger om verdens begyndelse, myter om stammens oprindelse, heltelegender og så videre. Vi kender det også fra os selv, fra hverdagen. Børn vil altid høre historier - og helst den samme én gang til - men også de voksne har hele tiden med historier at gøre: vi hører, læser, og ser historier hele dagen lang - på arbejdet, i aviserne, på fjernsynet, i familierne - og når vi sover, begynder vores ubevidste at fortælle nye historier, om end nogle lidt mærkeligere af slagsen. Det er simpelthen helt naturligt at fortælle historier. Eller som A.S. Byatt skriver i sin nye samling af essays (et citat som forlaget har fundet så rammende, at det er placeret i kursiv på bogens bagside): »Dét at fortælle er lige så stor en del af den menneskelige natur som blodets kredsløb og dét at trække vejret«. Men hvis det er så naturligt at fortælle historier, hvis det er så universel og selvfølgelig en aktivitet, hvorfor har akademikeren og forfatteren Byatt så skrevet syv essays om beskæftigelsens berettigelse? Det har hun, skriver hun indledningsvis, fordi der for tiden hersker en mistillid til fortællingen generelt og til den historiske roman i særdeleshed. I hvert fald inden for universitetets mure bliver der set ned på sidstnævnte genre, der læses som et udtryk for nostalgi, en længsel mod dét, der var engang og som nu kaldes tilbage i erindringens forskønnende gevandter.