0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Forbrydelser på stribe

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Rigspolitiets rejsehold var allerede i min fjerne barndom omgivet af en vis aura af autoritet. Hvis ikke de kunne opklare en sag, var der ingen, der kunne. Siden har tv været der flere gange, senest med serien 'Rejseholdet', så det er meget forståeligt, at tidligere vicekriminalkommissær Ejgil V. Knudsen har følt trang til at dele sine erfaringer fra 28 års arbejde på dette rejsehold. Det officielle navn er for øvrigt Rigspolitichefens Rejseafdeling.

Desværre er virkeligheden i en politimands version ikke så gribende eller spændende, som den ville være i en kunstners. Og gudskelov for det! Det ville ikke være godt med alt for kreative friheder fra den side, selv om en vis opfindsomhed og sans for skæbnens veje og vildveje absolut er gavnlige under efterforskningen, hvor alle vi Agatha Christie og Simenon-læsere jo ved, at intuition er en vigtig egenskab.

Som forfatteren selv advarer om, så er 'Rejseholdet' ikke just godnatlæsning. Dertil er der for mange små piger i vaskekældre, grimme mænd, voldtagne ældre damer og afstumpede personer uden noget som helst motiv. Manglen på motiv virker altid skræmmende (ligesom lungekræft hos folk der ikke ryger), for så kunne det ske for enhver ...

Ejgil V. Knudsen gør gentagne gange opmærksom på sine tvivl, om hvorvidt denne eller hin blodige historie skulle med i bogen. Et typisk argument lyder: »Når jeg har taget den med, skyldes det først og fremmest, at den handler om mennesker. Det menneskelige sind lærer jeg aldrig at forstå!«. Nej, det er her, forfattere måske gør bedre fyldest. Men de kan til gengæld ikke opklare forbrydelser.

Det er dog en skønhedsplet på bogen, at Ejgil V. Knudsen dels citerer fra obduktionsrapporter, dels i et par tilfælde lader morderen (altid en mand!) beskrive, hvordan han rent konkret førte kniven eller lignende, da offeret først var prisgivet. Det er ikke nødvendigt og bliver både kvalmt og desværre også hurtigt trivielt.

Hellere havde vi hørt om opklaringsarbejdet i flere detaljer - og mere om forbryderens miljø, skole- og familiebaggrund. Det er de historier, hvor vi gør det, der får mest eksistensberettigelse, ligesom de historier, der ikke er blodige, er den bedste underholdning. Især når Ejgil V. Knudsen med et glimt i øjet fortæller om f.eks. afhøringer eller besøg hos intetanende storhælere. Her sætter hukommelsen sine mærkbare grænser.

Hvis der i mange mordsager virkelig ikke er tale om sindssyge eller om noget motiv ud over det mest overfladiske, så stiller det spørgsmålstegn ved vores velmenende forsøg på at forklare og undskylde forbrydelser.

Ejgil V. Knudsen kommer til sidst i bogen med et hjertesuk: han finder det urimeligt, at man ofte viser forbryderen større hensyn end offeret. Han bruger som eksempel en dreng, der har overfaldet og bestjålet en ældre dame. Hun, som aldrig så meget som har kørt uden cykellygte, får i retten strenge påbud om risikoen ved at begå mened og er skræmt fra vid og sans.

Drengen får at vide, at han ikke behøver udtale sig, men hans rørende historie bliver godt modtaget. Her kunne man indvende noget om forskellen på ansvarsfrit at få andre i fængsel og så retten til at kæmpe for eget skind, men Knudsen har selvfølgelig en pointe. Som han ironisk skriver om ungdomsforbryderen: »de sociale myndigheder har skam store planer for hans fremtid. Der skal bare lidt god vilje og tålmodighed til fra samfundets side«.

De fleste af historierne i 'Rejseholdet' er fra 1960erne og 70erne. Fra tiden før EU-kontrol, IT-revolution og DNA-test. Det bliver de ikke dårligere af, selv om de - foruden af lig - lugter lidt af Danmark i gamle dage. Men der er i hvert fald intet tiltrækkende overhovedet i de miljøer, der fostrer forbrydelser. Der er tale om afstumpethed over hele linjen, på den ene eller den anden måde.

Denne lidt morbide bog er for liebhavere. Jeg er ikke en af dem, men det skal ikke gå ud over forbry ... undskyld: forfatteren.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce