'Menneskelinien', kalder Poul Houe sin bog om Johannes V. Jensen og Herman Bang - med et udtryk der er lånt fra Albert Dam. Menneskelinien er både et aftegnet menneskebillede, en skillelinie og en udviklingsretning, frem eller tilbage, og desuden kan den være både dobbeltbundet, sprukken og flosset, alt sammen ifølge Poul Houes egne kommentarer, så det er ikke ligefrem euklidisk klarhed, der kendetegner denne liniemetafor. Den søgte titel skal nu ikke afholde nogen fra at læse bogen, for den består af en række enkeltlæsninger af mindre påagtede værker af de to store guldrandede, og det er interessant nok i sig selv. Houe kontrasterer først nogle af Bangs sene og nogle af Jensens tidlige værker: 'De uden fædreland' over for Jensens 'Danskere', Bangs 'Mikael' over for 'Madame D'Ora'. Senere kommer en sammenligning af de to forfatteres rejseskildringer fra Norge, af deres udflugter til det excentriske - Bangs 'Sælsomme fortællinger' og Jensens 'Eksotiske noveller' - og til sidst handler det alene om Jensens sene værker: romanerne 'Dr. Renaults fristelser' og 'Gudrun', samt den temmelig tågesnaksfilosofiske udladning 'Aandens stadier'. Pointen er, at begge forfattere finder en modsigelsesfyldt platform i det nationale: Bang på tilbagetog fra det, Jensen på bestandig tvetydig generobring af det, men begge præget af det på godt og ondt. Både Bangs kosmopolitiske attitude og Jensens hårdtpumpede udviklingsbegejstring modificeres af deres danske rødder, hvad der ikke mindst viser sig i deres skildringer af det ikke-danske.
Nationalkoryfæer
Lyt til artiklen
