Selv om man kunne ønske, at det var sket tidligere, er det godt, at der nu kommer så mange bøger om Irak - et land, USA (og dermed til en vis grad 'vi') befriede for en diktator uden at ane, hvad der skulle ske bagefter. En af de nyeste er den dansk opdragede, men halvt irakiske journalist Anja Al-Erhayems beretning om, hvordan hun tog med sin irakiske far på familiebesøg kort før krigen og lige efter. På eget initiativ lykkes det hende, både hjulpet og ufrivilligt saboteret af faderen, at skabe to prisbelønnede dokumentarfilm om sin families, dvs. irakernes liv, dilemmaer og følelser ('Tilbage til Bagdad' og 'Farlig frihed', begge vist på tv). Bogen skildrer forløbet op til og under rejserne. Reduceret til kvinde Anja Al-Erhayem fortæller godt, både genkendeligt og øjenåbnende om at være dansk teenager i en familie, hvor forældrene har mange, til dels kulturelle konflikter (at de har fået fire børn og er blevet sammen i så mange år, er en ufortalt gåde i bogen), og hvor det var problematisk at dække over de fædrene forbud, der skyldtes et andet kvindesyn, for eksempel når datteren gerne ville på ridelejr. Det er lidt af et chok for Anja at opdage, at hun, der deler faderens førertrøjementalitet og på mange måder har været 'fars dreng' (i modsætning til den ugebladslæsende og hårlakkende mor) pludselig mødes af mange restriktioner, så snart hun bliver kønsmoden og dermed reduceret til kvinde. Faderen Osama Al-Erhayem er af velstående familie, uddannet ingeniør, politisk interesseret og professionelt velintegreret i Danmark. Han forsømte desværre at lære sine børn arabisk - det kunne ellers have været Anja til stor gavn nu. Men på andre punkter holdt han dem i kontakt med de irakiske rødder ved jævnlige familiebesøg. For Anjas vedkommende var kontakten dog yderst begrænset i de senere år, da de irakiske slægtninge ikke måtte vide, at hun levede sammen med en mand uden at være gift. Æresdrab accepteres Sådan er situationen, da hun i april 2002 beslutter at tage med faderen (og moderen) til Irak, hvor Saddam stadig hersker. Hendes fortælling om rejsen og opholdet er en god blanding af konkrete, personlige ting, bl.a. om de mange bureaukratiske og totalitære forhindringer og det spegede, men meget nære forhold til faderen, og mere overordnede overvejelser. Desuden skildrer hun sine irakiske slægtninge med en beundringsværdig balance mellem objektivitet og kærlig loyalitet. Det er velgørende helt ind i sjælen, at hun i mødet med slægtningenes meget anderledes kultur er loyal over for sin danske baggrund og holder sin egen integritet og sine oplyste, demokratiske idealer intakte. Familien forsøger i bedste mening og for hendes frelses skyld at omvende hende til islam - her genkender en dansk læser Indre Mission. Det er i det hele taget et enestående kulturmøde, der finder sted, når parterne er bundet sammen af slægtsbånd. Det gør kun chokket så meget større, da det går op for Anja, at hendes kærlige onkel ville acceptere, hvis faderen begik 'æresdrab' på hende. Jordnært Læseren holdes fast af en elementær interesse for de mennesker, man møder takket være Anja Al-Erhayem, og savner faktisk billeder af dem. Men på intet tidspunkt får de konkrete menneskelige tilfælde lov at skygge for helheden i et land, hvor hovedparten er betydeligt fattigere end Anjas familie. Hun gør hverken dem eller sig selv bedre, end de og hun er, og det er tydeligt, at hun, der indtil denne rejse har opført sig udpræget middelmådigt, i den grad vokser med opgaven. Hun stiller gode, nede på jorden-spørgsmål til sine omgivelser, og hun formår at få dybde og eftertanke ud af svarene og sine oplevelser. Stavekontrol savnes Det er meget opløftende, og om ikke andet er Anja Al-Erhayem et udtryk for, hvor meget godt der kan komme ud af blandede ægteskaber. Og den danske opdragelse til kritisk selvhævdelse kommer til sin ret et sted som Irak, i hvert fald hvis man er kvinde. At vores danskundervisning dog lader en del tilbage at ønske, er ingen nyhed. Anja Al-Erhayem er uddannet lærer, men det er vist godt, hun ikke praktiserer som sådan, dertil er der for mange trivielle, typisk danske sprogfejl, som også forlagsredaktøren burde skamme sig over. Det er en lille sur detalje i min begejstring for 'Solen græder over Irak', som jeg ikke tøver med at anbefale til alle, der interesserer sig for mennesker og samtidig gerne vil dulme den dårlige smag i munden over vor store allieredes tragikomiske kulturelle uvidenhed og deraf følgende forbryderiske omgang med sin omverden.