Lige i begyndelsen af Første Verdenskrig tilbød Henrik Cavling den knap 40-årige nationaløkonom Carl Thalbitzer en chefredaktørpost på Politiken. »Det var fristende, men far foretrak at være sin egen herre og kom aldrig til at fortryde det«. Det skriver Carl Thalbitzers datter Brita, gift Hartz, i sine erindringer 'Næsten et århundrede'. Og næsten et århundrede er det, for Brita Hartz er født i 1912. Hun var således et par år, da Første Verdenskrig brød ud, og seks, da den sluttede. De interessante erindringer, som sine steder virker næsten som baggrund for Knud Sønderbys 'Midt i en jazztid', lyser af kærlighed til faderen, som da også må have været en stor og sympatisk personlighed. Han var begyndt 'nedefra' i Nationalbanken i 1901 - beskrivelser af arbejdsgangene i pengevæsenet dengang er, ja, alle pengene værd. Thalbitzer steg i graderne, veludrustet som han var med sin statsvidenskabelige eksamen. I 1914 tabte han med én stemme til (endnu) en Marcus Rubin, da man valgte nationalbankdirektør, hvorefter han forlod banken og også takkede nej til Cavlings tilbud. I 1915 stiftede han det ugentlige Finanstidende, som der viste sig at være hårdt brug for i de også økonomisk turbulente krigstider. »Det var ikke ualmindeligt, at folk sad på trappen udenfor, når bladet var i trykken, og ventede på det første nye eksemplar«, skriver datteren.
Kvinde af i går
Lyt til artiklen
