Når man ser på Lars Hansens billeder, bliver man glad for at være dansker, for når Lars Hansen ser på danskerne, gør han det med glæde - for ikke at sige kærlighed. De kan være så skæve og skrutryggede, de være vil, så komiske, så smasksmåborgerlige, ja, de behøver slet ikke være danskere for at blive lukket inde i den ganske eksklusive forening, der kaldes fædrelandet, for de betragtes - i 'Hansen hele året' - med en sand humanists øjne og gennem en linse, der er kemisk renset for snobberi og forstillelse. Hvad er vi da for nogen, set med Lars Hansens øjne? Ærligt talt, jeg tror, vi ligner ham. Hvis man analyserer bare ét af de mange hundrede billeder, bogen rummer, vil man måske forstå, hvad jeg mener: Lad os tage det med hunden (der er mange hunde i bogen, både levende og døde, ligesom der er mange, mange bajere), men her sidder altså en hund foran en Netto-forretning. Det er ikke nogen stor hund, den er nærmest lille, alligevel er den lænket, for den må naturligvis ikke komme med indenfor. Oven over hunden ser man en anden hund, den er i silhuet og er malet og sidder med en kurv i munden. Denne hund bærer stolt en kurv i munden, man aner altså, hvad der venter den levende hund, når ejermanden eller ejerinden kommer ud. Den kan få lov til at bære kurven! Men som vi alle ved, er det meget få hunde, der bærer noget i munden, og meget få mennesker, der er noget særligt og kan trænes til at udføre kunststykker. Vi er ganske almindelige, og om lidt kommer damen ud, tager fat i snoren, fører hunden hjem, bærer sine egne pakker, og så er den historie ude.