Archana Guha hedder hun, det første torturoffer, som blev behandlet af det danske Center for Rehabilitering af Torturofre (RCT) på initiativ af Inge Genefke, der dengang var leder af Amnesty Internationals lægegruppe. Da Guha ankom til Danmark fra Indien i januar 1980, var hun lammet i underkroppen efter at have gennemlevet 27 døgn med tortur og derefter næsten tre års indespærring i fængsel og hospitalsarrest.
Hvad var hendes forbrydelse i politiets øjne? Jo, at hendes bror, Saumen, var aktiv i den marxistiske naxalitbevægelse, som de indiske myndigheder dengang bekæmpede med stort set alle midler. Opholdet på centeret gav Guha førligheden tilbage og styrke til at føre retssag imod sine bødler, fem indiske politimænd, der efter 22 års retssag blev dømt og straffet i 1996. Tilmed mødte hun også kærligheden i København, hvor hun fandt sammen med danske Per Jensen, som var portør på Rigshospitalet. Vidnet der ikke kan vidne Historien er i sig selv forfærdelig og samtidig opbyggelig i kraft af den retfærdighed, som det lykkedes Guha at opnå. Alt, alt for sjældent bliver torturbødler stillet til regnskab – af den simple grund, at de udfører deres ugerninger på vegne af en stat, der derfor ikke har nogen interesse i at dømme dem.
