Når samfundets virkelighed ikke behager os, kan vi dels erindre os tilbage til en mytisk guldalder, dels drømme om et utopisk paradis på jord. I antikken fandtes allerede hos grækeren Hesiod forestillingen om guldalderen - mens Platon i sin statsfilosofi skabte den første utopi. Erfaringen har jo lært os, at de fleste utopier desværre - eller heldigvis - ikke lader sig realisere; og derefter er dette moment af umulighed efterhånden blevet en del af betydningen af ordet 'utopi'. Men vi kan i det mindste erindre os tilbage til hine gyldne tider, hvor det ikke var således, og hvor det endnu var muligt at drømme på hele samfundets vegne om en stor og forløsende harmoni. I kristendommen, der jo er en optimistisk religion, har det siden Augustinus 'Gudsstaten' heller ikke skortet på utopiske forestillinger om et urkommunistisk fællesskab uden privatejendom, og ofte med munkeordenerne som forbillede. I reformationstiden i 1500-tallet var kirkens enhed truet af alle hånde bondeoprør mod tyranni og korruption, og den katolske modreformations svar indebar derfor også en mobilisering - og domesticering - i kraft af bl.a. netop sådanne flyvske forestillinger.
Hvor al krig ophører
Lyt til artiklen
