0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Jespersens besættelse

Socialdemokraten Karen Jespersens frygt for muslimer har antaget en intolerance i en sådan grad, at hun burde overveje at skifte parti.

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Ægteparret Jespersen og Pittelkow har - den ene som socialdemokratisk politiker, den anden som politisk kommentator på Jyllands-Posten - i de senere år specialiseret sig i den del af bekymringsindustrien, der vedrører indvandring.

Og selv om Karen Jespersen i dag står isoleret i den socialdemokratiske folketingsgruppe, må man jo sige, at deres til en besættelse grænsende ubehag ved det muslimske mindretal i Europa har været en del af en større drejning af opinionen.

Heri er intet nyt, og det samme må man desværre sige om Karen Jespersens nye bog, 'Til støtte for Fatima. Indvandrernes omstilling til Danmark'. Var den udkommet for ti år siden, ville man have sagt, at den rummede et nyttigt om end meget pessimistisk katalog over integrationsproblemer i Danmark. Nyttigt, fordi problemerne naturligvis findes, og kræver en indsats.

Karen Jespersen var som indenrigsminister med til at dokumentere dem og sætte dem på dagsordenen; og det i en sådan grad, at de blev afgørende for oppositionens valgsejr i november 2001. I dag kan man ikke just påstå, at tvangsægteskaber, etniske minoriteters arbejdsløshed og såkaldt belastede kvarterer ligefrem er underbelyste i den offentlige debat og på Christiansborg.


Det store problem med Karen Jespersens besættelse er imidlertid ikke kun, at den er ude af proportioner og overhalet af den politiske udvikling. Det er også, at hun så massivt »kulturaliserer« problemerne og dermed generaliserer og forstørrer dem. Hendes prisværdige ønske om integration er, når det kommer til stykket, et assimilationskrav, der skal forfølges alene med »pisk« og aldrig med »gulerod«.

Et godt eksempel er hendes standpunkt i tørklædedebatten: Også jeg så gerne, at muslimske kvinder smed tørklædet, og jeg så gerne en bevidst, offentlig indsats til støtte for de kvinder, der gør det. Jeg kan også godt følge et synspunkt om, at religiøse symboler ikke hører hjemme i offentlige skoler, hvis man vel at mærke ikke diskriminerer og altså også forbyder kors og kalotter. Jeg kan som sagt følge synspunktet, selv om jeg ikke er enig.

Men Karen Jespersens holdning her i bogen er endnu mere ekstrem. Hun støtter - i modstrid med gældende ret og europæiske menneskerettighedsstandarder - at arbejdsgivere skal kunne forbyde tørklæder og altså diskriminere muslimske kvinder.

Den åbenbare intolerance er et billede på den manglende moderation og balance, som Jespersen & Pittelkows frygt for muslimerne efterhånden har udviklet sig til. Der er både relevante facts og tankevækkende anekdoter i bogen. Men grundtonen er forstemmende og burde få Karen Jespersen til at overveje, om det ikke er Dansk Folkepartis folketingsgruppe, hun hører hjemme i.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce