0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kunstens undtagelsestilstand

Ambitiøst, en smule kedeligt, men også interessant kunstteoretisk essay fra Solvej Balle ser nu dagens lys.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Forfatterinden Solvej Balle har alle dage været filosofisk anlagt, ikke helt ulig en ung Villy Sørensen-niece, og nu hopper hun følgerigtigt helt ud - og dog også helt forbi - forsøget på at lave en kunstteori.

Hvad mener jeg med det kryptiske »hoppe ud og forbi«?

Ganske enkelt, at Balle udtrykkeligt gør opmærksom på, at hendes nye essay 'Det umuliges kunst' hverken er en akademisk-universitær afhandling eller en privat kunstnerpoetik, men i stedet »er et forsøg på at betragte kunsten fra menneskehøjde og tale enkelt om kunsten«.

Direkte møde med kunsten
Balle medgiver beredvilligt, at hun trækker på 2-3.000 års æstetikteoretiske traditioner, men insisterer på det så vidt muligt direkte møde med og mellemværende med kunsten.

Et møde der vel at mærke ikke er privat og idiosynkratisk, men fundamentalt og alment, heraf den teoretiske tangent.

Version af verden
Grundtanken er enkel. Først, at kunsten ved siden af vores praktiske, sociale, æstetiske og teoretiske liv udgør et fundamentalt område af tilværelsen, altså et område, der er autonomt, som har sin egen særlige rolle og funktion for os - det kunne man, mere pompøst end Balle selv, kalde for hendes 'områdeteori'.

Dernæst og helt centralt, at kunsten angår vores forsøg på at omgå de grundlæggende vilkår og begrænsninger, vi nu engang er underkastet, f.eks. at vi er forgængelige kroppe i tid og rum.

Vi 'omgår' i mødet med kunsten vores grundvilkår ved at gå ind i værkets undtagelsestilstand og erfare tilstandens og værkets særlige karakter af at være en version af verden - f.eks. en version, hvor heste kan flyve, og hvor kroppe kan fastfryses i stivnede bronzefigurer.

Det er naturligvis umuligt i den gængse, fysiske verden: Heste kan (endnu) ikke flyve, og vores kroppe er i konstant bevægelse, mindre elskværdigt: i uophørligt forfald. Kunsten kan dermed noget, som andre fænomener og områder ikke kan; og dette noget er en erfaring, vi har behov for, og uden ophør opsøger - mennesket har alle dage gjort sig kunst og på den ene eller den anden led haft et forhold til kunst.

Eksistentielt sigte
Her afviser Balle diskret men bestemt såvel æsteticismen som en art utilitarisme: Kunsten er andet og mere end nytteløs og ophøjet pynt, men den er ej heller et simpelt instrument på linje med hammer og sav.

Balle plæderer for, at kunsten vedrører vores stadige forsøg på at finde os til rette i verden. Det giver teorien et ublu eksistentielt og antropologisk præg og sigte, men Balle undviger det, der ville kunne opfattes som klæg patos, ved omhyggeligt at sætte anførselstegn om begge ord.

Der er ikke tale om en ahistorisk essens (kunstens tidløse væsen), men om et vekselspil mellem nogle uhyre stabile og nogle særdeles mobile forandringer på kunstens område.

Anæmisk tendens
Essayet er logisk opbygget. I første kapitel hører vi om de fem områder af livet og om kunstens plads og rolle heri; i andet kapitel om det særegne ved kunstarterne (maleri, fortælling, drama, digt, skulptur, musik), i tredje kapitel om kunstens forskelligartede indvirkning på de øvrige fire områder.

I fjerde kapitel opruller og afviser Balle den gængse (akademiske) påstand om, at 'kunsten' og 'kunstværket' er rent historiske og forældede begreber, efter at forrige århundredes antikunst og modkunst pulveriserede kunsten og set i lyset af, at al samtidskunst har forladt den forestillingsverden, disse udtryk stammer fra; og endelig undersøges det i femte kapitel, hvordan og hvorledes det giver mening at tale om kunstens forandringer.

Balle er overalt påfaldende sober og sympatisk, besindig og rimelig - hun slalomer konsekvent uden om det, der ville kunne virke som enøjede, esoteriske eller tyndbenet polemiske påstande. Hun undgår stort set at anvende egennavne og -ismer, der er ikke en note i sigte, men dog en art kommenteret litteraturliste. Men alt dette gør også, at man som læser veksler mellem at føle, at man er midt i Jostein Gaarders 'Sofies verden'.

Balle undviger dermed den stærkt specialiserede universitære jargon, og da også den banale introduktion til et felt (det er Balle selv, der udfolder en tanke), men prisen er, at dette essay i sig selv ikke er nær så fascinerende som det, det taler om, nemlig kunsten.

Det er selvfølgelig også pointen fra Balles side - dette er ikke en forklædt novelle. Men dels opstår der denne svagt anæmiske tendens til kedsomhed og overtydelighed, og dels er projektet også præget af en pudsig ambivalens over for det akademiske.

Morale
Essayet er uhyre pædagogisk skrevet, vitterlig i 'menneskehøjde', men det undgår ikke den indforståede og universitære aura, som udtrykkeligt undsiges: Adorno dukker brat op s.129, men hvor mange er det nu lige, der uden videre ville vide nøjagtigt, hvem den tyske filosof er? Men desuagtet er der umådeligt mange steder kloge og fine ræsonnementer hos Balle.

Frugtbart er hendes simple skel mellem kunstens arbejden med og imod vores grundvilkår, kunsten trækker på alt det, vi ved og aner, og i en modsat bølge underminerer og forvirrer den vores forvisninger.

Tiltalende er også hendes fine pointe om, at kunsten i sig selv ikke med nødvendighed er hverken opbyggelig eller skadelig, men at vi selv bærer et stort, personligt ansvar for, hvordan vi vælger at lade kunsten influere (eller ej) på de øvrige fire områder af livet.

Balles morale er, at vi aldrig må lade livet blive til livskunst, men at vi i stedet skal drage næring af kunstens evne til momentant og på sin egen måde at skabe umulige undtagelsestilstande. Det kunne være i