Da Henrik Nordbrandt fyldte 30, ringede hans mor til ham og sagde med glad stemme: »Tillykke, Henrik. Jeg havde da aldrig troet, at du skulle blive 30«. For så vidt en ræsonnabel bemærkning. Da Henrik var 16, havde han allerede været inde og ude af hospitaler utallige gange, og nu var han med en kropsvægt på 39 kilo (og en højde på knap 1,90 m) indlagt på Rigshospitalets »åbne tosseafdeling«. Overlægen diagnosticerede straks to ting, nemlig nervøs spisevægring og forslugen Kafka-læsning. »Hvis De fortsætter med at tabe Dem, så dør de«, sagde dr. Joseph Welner direkte og: »Beslutningen om at begå selvmord, det er en eksistentiel beslutning. Den hverken kan eller vil jeg blande mig i. Men i den tilstand, hvor de befinder Dem nu, har De mistet enhver dømmekraft. Derfor bliver jeg nødt til at hjælpe Dem. Og det bliver nemmest for os begge, hvis vi samarbejder«. Unge Nordbrandt, der på dette tidspunkt lignede 'Døden fra Lübeck', samarbejdede, overlevede, blev digter - og har i disse sine barndomserindringer gjort dr. Welner med det kafkaske fornavn til en af sine helte.
Socialdemokrater og andre dyr
Lyt til artiklen
