0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Socialdemokrater og andre dyr

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Da Henrik Nordbrandt fyldte 30, ringede hans mor til ham og sagde med glad stemme: »Tillykke, Henrik. Jeg havde da aldrig troet, at du skulle blive 30«.

For så vidt en ræsonnabel bemærkning. Da Henrik var 16, havde han allerede været inde og ude af hospitaler utallige gange, og nu var han med en kropsvægt på 39 kilo (og en højde på knap 1,90 m) indlagt på Rigshospitalets »åbne tosseafdeling«.

Overlægen diagnosticerede straks to ting, nemlig nervøs spisevægring og forslugen Kafka-læsning. »Hvis De fortsætter med at tabe Dem, så dør de«, sagde dr. Joseph Welner direkte og:

»Beslutningen om at begå selvmord, det er en eksistentiel beslutning. Den hverken kan eller vil jeg blande mig i. Men i den tilstand, hvor de befinder Dem nu, har De mistet enhver dømmekraft. Derfor bliver jeg nødt til at hjælpe Dem. Og det bliver nemmest for os begge, hvis vi samarbejder«.

Unge Nordbrandt, der på dette tidspunkt lignede 'Døden fra Lübeck', samarbejdede, overlevede, blev digter - og har i disse sine barndomserindringer gjort dr. Welner med det kafkaske fornavn til en af sine helte.


Forældrene, derimod, står lidt mere nuanceret, kan man vist godt sige. Vi er i 1950'erne, og moderens forestillinger om børneopdragelse er præget af amerikansk modepædagogik med den centrale tanke, at »forældres kontakt med deres børn skulle begrænses til et minimum. Frem for alt var den fysiske kontakt med barnet direkte skadelig«.

Nordbrandts mor var jurist og som hjemmegående husmor bogstavelig talt sindssygt frustreret. Dårlige nerver, Montebello og alt det der. Faderen var søofficer på kontor, surt fjæs, evindelige beklagelser. Tag f.eks. en familiescene, hvor far har første replik:

»»Mor og jeg har besluttet os til at lade os skille. I bliver hos mor«. Klumpen i min hals forvandlede sig til jubel. Min søster derimod begyndte at græde. »Hvor er det dog en god idé!«, sagde jeg begejstret. »Hvorfor har I ikke fået den for længe siden?««.


Man skal ikke læse 'Døden fra Lübeck' for at få sine fordomme om 1950'erne som en ualmindelig beklumret tid revideret. Alligevel har bogens bagsidetekst ret: Dette er en lys og let, munter og overbærende bog fuld af grufulde beretninger.

Man kunne også sige en 'forsoningsbog', hvor Nordbrandt giver mor, far, Danmark, november, hele den sørgelige suppedas, en chance til. Både fordi der jo ved nærmere eftersyn er gode ting at sige, såvel om den begavede og belæste mor som om den retskafne far, der lærer lille Henrik at slå på tæven (skønt det går lovlig vidt, da han smækker tænderne ud på en skolekammerat med en spade), ja, om de bøgelyse øer i det hele taget.

Men forsoningens lys skyldes naturligvis også, at Danmark gudskelov har ændret sig:

»Den tunge hørm af dansk mad, der i 50'erne lå som en klæbende dyne over byerne, har lettet, selv om man stadig kan finde enkelte kroge, hvor den dominerer. Hvad man end kan sige om indvandringen og dens problemer, har fremmede madkulturers ankomst gjort luften behageligere at indånde«.

Hvilket man sikkert godt må læse som et mere end gastronomisk udsagn: Siden 1950'erne er det alt i alt blevet lettere at trække vejret hertillands.


'Døden fra Lübeck' er altså en hjemme-ude-hjem-historie, og mange andre kendte mønstre præger bogen: Ligesom alle andre danske familier mener også den nordbrandtske, at den nedstammer fra en af de spanske lejesoldater, der brændte Koldinghus af; og ligesom den lille Marcel Proust og mange andre med ham har Nordbrandt i høj grad bedsteforældrene og deres sommerland som barndommens lykkested. Skønt skeletter har han med sig overalt.

Henrik Nordbrandt blev født den 21. marts 1945, den dag Shellhuset blev bombet. Jeg synes ikke, han havde behøvet at indlejre 'Døden fra Lübeck' i en tvivlsomt cirklende komposition, der slutter med 11. september sidste år, da digteren under en tv-optagelse i en kirke står og taler med præsten, hvis mobiltelefon pludselig ringer:

»»De er ved at bombe World Trade Center!«, sagde han«.

Gu' gjorde han da ikke nikke nej. Jeg vil æde min hat på, at han sagde: »Der er fløjet et fly ind i World Trade Center«. Hvilket blot være påstået for at understrege det irriterende i denne her type 'mig og verdenshistorien' dybsindigheder, som pensionerede kontorchefer og andet godtfolk ikke kan holde sig fra, når de bedriver erindringer. Nordbrandt behøver det ikke.


Bogens fotografier fra familiealbummet havde jeg også gerne undværet. De trækker teksten i privat retning, skønt der da udgår en klaustrofobisk 1950'er tristesse fra de sort-hvide billeder, som kan få den bedste til at hive efter vejret og identificere sig med Nordbarnets frihedstrang helt ned i lungerne.

'Døden fra Lübeck' er klart bedst dér, hvor de enkelte små erindringsessays (der er i alt 61) får lov at stå ganske klart og enkelt, lakonisk, lyrisk, humoristisk. Dér er digteren nærværende, og dér forstår man, hvorfor han dengang var digter in spe.

Særlig sjovt er det, når de småborgerlige forældres forhold til så sære dyr som socialdemokrater sættes på spidsen. Nabofamilien f.eks. har ni børn, og da Henrik spørger moderen, hvorfor de er så mange, lyder svaret: »De er socialdemokrater«. Ligesom da de en 1. maj møder en mærkelig mand i en forretning:

»Han var fuld!«, sagde min mor.

»Fuld?«.

»Ja. Det var en socialdemokrat!«.