Man fatter jo ladestokken og stamper kuglen helt ned i løbet ved mødet med endnu en bog om ’autentisk’ kommunikation. Magen til buzzword, helt deroppe ved siden af coaching og bæredygtighed. Som Henrik Marstal så rigtigt analyserede begrebet i Politikens Kronik 17.2., er ’autenticitet’ pr. definition en relativ størrelse, en kamæleon, der kan bruges til at betegne nærmest hvad som helst afhængigt af sammenhængen.

LÆS KRONIK Vi er selv for real

Så hvad i alverden, kan man spørge, vil en tænksom kommunikationsmand som Nikolaj Stagis med en bogudgivelse om den autentiske virksomhed? Grave spadestikket dybere i en øvelse, der faktisk lykkes med en gennemarbejdet og klog bog om et begreb, man sagtens kan grine ad, men som ikke rigtigt kan undværes.

Det autentiske findes jo som en særlig kvalitet, som særligt musikere har talt om i århundreder. Afgørende er blot, at autenticitetsbegrebet nødvendigvis forbindes med en konkret sammenhæng. Sagt enkelt: Intet menneske og ingen virksomhed er pr. definition ’autentisk’. Det afhænger af sammenhængen og af den person, der anskuer.

Alt dette ved Nikolaj Stagis naturligvis. Stagis er en sjælden fugl i den danske kommunikationsjungle; lige dele intellektuel og praktiker, som rådgiver for en lang række internationale virksomheder.

De vandbærende lag

Bogens kommunikationsprojekt er en linedans: Forfatteren redegør for, at vi lever i postmoderne tider, hvor beskueren insisterer på at have ret, og hvor spin og overflade dominerer.