En regulær religionskrig er i øjeblikket under opsejling blandt landets skoleforskere. På den ene side står de effektorienterede ’modernister’, der mener, at man bør indrette skolen og undervisningen efter de metoder, som beviseligt virker.
På den anden side står de kvalitative forskere, der hårdnakket fastholder, at det må være lærerens professionelle dømmekraft, der sikrer, at eleverne får den bedste undervisning. Skal man placere professor i pædagogisk psykologi Lene Tanggaard i den verserende religionskrig, finder man hende på ’venstrefløjen’, dvs. på den fløj, som er på de professionelle læreres hold – som altså er »en modpol til tendenser, der risikerer at gøre lærere og pædagoger til teknikere, der blot administrerer en række centralt fastlagte procedurer for god pædagogik og undervisning«. Kreativitetsforskningens gemmer ’Fastlagte procedurer’ er i øvrigt nok det værste skældsord, Tanggaard kan forestille sig. Det er ’fornyelsens kunst’, som er hendes pædagogiske ledestjerne, jf. titlen på bogen. Og evnen til at forny sig, nytænke, innovere og improvisere har det ikke godt i dagens folkeskole, mener hun.
