Thomas Bernhard er den vrede mand i østrigsk litteratur, en terminator med en kronisk skarpladt sømpistol af et sprog vendt mod – ja, mennesker og samfund fra en ende af, det facile i kulturen, al den røvsyge fordragelighed. Faren ved den uforandrede og ganske underholdende surhed er ikke, at den slider sig selv op, ikke hos Bernard i hvert fald, her er den snarere energikilde.
Næ, faren er, at den som et trykluftbor kombineret med en vuvuzela kommer til at overdøve sig selv, dvs. vredens årsager og fine variationer, hele ideen med den. I ’Kælderen’, den anden af fem små erindringsbøger, drejer hovedpersonen i bogens allerførste linje resolut om på hælene og går »i den modsatte retning«, væk fra gymnasiet, borgerskabets robotfabrik, og i retning af fattigkvarteret, hvor han bliver købmandslærling i en kælderbutik. »I den modsatte retning« kunne være bogens undertitel (og er det jo næsten også, bare med et lidt andet ord: ’unddragelse’). Stupiditetsstørrelse Vendingen og den altafgørende scene, der i Bernhards karakteristiske gentagelsesstil repeteres bogen igennem, er hans måde at redde sig over i en virkeligere verden, ja, i det hele taget redde sig.
