I sommeren 1923 skrev den 34-årige Walter Schwartz, senere kunstkritiker m.m. på Politiken, fra Skagen til sin fortrolige faster i Fredensborg, at han var blevet 'forlovet' med den 23-årige, milde, søde og stille Lise. Brevet tyder ikke på den store forelskelse, og allerede tredje afsnit indledes med ordene: »Og det bedste ved det hele er, at også moder holder af hende«. En familiekrønike Walter Schwartz havde - opmuntret af samme mor, Alba Schwartz - forladt sin første kone og deres to små drenge under påskud af hendes utroskab, men nok mest fordi han syntes, han gik i stå kunstnerisk som familiefar. Han var en talentfuld maler, men gjorde karriere som skribent og kritiker i Københavns kulturradikale miljø. Han blev i sit tredje ægteskab (med en purung sekretær på Politiken) far til to piger. LÆS OGSÅPolitikenlæser fandt forsvundet Skagensmaleri Den ene er skuespiller og tidligere teaterdirektør Malene Schwartz, som nu har fortalt om sin fars og sin farmors intense og problematiske forhold i bogen 'Alba' til journalist Cathrine Errboe. Forfatterne kalder klogelig bogen en familiekrønike, for den handler om mange andre end den Alba, der har givet den navn. En hysterisk dominerende matriark Alba Schwartz (1857-1942) var en stærk og selvbevidst personlighed fra det bedre, kunstnerisk begavede københavnske borgerskab. Hun havde skuespiltalent og energier, der som hos de fleste af tidens kvinder måtte finde andre udveje end de gudskelov i dag mulige. Måske som følge deraf, kombineret med en blid og psykisk skrøbelig ægtemand og tabet af en forgudet 11-årig søn, blev hun indbegrebet af en hysterisk dominerende matriark. Albas mand, Otto Schwartz, der ville have været skuespiller, blev jurist med mådelige karakterer, hvorfor han da også blev byfoged for landets mindste og fjerneste embede, Skagen. (Indtil retsreformen i 1919 et kongeligt privilegium.) Men at være en slags borgmesterfrue i Skagen omkring 1900 var ikke så dårligt for en kvinde af Albas format, for skønt byens storhedstid som kunstnerkoloni var ovre, var Skagen så meget desto mere feriefashionabel og snobberiomgærdet. Ancherparret og Krøyer og Drachmann var der stadig, der var munter selskabelighed, og Alba Schwartz blev nære venner - og muligvis mere end det - med Michael Ancher.
Flyttede fra Skagen Det var en katastrofe for Alba, da hendes mand efter ni år i Skagen modtog et større embede som herredsfoged i Vestervig et par hundrede kilometer sydpå. Han var blevet svært tunghør og foretrak at gå ture langs havet med sin hund, så hans kone var ensom. Hans ustabile psyke og gentagne indlæggelser har været en betydelig stressfaktor for Alba. Hun blev trods helbredsproblemer 85 år og fik en sen karriere som forfatter. Efter Ottos død allerede i 1915 flyttede hun tilbage til Skagen, hvor hun stadig havde en vis position, og skrev på opfordring af Michael Ancher, der havde gjort forarbejdet, to bøger om Skagen. Siden dannede en af hendes romaner forlæg for Benjamin Christensens film 'Skilsmissens børn', der vakte stor opsigt i 1939. Alba havde måske fået øjnene op for skilsmissebørns hårde vilkår efter at have set sin søn svigte tre små sønner fra to ægteskaber. LÆS OGSÅØstrigs vrede mand vender sproget mod den røvsyge fordragelighed Sønnens første skilsmisse var Albas værk; den anden gjorde hende rasende. For Lise var en svigerdatter efter Albas hjerte; hun fandt sig tilsyneladende i alt. Også i at hendes søn med Walter aldrig så sin far. Han på sin side raser over for sin ekskone, over at hans mor ikke vil lade ham råde over sin arv inden hun dør(!) og skriver, at moderen kun kan omgås mennesker, »der mangler kraft til at gå imod hende og på en eller anden måde er gået fallit«. Hermed har han så også taktløst karakteriseret brevets modtager, Lise, som med englelig tålmodighed lagde øre til både eksmand og ekssvigermor og forsøgte at mægle.
Forsøger at forstå sin farmor Malene Schwartz, der indrømmer at være »blevet overrasket, til tider chokeret« over sin far i yngre udgave, har haft en dejlig far i den ældre Walter Schwartz. Malene var fem år, da Alba Schwartz døde. Da havde Walter brudt med sin mor, og hans datter »kan huske den uhyggelige stemning, der opstod i rummet, når de voksne talte om min farmor«. Bogen er et forsøg på at lære denne farmor at kende. Vi hører om Albas familiebaggrund og ungdom, om hendes invaliderende sorg over at miste sin førstefødte ved en fejlslagen blindtarmsoperation, om Skagens sociale liv; vi forstår sågar mange af mekanismerne i hendes følelsesliv, fordi de er så klassiske.
Kommer ikke ind til kernen Men Alba lærer vi ikke at kende. Det kunne have hjulpet med flere citater fra hendes i alt syv publikationer og mange breve. »Jeg får helt ondt af min farmor, når jeg læser hendes breve. Når hun en sjælden gang sænkede paraderne og holdt inde med sine bebrejdelser og formaninger, var det en ensom og ulykkelig sjæl, der tonede frem af det sorte blæk«, skriver Malene Schwartz. Men brevene ser vi næsten ikke. Den smule, der er, viser en meget slagfærdig, kontant og velskrivende pen. Her er for eksempel hendes indtryk af Georg Brandes, som hun interviewede i Skagen: »Jeg syntes absolut ikke om ham. En vældig hjerne, men en ganske tarvelig lille sjæl«. Alba var uden tvivl en stærk, talentfuld, ulykkelig og emsig dame, men den sygeligt dominerende rolle hun har spillet i sin søns liv og den lidet flatterende figur, han gør, har tilsyneladende spærret for lysten til at gå i dybden med hendes portræt. Men undertitlens 'familiekrønike' er i Cathrine Errboes kompetente og varme hænder blevet både oplysende og underholdende.