Clay Shirky er en prominent amerikansk internetforsker, underviser og skribent. I sin seneste bog, 'Cognitive Surplus - Creativity and Generosity in a Connected Age', er tesen klar: Internettet og de sociale medier giver os midlerne til skabe noget større, som eksempelvis Wikipedia, sammen. Siden Anden Verdenskrig har verdens befolkning haft mere fritid end nogensinde før. Men hovedparten af den fritid er gået med at sidde foran fjernsynet og være passive forbrugere. Nu, for første gang i vores historie, går de unges tv-forbrug nedad. Da tv-forbruget er så enormt, er en lille ændring nok til at skabe en stor forandring. Hver weekend bruger amerikanerne 100 millioner timer på at se reklamer. Det svarer til al den tid, der er brugt på at skabe og redigere Wikipedia. Tænk blot, hvad 1 procent af verdens tv-forbrug på et år - svarende til 100 Wikipedia-projekter - kan anvendes til. Det er dette overskud, som Shirky skriver og spekulerer over. Sjove katte på nettet Men den ekstra fritid er blot råmaterialet, der er også brug for midler, der skaber intellektuelt overskud. Midlerne er internettet og de sociale medier. Motivet er, at mennesker rent faktisk har lyst til og får noget ud af at være aktive deltagere. Og mulighederne er de muligheder, vi sammen skaber for deltagelse. Den digitale revolution har ændret betydningen af ordet medie. Før var medier udelukkende befolket af professionelle. Nu kan enhver amatør publicere hvad som helst når som helst uden større økonomiske omkostninger, fordi kopier ikke koster ekstra, når det hele er digitalt. Adgangen til medier er altså blevet demokratiseret, publikum er blevet deltagere, og det er udpræget godt, mener Shirky. Det gør ganske vist, at der er meget mere dårligt at vælge fra, men fremmer samtidig eksperimenter, som gør, at vi opdager og opfinder ting, vi ellers aldrig ville have set. Han er ikke naiv og erkender, at meget af den tid, vi anvender på internettet, eksempelvis går med at grine ad billeder af katte, som siger noget sjovt i en billedtekst (såkaldte 'lolcats'). Men det, at vi alle er forbundne, giver også potentiale for mere seriøse projekter som f.eks. at organisere samkørsel, opbygge kulturelle bånd gennem sofasurfing (couchsurfing), Wikipedia, open source-systemet Linux og webserveren Apache eller PatientsLikeMe.com, hvor patienter kan lære af hinanden og give den moralske støtte, som læger og sygeplejersker måske ikke altid har tid til. Enøjet tv-syn Som Shirky skriver, det er ikke utopia. Fremtiden er her allerede. Men som med alle revolutioner, er det svært at sige, præcis hvilken vej det går. Sidst i bogen giver Shirky nogle skitseagtige løsningsforslag til, hvordan man bedst opbygger grupper med potentiale til at skabe positiv forandring. Det handler bl.a. om at demonstrere projektets værdi i det små, før man forsøger at gøre det globalt, at være opmærksom på, hvad brugerne kan få ud af det, samt at skabe et let anvendeligt system. Shirky skriver klart, godt og lækkert. Bogen er let læst, fint struktureret og meget rig på eksempler, der illustrerer hans mange pointer. Man kan kritisere Shirky for et lidt vel forsimplet og normativt syn, for der kan vel også være gevinster ved at se tv, som han udelukkende finder fordummende. Det at holde sig godt orienteret via nyheder, dokumentarer og debatprogrammer er vel trods alt mindst lige så værdifuldt for samfundet som at skabe 'lolcats'? Det skæmmer dog ikke bogens værdi. Shirky tegner et spændende billede af en tid i forandring - med alle dens potentialer.