Fredag 27. oktober 1961 stod tusindvis af sovjetiske og amerikanske kampvogne lige ved – og i nærheden af – Checkpoint Charlie i Berlin og sigtede beslutsomt på hinanden.
Så akut og koncentreret var de to supermagters konflikt om Berlin, der var taget alvorligt til, efter at den fysiske deling, der udviklede sig til Berlinmuren, var blevet lynopført godt to måneder forinden for at sætte en stopper for ’republikflugten’, der drænede DDR for borgere, især de veluddannede. Situationen var selvsagt kritisk. Et løsnet geværskud fra en soldat kunne medføre kanonader fra kampvognene og dermed lede til konventionel krig, som i løbet af kort tid kunne eskalere og afstedkomme tredje og sandsynligvis sidste verdenskrig, udkæmpet med atomvåben med sprængkraft af uset størrelsesorden. Tre undvigemuligheder »Scenen var sat for den første og sidste direkte militære konfrontation mellem USA og Sovjet«, skriver den erfarne amerikanske journalist, Frederick Kempe, som har sat sig for at skrive en bog om krisen – dens optakt, forløb og umiddelbare efterspil. Kempe følger krisen i 1961 tilbage til topmødet i Wien mellem den nyvalgte og usikre Kennedy og den hårdføre og muligvis hasardspillende Khrusjtjov – og udlægger den som en styrkeprøve mellem de to, der blev fulgt op året efter af Cubakrisen. Formentlig er det Cubakrisens kolossale plads i den kollektive erindring om den kolde krig, som skygger for, hvor faretruende Berlinkrisen var året forinden. Og ligesom under Cubakrisen havde supermagterne tre undvigemuligheder, hvis de ikke skulle køre frontalt ind i hinanden: at den ene eller den anden eller begge ’kyllinger’ ud.
